Reglerne om indtægt af kapital findes i SL § 4, litra e. Herefter omfatter skattepligten indtægter i form af rente af udestående fordringer og udlånte kapitaler udlånt her i landet eller i udlandet med eller uden pant.
Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes ved indkomstopgørelsen, selvom beløbet ikke af valutamæssige grunde kan hjemtages. Indtægterne medregnes efter kursen på valutaen med evt. nedslag, se D.B.1.6.
Om renter gælder det, at det er et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor - beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld - for at stille kapital til disposition. Om renteudgifter, se afsnit A.E.1.
Renteindtægter beskattes som hovedregel som kapitalindkomst, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 1.
For bankierer, vekselerere og personer, der driver næring ved finansiering eller ved køb og salg af fordringer, medregnes renteindtægter til den personlige indkomst, jf. PSL § 4, stk. 3.
Advokaters indtægter fra klientkonti anses for personlig indkomst efter PSL § 3, stk. 1, på linie med salærindtægter, se herom Skat 1988.2.92 (TfS 1988, 91).
Hvis virksomhedsordningen anvendes, medregnes renteindtægter, der hidrører fra virksomheden, til virksomhedsindkomsten, jf. VSL § 6. Se endvidere E.G.2.7.
Landsskatteretten har  i TfS 1996, 471 afgjort, at  et medlem af en ejerforening var skattepligtig af en efter fordelingstal fastsat andel af procesrenter, som var tilkendt ejerforeningen ved en retssag.