►Er den I skal indberette om en person, er personens bopæl afgørende for, hvilke identifikationsoplysninger I skal indberette. For et selskab mv. er det selskabets hjemsted, der er afgørende.
I en indberetning skelnes mellem en Indlænding og en Valutaudlænding
Har en person bopæl eller har et selskab mv. hjemsted i Danmark pr. 31. december i det kalenderår I indberetter om, anses pågældende for Indlænding.
Har en person ikke bopæl eller har et selskab mv. ikke hjemsted i Danmark pr. 31. december i det kalenderår I indberetter om, anses pågældende for Valutaudlænding.
Hvis kundeforholdet er ophørt i løbet af året, er det henholdsvis bopæl eller hjemsted ved kundeforholdets ophør, der er afgørende for, om personen eller selskabet mv. skal anses for Indlænding eller Valutaudlænding.
Dødsboer og konkursboer, der behandles i Danmark, anses som Indlænding.
Kundens skattepligtforhold har ikke betydning i forhold til indberetningen.
Når kunden har bopæl i Grønland
En person med bopæl i Grønland, skal anses som en valutaudlænding i indberetningen. Personer med bopæl i Grønland er registeret med et cpr-nr. i Det Centrale Personregister.
Indberet altid cpr-nr. samt landekode med GL.
Når der er tale om statsudsendte mv.
Bopælslandet er afgørende for om en person, der er udsendt fra den danske stat, regioner, kommuner eller andre offentlige institutioner mv., skal betragtes som indlænding eller valutaudlænding.
Hvis en statsudsendt fx opretholder sin folkeregisteradresse i Danmark, skal personen betragtes som indlænding.
Når kunden er en enkeltmandsvirksomhed
Det er valgfrit om en indberetning sker på en kundes cpr-nr. eller cvr-nr. når der er tale om en enkeltmandsvirksomhed. Vi henstiller til, at I tager et valg om, hvorvidt der i anpartens levetid skal ske indberetning på kundens cvr-nr. eller cpr-nr.
I kan benytte det aftalegrundlag, som I udarbejder med kunden, til at vælge om indberetning skal ske på cpr-nr. eller cvr-nr.
Ved indberetning på cvr-nr. omsættes nummeret automatisk til cpr-nr. Det vil fremgå af kundens skatteoplysninger på skat.dk/tastselv, at anparten mv. vedrører virksomheden.◄