Efter retspraksis kan ligningsmyndighedernes muligheder for at forhøje selvangivelsen 
undtagelsesvis begrænses af, at skattemyndighederne positivt har givet en skatteyder 
en retsbeskyttet forventning. Retspraksis stiller dog særdeles høje krav 
til kvalificeringen af forventningen. Der ses i den følgende beskrivelse af 
forventningsprincippet bort fra svar afgivet efter reglerne i skattestyrelsesloven 
om bindende forhåndsbesked, som umiddelbart er bindende for skattemyndighederne, 
jf. afsnit 
C.1. Er der derimod tale om 
andre svar eller tilkendegivelser fra skattemyndighederne, vil disse som udgangspunkt 
ikke binde myndighederne ved den senere ligning, da der eksisterer en almindelig 
adgang til at revidere skatteansættelser med respekt af fristreglerne i SSL 
§§ 34 og 35.  
Efter retspraksis kan der imidlertid under særlige omstændigheder være 
tale om, at skattemyndighederne er afskåret fra at revidere og forhøje 
en ansættelse, der er foretaget på grundlag af en individuel urigtig forhåndstilkendegivelse 
fra en skattemyndighed. Der henvises herom nærmere til 
C.3.1. 
I dommen TfS 2000, 871 HD havde den skattepligtige påberåbt sig et udleveret 
notat udarbejdet af Told- og Skattestyrelsen om den skattemæssige behandling 
af udlejning af lystbåde. Den skattepligtige fik ikke medhold, fordi notatet 
generelt omhandlede en række ensartede sager, således at der ikke var 
tale om en individuel tilkendegivelse til den skattepligtige. I den omvendte situation, 
hvor en tilkendegivelse på afgivelsestidspunktet er i overensstemmelse med 
gældende ret, vil den ikke senere kunne påberåbes, hvis forudsætningerne 
for tilkendegivelsen er bristet, jf. TfS 2000, 543 ØLD. I denne sag var det 
gjort gældende, at der ikke var grundlag for dansk beskatning af pensionsydelser 
fra Danmark vedrørende en person bosiddende i Nigeria, fordi der var udstedt 
erklæring om trækfritagelse. Østre Landsret fastslog, at allerede 
fordi trækfritagelserne var afgivet på et tidspunkt, hvor der ikke var 
hjemmel til beskatning i Danmark, var de ikke til hinder for beskatning i Danmark 
efter etablering af hjemmel hertil. Til forskel fra de her omhandlede situationer, 
hvor den skattepligtige ønsker at påberåbe sig en individuel forhåndstilkendegivelse, 
kan der være tale om, at de skattepligtige kan støtte ret på skattemyndighedernes 
generelle praksis som beskrevet i fx ligningsvejledningen eller et cirkulære 
på grundlag af en almindelig lighedsgrundsætning, jf. nærmere under
 E.1.
Efter 
domspraksis er det navnlig tilkendegivelser fra de centrale skattemyndigheder, der 
kan føre til, at en skattepligtig får medhold efter det såkaldte 
forventningsprincip, selv om tilkendegivelsen ikke kan anses for at være i 
overensstemmelse med gældende praksis. De ledende domme, hvor en skattepligtig 
har kunnet støtte ret på en tilkendegivelse fra en central skattemyndighed, 
er UfR 1969, 108 HD, ("tilkendegivelsen" bestod i en landsskatteretskendelse 
om manglende næringsbeskatning, der havde direkte betydning for andre skattepligtige, 
der solgte grunde fra den samme udstykning), UfR 1976, 658 HD, (tilkendegivelsen 
om at kursgevinster ikke var skattepligtige hidrørte fra Finansministeriet), 
ØLD af 11. sep. 1981 (Medd. fra Skd. 1982, s. 53, i hvilken sag det daværende 
Statsskattedirektorat forudsætningsvis havde godkendt en lempelsesberegning) 
og TfS 1994, 477 ØLD (det daværende Statsskattedirektorat havde forudsætningsvis 
godkendt rentefradrag ved at anerkende et andelsprojekts erhvervsmæssige realitet). 
Der synes derimod ikke at eksistere en tilsvarende mulighed for at kunne støtte 
ret på en tilkendegivelse fra en told- og skatteregion, jf. TfS 1993, 420 VLD 
og TfS 1998, 74 VLD (der kunne ikke støttes ret på regionens tilkendegivelse 
om anvendelse af investeringsfondsmidler). Der vil dog under alle omstændigheder 
kunne støttes ret på en tilkendegivelse fra en told- og skatteregion i 
samme omfang, som der kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal 
skattemyndighed. 
Er der tale om tilkendegivelser fra kommunale skattemyndigheder eksisterer der som 
følge af de statslige skattemyndigheders revisionskompetence en særlig 
snæver adgang til at støtte ret på tilkendegivelsen, se nedenfor 
C.3.1.6. Uafhængigt af, om der er 
tale om en tilkendegivelse fra en central skattemyndighed eller ej, viser retspraksis, 
at en række grundlæggende betingelser under alle omstændigheder skal 
være opfyldt, hvis der skal kunne støttes ret på tilkendegivelsen, 
jf. nedenfor under 
C.3.1.