AL § 39 vedrører afskrivning på udgifter til ombygning, forbedring 
eller indretning af lejede lokaler, der anvendes erhvervsmæssigt til andet 
formål end beboelse. Afskrivning efter denne bestemmelse er ubunden, hvilket 
indebærer, at lejeren kan vælge at afskrive med en mindre sats end den 
sats, der udregnes på baggrund af lejeperioden uden derved at miste adgangen 
til afskrivning for restbeløbet. Der kan ikke afskrives i det indkomstår, 
hvor lejemålet ophører, jf. AL § 39, stk. 3.
Det fremgår af AL § 39, stk. 1, at udgifter til ombygning, forbedring 
eller indretning af lejede lokaler kan afskrives med indtil 20 pct. årligt. 
Hvis lejemålet er indgået for et bestemt tidsrum, kan afskrivningen dog 
ikke overstige et beløb svarende til, at afskrivningen sker med lige store 
årlige beløb over lejeperioden.
Udgifter til ombygning, forbedring og indretning af lejede lokaler kan ikke afskrives 
ved lejemål, hvor der som følge af, at den ene part har en bestemmende 
indflydelse på den anden parts handlemåde, ikke er en reel risiko for 
opsigelse, hvilket fremgår af AL § 39, stk. 2. Bestemmelsen er særlig 
rettet mod tilfælde, hvor der på grund af nær økonomisk forbindelse 
mellem ejer og lejer ikke er reel risiko for opsigelse af lejemålet, f.eks. 
hvor en hovedaktionær udlejer lokaler til et selskab, som hovedaktionæren 
dominerer. ►Ligeledes kan der med virkning for lejemål, der indgås den 1. januar 2000 eller senere, ikke afskrives, hvis lejemålet er indgået mellem nærtstående. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtsskabsforhold.
◄Hvis 
lokalerne efter deres anvendelse er omfattet af AL § 14, kan lejeren dog afskrive 
med de  i AL § 17 nævnte satser. I disse tilfælde har lejeren 
dog ikke mulighed for at fratrække et eventuelt uafskrevet  restbeløb 
 i nedrivningsåret efter AL § 39, stk. 4, der omtales nedenfor.
Der kan efter AL § 39, stk. 2, heller ikke afskrives på udgifter til ombygning, 
forbedring og indretning af lejede lokaler, hvis lejeren er tillagt en køberet 
til de lejede lokaler ved lejeperiodens udløb. Det er dog en betingelse, at 
der er tale om en køberet på vilkår, herunder til en pris, der afviger 
fra sædvanlige markedsvilkår.  Hvis lokalerne efter deres anvendelse 
er omfattet af AL §14, kan lejeren dog også her afskrive med de i AL § 
17 nævnte satser. Lejeren har heller ikke i disse tilfælde mulighed for 
nedrivningsfradrag efter AL § 39, stk. 4.
Er der tale om en køberet på helt sædvanlige markedsvilkår, 
har køberetten ingen indflydelse på lejers mulighed for at afskrive efter 
reglerne i AL § 39. Det er en betingelse, at ejendommen overtages på de 
markedsvilkår, der er gældende på det tidspunkt, hvor køberetten 
udnyttes.
I henhold til AL § 39, stk. 4, kan lejeren i tilfælde af nedrivning fratrække 
et eventuelt uafskrevet restbeløb i nedrivningsåret. Bestemmelsen gælder 
dog ikke for lejemål, hvis lejeren har kunnet afskrive efter AL § 39, stk. 2, sidste pkt., jf. AL § 14.
Erhverver 
lejeren den ejendom, hvori de lejede lokaler befinder sig, ophører lejemålet. 
Det følger derfor af AL § 39, stk. 3, at der ikke kan afskrives efter 
reglerne for lejede lokaler i erhvervelsesåret, da lejemålet ophører 
i dette år. Er udgifterne til ombygning m.v. af lokalerne ikke afskrevet fuldt 
ud, inden lokalerne erhverves, kan et uafskrevet restbeløb ikke fratrækkes 
i erhvervelsesåret. En uafskreven restsaldo kan derimod tillægges ejendommens 
købesum og indgå i et eventuelt afskrivningsgrundlag efter afskrivningsloven, 
jf. AL § 39, stk. 5. Det er dog en forudsætning, at udgiften ikke indgår 
i købesummen.
Udgifterne til ombygning indgår ved opgørelsen af genvundne afskrivninger 
efter AL § 21. En eventuel uafskreven restsaldo, der efter AL § 39, stk. 
5, er tillagt afskrivningsgrundlaget, indgår i opgørelsen af genvundne 
afskrivninger og tab, jf. bestemmelsen i AL § 21, idet beløbet tillægges 
anskaffelsessummen for bygningen. Den del af ombygningsudgifterne, der er afskrevet 
efter AL § 39, stk. 1 og 2, skal efter AL § 21, stk. 7, tillægges 
anskaffelsessummen, og således principielt behandles som om der var tale om 
forbedringsudgifter afholdt i ejertiden, ligesom afskrivningerne efter AL § 
39, stk. 1 og 2, medregnes ved opgørelsen af samtlige foretagne afskrivninger 
efter AL § 21. Der sker således først beskatning af de foretagne 
afskrivninger på ombygningsudgifter ved salg af bygningen.
Efter AL § 39, stk. 6, medregnes fortjeneste eller tab på ombygnings- 
eller forbedringsudgifter, indretninger m.v. i indkomstopgørelsen. Fortjenesten 
eller tabet opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen 
og på den anden side de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse, forbedring 
m.v. med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger. Bestemmelsen svarer til den tidligere bestemmelse i LL § 14 J. 
Den  situation, hvor lejeren fraflytter det lejede uden at få en salgssum 
for lokale-indretningerne, sidestilles med salg, hvor salgssummen er 0 kr. Efter 
AL § 47 sidestilles andre former for afhændelse og afståelse med 
salg.