Den tredie betingelse er, at virksomhedens indtjening skal kunne begrunde eksistensen 
af goodwill. Dette antages at være tilfældet, når der er knyttet 
en særlig kundekreds til virksomheden.. Der er ikke knyttet en særlig 
kundekreds til virksomheden, når f.eks. en svineproducent sælger direkte 
til slagteriet, eller når salg af skind sker gennem de danske pelsauktioner. 
  
Dette er fastslået i TOLD SKAT Nyt 1993.1.18.VLD (TfS 1992,431). En gårdejer 
overdrog sin svineproduktionsvirksomhed til et anpartsselskab, hvori han selv var 
hovedanpartshaver. Da indtjeningen i det væsentlige skete ved salg af slagtesvin 
og smågrise til et slagteri, fandt landsretten, at der ikke var knyttet nogen 
goodwill til overdragelsen af virksomheden. Vederlaget var derfor udlodning fra 
selskabet. Dommen fastslog endvidere, at det forhold, at en skatteyder, der besidder 
særlige kvalifikationer, fortsætter i den overdragne virksomhed, ikke 
i sig selv har betydning for afgørelsen af, om der i skattemæssig henseende 
foreligger goodwill. Goodwill kan således kun være knyttet til en virksomhed, 
hvorimod den ikke kan være knyttet til personer. ►Se om sidstnævnte problemstilling TfS 1999, 827 (bindende forhåndsbesked), omtalt under 
E.I.4.1.1.◄  
En dambruger med ørredproduktion havde omdannet den hidtil personlige virksomhed 
til et anpartsselskab. Landsskatteretten fandt, at der måtte antages at have 
foreligget en goodwill ved omdannelsen og godkendte det selvangivne beløb. 
Der var bl.a. henset til oplysningerne om afsætningskanaler og prisdannelser 
på ørreder, herunder at handelen med ørreder sker ved individuelt 
salg og ikke på auktion, t&s nyt 1991.16.906 (TfS 1991,344).
I en bindende forhåndsbesked, svarede Ligningsrådet, at der skulle beregnes 
en goodwillværdi i forbindelse med et gartneris overdragelse til et af gartneren 
ejet selskab.  
►Ligningsrådet henså ved sit svar bl.a. særligt til karakteren af gartneriets kundekreds og sammensætningen heraf. Landsskatteretten fandt imidlertid ikke, at der knyttet en sådan kundekreds til gartneriet, som kunne begrunde goodwill. Landsskatteretten lagde ved sin vurdering til grund, dels at der hos aftagerne ikke blev lagt vægt på produkternes oprindelse, dels at en meget stor del af gartneriets produkter blev afsat via et elektronisk auktionssystem, hvor det pågældende gartneri alene kunne identificeres ved et registreringsnummer, TfS 1999, 352 LSR (tidl. TfS 1998, 630).◄ 
Det 
må bero på en konkret vurdering, hvorvidt der kan fastsættes goodwill, 
når der er personsammenfald mellem virksomheden og kunden.   
En revisions- og datavirksomhed var tidligere drevet i interessentskabsform. I 1985 
var revisionsvirksomheden omdannet til aktieselskab med de 2 hidtidige interessenter 
som eneaktionærer. På et senere tidspunkt ønskedes datavirksomheden 
overdraget til aktieselskabet. Datavirksomheden bestod i udlejning af inventar og 
salg af posteringer til revisionsselskabet. LSR fandt, at der ikke kunne anses at 
foreligge goodwill i skattemæssig henseende som følge af personsammenfald 
mellem virksomheden og kunden, t&s nyt 1991.15.838 (TfS 1992,55).    
I TfS 1997,222 HRD overdrog en skatteyder sin personligt ejede leasingvirksomhed 
til et af skatteyderen ejet anpartsselskab, der drev automobilhandel. Skattemyndighederne 
anerkendte ikke den mellem parterne fastsatte goodwillværdi, med den begrundelse, 
at 40% af omsætningen i leasingvirksomheden vedrørte leasing af forskellige 
aktiver til det købende selskab. Højesteret stadfæstede skattemyndighedernes 
afgørelse, men udtalte, at også kundeforhold mellem interesseforbundne 
parter vil kunne danne grundlag for en skattemæssig ansættelse af goodwill. 
Det afgørende er, hvorvidt en uafhængig køber af virksomheden ville 
have tillagt det pågældende kundeforhold goodwillværdi.
Når virksomhedens indtjening kan begrunde eksistensen af goodwill, og dette 
er aftalt mellem to uafhængige parter, accepteres det, at der er ydet vederlag 
for goodwill, også selv om der er tale om et aktiv, der ikke civilretligt kunne 
handles eller overdrages. ►Det fremgår af TfS 1997, 222 HRD, at 2 af dommerne i forbindelse med Østre Landsrets behandling af sagen, anfører, at den omstændighed, at en virksomhed kun har én enkelt kunde ikke findes at udelukke, at kundeforholdet har en karakter der kan begrunde goodwill. Højesteret kommenterer ikke dette. Det synes således at kunne lægges til grund, henset dels til Højesterets præmisser i sagen, dels til det af Landsretten udtalte, at der også kan beregnes goodwill, hvis en virksomhed kun har én enkelt eller ganske få kunder. Om - og i givet fald - hvor høj en goodwill, der kan fastsættes, vil bero på en konkret vurdering af det pågældende kundeforhold. Det afgørende ved denne vurdering er således, jf. Højesterets præmisser, hvorvidt en uafhængig køber af virksomheden vil være villig til at tillægge det pågældende kundeforhold goodwillværdi.
◄Ved 
overdragelse af en kiosk med kollektion for Varelotteriet og Landbrugslotteriet 
var der betalt 30.000 kr. for goodwill og 30.000 kr. for lotteri. Også sidstnævnte 
beløb blev anset for goodwill, idet kollektionen blev anset for en del af det 
varesortiment, der havde tiltrukket den kundekreds, som var overdraget.