Der er specielle regler for, hvordan I skal indberette om lånet.
Indberetningen er afhængigt af om:
- Anden tvangsauktion er afholdt i samme kalenderår
- Der er forskellige auktionsbydere
- Lånet bliver overtaget af køber
- Anden tvangsauktion er afholdt inden for 6 ugers fristen.
I bilag 4 kan I se fire eksempler.
- Eksempel 1 Begge auktioner i samme år og samme auktionsbyder
- Eksempel 2 Auktioner i 2 kalenderår og samme auktionsbyder
- Eksempel 3 Begge auktioner i samme år og ny auktionsbyder
- Eksempel 4 Auktioner i 2 kalenderår og ny auktionsbyder
Hvornår sker overdragelsen af ejendom og hvem har rentefradrag?
Samme auktionsbyder ved første og anden auktion og inden for 6 ugers fristen:
Når det er samme auktionsbyder ved både første og anden auktion, og det er samme bud, anses erhvervelsen at være sket ved første auktion og auktionsbyder har rentefradrag fra første auktion. Overdragelsen af ejendommen sker med datoen for 1. auktion.
Samme auktionsbyder men ikke overholder 6 ugers fristen eller forskellige auktionsbydere:
Når det ikke er samme auktionsbyder ved første og anden auktion, vil auktionsbyder ved anden auktion først overtage ejendommen fra anden auktion (ved hammerslaget). Renten, der beregnes fra første auktion til anden auktion, lægges til anskaffelsessummen (budsummen) for ejendommen. Sælger vil stadig udtræde af lånet (ejerskifte) dagen før første auktion. Køber får først rentefradrag fra det tidspunkt, hvor anden auktion bliver afholdt.
Når 6 ugers reglen ikke er overholdt
Bliver 2. auktion afholdt mere end 6 uger efter 1. auktion er den højestbydende på 1. auktion ikke længere bundet af sit bud.
I skal være opmærksom på, at der er specielle regler for overtagelse af ejendommen og fradraget for renterne, når anden auktion ikke bliver afholdt inden for 6 ugers reglen.
Se BEK nr. 652 af 15. december 1978 om tvangsauktionsvilkår.
Hvornår betragtes det som forskellige auktionsbydere i forhold til anden auktion?
- Køber byder første gang på ejendommen på anden auktion
- Køber bød også på første auktion, men 6 ugers fristen er udløbet
- Køber bød på første auktion, men erhverver ejendommen på grund af et højere bud på anden auktion
I alle tre situationer, skal I indberette efter eksempel 3 eller 4.
Hvornår betragtes det som den samme auktionsbyder på anden auktion:
Samme auktionsbyder ved både første og anden auktion og der er afgivet det samme bud.
I disse situationer skal I indberette efter eksempel 1 og 2.
I kan finde yderligere beskrivelse i afsnittene C.A.11.2.3.2 (Tvangsauktion over fast ejendom) og G.A.3.2.2.2.3 i Den juridisk vejledning.