| Normalt ingen retsbeskyttelse Selv om de grundlæggende betingelser er
opfyldt, kan der efter domspraksis ikke uden videre støttes ret på en
forkert tilkendegivelse, der hidrører fra en kommunal skattemyndighed, idet
udgangspunktet er, at en sådan tilkendegivelse må vige som følge
af de statslige tilsynsmyndigheders potentielle revisionsbeføjelser. Til støtte
herfor kan henvises til en række domme, hvor denne begrundelse for tilsidesættelse
af tilkendegivelsen indgår helt eller delvist i præmisserne, jf. TfS 1989,
196 HD, TfS 1985, 160 VLD, TfS 1994, 232 VLD, TfS 1997, 781 VLD, TfS 1999, 405 ØLD
og TfS 1999, 426 VLD.
Undtagelser ved tilkendegivelser om faktiske skøn Der findes dog enkelte
afgørelser, hvor en skattepligtig har fået medhold i, at der kan støttes
ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed, nemlig ØLD
af 27. nov. 1981 (Medd. fra Skd. 1981, s. 275), hvor tilkendegivelsen vedrørte
skønnet fordeling mellem private og erhvervsmæssige kørselsudgifter
og TfS 1989, 556 LSR, hvor der var godkendt et skønnet fradrag for diæter.
Det karakteristiske i disse sager har været, at der er tale om en tilkendegivelse
vedrørende et faktisk fordelingsskøn eller lignende, der er afgivet under
sådanne omstændigheder, at den skattepligtige herefter har været
uden anledning til at indsamle den ellers fornødne udgiftsdokumentation. I
modsætning hertil er der i afgørelserne TfS 1999, 129 LSR og TfS 1999,
142 LSR, udtrykkeligt lagt vægt på, at tilkendegivelsen ikke vedrørte
et faktisk fordelingsskøn, men i stedet for drejede sig om regelanvendelse,
hvorfor de skattepligtige ikke fik medhold i, at der var etableret en retsbeskyttet
forventning. Endelig skal nævnes en afgørelse, hvor den skattepligtige
fik medhold, selv om tilkendegivelsen ikke drejede sig om et faktisk fordelingsskøn
eller lignende, nemlig TfS 1986, 161 ØLD. Tilkendegivelsen bestod her i, at
den fortrykte lejeværdiansættelse på ejendomsskemaet var foretaget
særskilt for et sommerhus og to tilstødende grunde, selv om retten lagde
til grund, at denne beregning ubestridt var fejlagtig efter en alment kendt praksis.
Efter denne praksis skulle der ske en samlet beregning for de tre parceller med
progressionsvirkning som følge, hvilket den skattepligtige kunne have undgået
ved at overdrage de to grunde til sine børn. Der var således ikke tale
om et faktisk skøn, men derimod en vurdering af, om de to ubebyggede grunde
havde herlighedsværdi for sommerhuset. Dommen må anses for et enkeltstående
tilfælde og skal ses i lyset af, at tilkendegivelsen havde en særlig autoritativ
karakter.
Særligt om kommunernes godkendelse af forskudsansættelser For så
vidt angår kommunernes godkendelse af konkrete punkter i en forskudsansættelse
gælder generelt, at da sådanne godkendelser i henseende til den senere
ligning pr. definition er af foreløbig karakter, kan de normalt ikke danne
grundlag for etablering af retsbeskyttede forventninger, jf. herved forudsætningsvis
TfS 1999, 292 ØLD, hvor en kommune ikke blev anset erstatningsansvarlig for
udbetaling af overskydende skat i henhold til en godkendt forskudsansættelse,
der ikke blev lagt til grund ved den efterfølgende ligning.
Skattekvittance ved likvidation af selskaber For så vidt angår
den særlige situation, hvor ligningsmyndigheden i forbindelse med et selskabs
likvidation efter anmodning fra likvidator afgiver en såkaldt skattekvittance
på grundlag af et foreløbigt likvidationsregnskab henvises til den nærmere
omtale i Ligningsvejledningen 1999, afsnit S.B.2.1.2.1.1.
|