Efter § 4, stk. 3, og § 9, stk. l kan fonde og foreninger, herunder arbejdsmarkedssammenslutninger, 
 fradrage hensættelser til opfyldelse 
af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål.
Formålet med denne bestemmelse er at give en fond eller forening, hvis økonomi 
ikke magter at realisere et projekt med en enkeltstående uddeling, mulighed 
for gennem hensættelser at samle midler til projektets gennemførelse. 
Det er dog ingen betingelse, at fondens økonomi skal hindre, at formålet 
realiseres under ét gennem en uddeling.
Hensættelsen skal i sin helhed være anvendt til det almenvelgørende 
eller almennyttige formål inden 5 år efter udløbet af hensættelsesåret, 
jf. § 4, stk. 4.
Bek. nr. 649 af 26. juli 1995 om fondsbeskatning som ændret ved bek. nr. 335 
af 10. juni 1998 indeholder bestemmelser om regnskabsmæssige krav m.v. til 
hensættelser som nævnt i § 4, stk. 3.
Hensættelserne skal fremgå af selvangivelsen for det pågældende 
indkomstår. Som følge heraf er det tilstrækkeligt, at hensættelsen 
foretages efter indkomstårets udløb. Den skal blot foretages inden 
fristen for indgivelse af selvangivelse.
Indestår der den sidste dag i regnskabsperioden ikke-benyttede hensættelser 
fra tidligere indkomstår, skal hensættelsesåret for disse poster 
fortsat angives.
Er der ikke truffet særskilt beslutning herom, medregnes afkast af hensatte 
beløb til fondens eller foreningens skattepligtige indkomst. Hensættelser 
af afkast anses for en selvstændig hensættelse, der skal opfylde de 
angivne krav.
Der stilles ikke særlige placeringskrav til hensættelserne.