Pligt til at indhente identifikationsoplysninger 
Den, der skal indberettes om, skal oplyse den indberetningspligtige om sine identifikationsoplysninger. Der skal oplyses:

  • navn,
  • adresse - ved udenlandsk adresse tillige hjemland - og
  • cpr-nr.

Hvis den, der skal indberettes om

  • ikke har cpr-nr., men cvr-nr., oplyses cvr-nr.,
  • hverken har cpr-nr. eller cvr-nr., oplyses se-nr.,
  • heller ikke har se-nr., oplyses i stedet fødselsdato.

Hvis den, der skal indberettes om har bopæl i udlandet, skal der desuden oplyses:

  • identifikationsnummer (Tax Identification Number (TIN)) i bopælsland,
  • hvis bopælslandet ikke har TIN, oplyses fødselsdato, fødselssted og fødselsstat

For selskaber, fonde, foreninger og dødsboer og lignende, der hverken har et cpr-nr., cvr-nr. eller se-nr. eller eventuelt udenlandsk identifikationssummer, afgives identifikationsoplysninger om formanden eller en anden person, der er berettiget til at handle på vegne af den, der skal indberettes om.

Kan det ved etableringen af et retsforhold ikke afklares, hvem der skal indberettes om, skal I indhente identifikationen på den, retsforholdet er etableret med. Når det er afklaret, hvem der skal indberettes om, indhentes identifikationsoplysningerne om denne.

Se skatteindberetningslovens § 52, stk. 1 og § 3 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Et udlån må ikke oprettes før der er afgivet identifikationsoplysninger. Det står i skatteindberetningslovens § 52, stk. 2, nr. 6

Hvis der er ændringer i oplysningerne, skal den, der skal indberettes om underrette den indberetningspligtige herom inden en måned efter, at ændringen er sket. Se § 3, stk. 5 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Krav til legitimation
Ved afgivelse af identifikationsoplysninger skal der forevises fornøden legitimation. Krav til en kundes legitimation ved afgivelse af identifikationsoplysninger følger reglerne i hvidvasklovens kapitel 3 (lovbekendtgørelse nr. 316 af 11. marts 2022). 

Det er den indberetningspligtige, der skal vurdere, hvor meget og hvilken dokumentation, data eller oplysninger der er behov for, for at kontrollen af en kundes identitetsoplysninger kan være tilstrækkelige.

Vi anbefaler, at I undersøger om et udenlandske identifikationsnummer opfylder det pågældendes lands formatkrav.

I kan på OECDs hjemmeside se en oversigt over hvilke lande, der udsteder TIN. Kontrol af, om det er en gyldig TIN struktur kan ske på EU onlinekontrolmodul (Tin on Europa). Læs mere og find links til hjemmesiderne i Årsbrev under Øvrige hjælpelister til brug for indberetning. 

Informationsside på skat.dk
På skat.dk kan I finde en informationsside, som henvender sig til kunder, der har en konto, depot eller pensionsordning i et finansielt institut. På denne side kan kunden blandt andet læse om de forpligtelser, et finansielt institut har til at indhente identifikationsoplysninger, til brug for indberetning til Skattestyrelsen. Det er hovedsageligt personer, som bor i udlandet, eller som er skattepligtig til et andet land og har en konto, depot eller pensionsordning i Danmark, informationssiden henvender sig til.

Særligt i forhold til et selskab under stiftelse 
Et selskab under stiftelse skal registreres i Erhvervsstyrelsens it-system på samme måde som et selskab der er stiftet. Et selskab får tildelt et cvr-nr. når det er under stiftelse. Først når selskabet er stiftet bliver der registreret en virkningsdato hos Erhvervsstyrelsen. Virkningsdatoen er den dato, hvor selskabet får retsvirkning, dvs. hvor selskabet starter med at drive virksomhed. Virkningsdatoen kan ligge op til 12 måneder efter stiftelsesdokumentets underskrift.   

Et selskab er stiftet ved underskrivelsen af et stiftelsesdokument, og stifterne kan handle på selskabets vegne fra underskrivelsen af stiftelsesdokumentet. Stifterne kan være en fysisk person eller en juridisk person.   

Stifterne af et selskab under stiftelse er derfor - i perioden fra stiftelsesdatoen til registreringsdatoen (virkningsdatoen) - ejerne. Stifterne skal afgive identifikationsoplysninger til den indberetningspligtige, fordi stifterne er de personer, der i stiftelsesperioden er berettiget til at handle på vegne af selskabet under stiftelse. Se § 3, stk. 4, 1. pkt. i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Den indberetningspligtige har således etableret et retsforhold med stifterne af selskabet under stiftelse i perioden fra stiftelsesdatoen til registreringsdatoen (virkningsdato). ◄