Indberetning ved fusion
Vi anbefaler at I det fortsættende institut indberetter indlån for hele året til årsultimo indberetningen.
►Spaltning af et selskab
Når et eksisterende selskab opdeles i to eller flere separate enheder, skal I for det år hvor spaltningen sker, lave 2 kontoperioder. En kontoperiode der indeholder selskabet frem til spaltningen, og en kontoperiode der indeholder de nye selskaber efter spaltningen.
Eksempel:
Kontoperiode 1: Det eksisterende selskab skal indberettes med en KontoPeriodeOphørdato, som indeholder datoen, der ligger dagen før spaltningen sker. Denne kontoperiode skal indeholde de forfaldne renter for perioden frem til spaltningen.
Kontoperiode 2: De nye selskaber skal indberettes med en KontoPeriodeOpstartdato, som indeholder datoen for spaltningen. Denne kontoperiode skal indeholde de forfaldne renter, fra datoen for spaltningen, frem til den 31.12
Fremadrettet vil indberetningen kun skulle foretages på de nye selskaber.◄
►Skattefri virksomhedsomdannelse
Hvis der sker en skattefri virksomhedsomdannelse med tilbagevirkende kraft til den 01.01.20xx, skal I indberette på det nye cvr.nr. for hele året. Det er vigtigt at indsætte KontoperiodeStartDato med den 01.01.20xx, ellers vil indberetningen fejle med fejlkode 54.
I skal bibeholde den oprindelige KontoStartDato på lånet.
Se vores xml-eksempel 35, som viser en indberetning hvor lånet er oprettet 01.10.2019. Der sker ejerskifte pr. 01.01.2024. Eksemplerne finder I på skat.dk/rente under Eksempler - hjælp til indberetningen.
Puljeordning - kontotype 7◄
Indestående og afkast af puljeordninger for frie midler, skal indberettes med kontotype 7.
En puljeordning er en indlånskonto, hvor det indskudte beløb investeres i værdipapirpuljer, og hvor afkastet af indskuddet afhænger af afkastet i puljen, som pengene placeres i. Dette svarer til de traditionelle pensionspuljer, blot for frie midler.
Aktiesparekonto - kontotype 8
Kontantindestående på en aktiesparekonto er omfattet af indberetningspligten i skatteindberetningsloven § 12 og skal indberettes til Indlån.
Ved indberetning om kontantindestående på en aktiesparekonto, skal kontotype 8 anvendes. Det bemærkes, at saldoen kan være negativ, hvis der er foretaget et overtræk til betaling af skat af aktiesparekontoen. En eventuel opkrævet rente på kontoen skal ikke indberettes til Indlån. Der kan kun være en ejer på en aktiesparekonto, og det kan kun være en person.
Indberetning af konto som bliver genåbnet
Når en konto bliver genåbnet, efter at den fejlagtigt har været lukket, er det vigtigt, at den bliver indberettet med samme KontoID, IndlånKontoNummer og KontoStartDato.
I skal ikke oprette en kontoperiode for den lukkede periode, hvis der i øvrigt ikke er nogen ændringer i ejerforholdet. Kontoen skal I indberette som om den aldrig har været lukket.
Indberetning af NemKonti som ejes af ophørt virksomhed
Ved en virksomheds ophør lukkes virksomhedens NemKonto efter 360 dage.
En konto med kontotype 13 (Indlån) og kontotype 56 (Udlån) afvises først i det andet år efter virksomheden er ophørt. Der gives et advis om, at virksomheden er afmeldt det år, virksomheden er ophørt og i det efterfølgende år.
Indberetning af børneopsparing i det år bindingsperioden ophører
Saldoen pr. 31.12 i det år, hvor bindingsperioden udløber, afgør hvordan kontoen skal indberettes. Se afsnit 10, bilag 3.
Indberetning på flygtninge, hvor der er overtræk på indlånskontoen
Hvis en indlånskonto har overtræk, kan indberetning ske på 2 måder:
- Den negative rente indberettes i Indlån og hvis negativ saldo på kontoen pr. 31/12 indberettes den med 0 kr.
- I indberetter kontoen i Udlån, som UkendtKontohaver.
Det er valgfrit hvilken metode I anvender.
Læs yderligere i afsnit 4.7.1. Indlænding person
Klientkonti
En hævning af negativ rente efter § 12 i vedtægterne om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler, anses for at vedrøre renter tilhørende klienten og dennes klienttilsvar hos advokaten. Pengeinstituttet skal derfor indberette dette rentebeløb som vedrørende den enkelte klient, som den separate klientbankkonto vedrører.
Ved indberetning på en separat klientbankkonto på et dødsbo, som er oprettet i dødsboets navn, skal pengeinstituttet indberette den fulde rente (rente til skæringsdag + renter fra skæringsdag til udlodningsdag) på dødsboets cpr.nr. Advokaten har i denne situation ikke pligt til at indberette renter fra skæringsdagen til udlodningsdagen på de enkelte arvinger, da der ikke er sket forrentning for egen regning. Advokaten skal indberette om eventuel forrentning på de enkelte klienter der har midler stående på den fælles klientkonto.
►Der skal ske indberetning om en separat klientbankkonto, selvom indestående er 0 kr. pr. 31.12.◄
Pengeinstituttet skal indberette om de separate klientkonti.
Når I opretter en klientkonto af en advokatvirksomhed, der drives som en enkeltmandsvirksomhed, anbefaler vi at kontoen oprettes i advokatens cpr-nr. I skal indberette kontoen med True i feltet VirksomhedFormandAdministrator.
Hvis I indberetter på enkeltmandsvirksomhedens cvr-nr., omsætter Skattestyrelsen nummeret til advokatens cpr-nr., hvilket betyder, at renter og formue fejlagtigt fortrykkes på advokatens årsopgørelse.
Kreditorbeskyttede konti
I skal foretage indberetning om en kreditor beskyttet konti. Der findes ingen særlig markering af, at kontoen er en kreditor beskyttet konto.
Båndlagt kapital
►Ved indberetning om båndlagt kapital, kan der opstå tvivl om, hvornår der er en aktuel kapitalejer, samt hvordan indberetningen skal foretages, hvis der er en rentenyder på kontoen. Læs mere i den juridiske vejledning afsnit C.B.2.15.1.◄