Efter LL § 12 er der begrænset fradragsret for udgifter til ensidigt påtagne 
løbende ydelser ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Begrænsningen 
er delt i 3 dele: Beløbsmæssig begrænsning, begrænsning af den 
kreds af foreninger mv., der kan opnå godkendelse til at modtage fradragsberettigede 
ydelser, samt begrænsning af den skattemæssige værdi af fradraget.
For løbende ydelser, der udredes efter en gensidigt bebyrdende aftale, se nedenfor 
under punkt 
A.F.4.4.5.2.
Af bevismæssige grunde må det, for at der kan gives fradrag, kræves, 
at der foreligger en skriftlig erklæring, hvori yderen forpligter sig for en 
periode af ubestemt varighed (fx yderens eller nyderens livstid). Forpligtelsen 
kan dog tidsbegrænses, men normalt ikke til en periode, der er kortere end 
10 år, jf. nedenfor.
Det er en forudsætning for fradrag, at ydelserne både er forfaldne og 
betalte.
Det er endvidere en forudsætning for fradrag, at den, der modtager løbende 
ydelser, fører kontrol med forpligtelseserklæringernes overholdelse og 
om nødvendigt inddriver eventuelle restancer ad  
retlig vej.