|  | Efteropkrævning på myndighedens initiativ Toldkodeksens 
art. 221 indeholder særlige regler for toldmyndighedernes adgang til at foretage 
efteropkrævning inden for den særlige 3-års frist. Fristen regnes 
fra datoen for toldskyldens opståen. Fristen for efteropkrævning kan suspenderes, hvis nationale bestemmelser, dvs. 
1908-loven giver mulighed herfor. Dette gælder fx i tilfælde, hvor toldmyndighederne 
på grund af svig ikke har kunnet fastlægge det skyldige beløb. Hvis 
der indgives klage over en efteropkrævning i henhold til Toldkodeksens art. 
243, afbrydes 3-årsfristen fra datoen for klagens indgivelse og under hele 
klageproceduren.
 Endvidere foreligger der en særlig hjemmel i Toldkodeksens art. 242 til opkrævning 
af toldbeløb, som det viser sig, der med urette er indrømmet fritagelse 
for eller godtgørelse af. En sådan opkrævning anses ikke for at være 
omfattet af den normale 3-årige forældelsesfrist, men derimod af 5-årsfristen 
i 1908-loven.
 Tilbagesøgning på virksomhedens initiativ Toldkodeksens art. 235 
- 242 og gennemførelsesbestemmelsernes art. 878 - 912 indeholder særlige 
regler om adgangen til at opnå toldgodtgørelse eller -fritagelse inden 
for nærmere fastsatte frister.
 Ved godtgørelse forstås hel eller delvis tilbagebetaling af toldbeløb, 
der er blevet betalt, medens fritagelse omfatter en afgørelse om helt eller 
delvist at undlade opkrævning af et toldbeløb eller en afgørelse 
om helt eller delvist at annullere bogføringen af et toldtoldbeløb, der 
ikke er betalt, jf. Toldkodeksens art. 235 a og b.
 Adgangen til toldgodtgørelse eller -fritagelse efter Toldkodeksens art. 236 
omfatter tilfælde, hvor det pågældende beløb på bogføringstidspunktet 
ikke var skyldigt efter lovgivningen. Anmodningen herom skal være fremsat over 
for toldcentret inden udløbet af en frist på 3 år regnet fra tidpunktet 
for underretning af debitor. Anmodning vedrørende afledt moms og evt. punktafgift 
i sådanne tilfælde skal fremsættes inden for samme frist, jf. toldlovens 
§ 31.
 Den nævnte frist kan kun forlænges, hvis det godtgøres, at ansøgeren 
har været forhindret i at overholde fristen som følge af hændelige 
omstændigheder eller force majeure.
 Ansøgningen om godtgørelse eller fritagelse skal fremsættes skriftligt 
over for toldcentret og kan indgives enten på formularen for rettelsesangivelse 
eller i brevform efter modellen i bilag 111 til gennemførelsesbestemmelserne, 
jf. disses art. 878, stk. 2.
 Såvel en rettelsesangivelse som en ansøgning i brevform skal indeholde 
de oplysninger, som kræves efter rubriceringen i angivelsen eller modellen, 
herunder en præcis begrundelse med henvisning til den pågældende 
artikel og oplysning om varernes opbevaringssted.
 Hvis et toldcenter konstaterer, at et beløb ikke var skyldigt efter lovgivningen 
på bogføringstidspunktet, yder det af egen drift godtgørelse eller 
fritagelse inden for 3-årsfristen.
 Endvidere ydes der efter Toldkodeksens artikel 237 godtgørelse, hvis en toldangivelse 
erklæres ugyldig efter at et toldbeløb er blevet betalt. Anmodnigen skal 
i et sådant tilfælde være fremsat over for toldcentret inden for 
samme frist som gælder for anmodning om, at en toldangivelse må blive 
erklæret ugyldig, dvs. inden varernes frigivelse, jf. Toldkodeksens art. 66, 
stk 1, eller senest 3 måneder efter toldangivelsens antagelse i de tilfælde, 
der er omfattet af art. 251 i gennemførelsesbestemmelserne.
 Der ydes endvidere efter Toldkodeksens art. 238 godtgørelse af eller fritagelse 
for told, hvis det efter nærmere anførte regler godtgøres, at beløbet 
vedrører varer, som afvises af importøren, fordi de er defekte eller i 
øvrigt ikke svarer til betingelserne i den kontrakt, der har dannet grundlag 
for indførslen.
 Endelig kan der efter Toldkodeksens art. 239 indrømmes godtgørelse af 
eller fritagelse for told i andre situationer end dem, der er omhandlet i Toldkodeksens 
art. 236, 237 og 238. Disse andre situationer fremgår af gennemførelsesbestemmelsernes 
art. 899 - 901.
 Anmodningen om godtgørelse eller fritagelse efter Toldkodeksens art. 238 eller 
239 skal være fremsat over for toldcentret inden 12 måneder fra datoen 
for underretning af debitor.
 Toldcentrene kan undtagelsesvis forlænge de frister, der er nævnt i Toldkodeksens 
art. 237, 238 og 239, når der foreligger rimelig begrundelse herfor.
 Godtgørelses- eller fritagelsesansøgningen efter såvel Toldkodeksens 
art. 237 som art. 238 og 239 skal fremsættes skriftligt over for toldcentret 
enten på en formular svarende til modellen i gennemførelsesbestemmelsernes 
bilag 111 eller i brevform, såfremt dette indeholder tilsvarende oplysninger, 
som krævet i nævnte bilag, jf. gennemførelsesbestemmelsernes art. 
878, stk. 2.
 Beløbsgrænse Regulerings-, godtgørelses- eller fritagelsesbeløb 
skal udgøre mindst 75 kr, jf. gennemførelsesbestemmelsernes art. 898.
 
 
 |