åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "H. Klagestruktur og klagebehandling" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
Reglerne om klageadgang er reguleret i de forskellige told- skatte- og afgiftslove og via bekendtgørelse nr. 1107 af 13. december 2000 om sagsudlægning, (sagsudlægningsbekendtgørelsen). Klagestrukturen på told-, skatte- og afgiftsområdet afhænger i høj grad af de enkelte områder og af sagens karakter. Der gælder dog som udgangspunkt et to-instansprincip, der medfører, at en afgørelse som hovedregel kun kan påklages en gang. (Den vigtigste undtagelse herfra er skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer.)
Hvor Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i de væsentligste sagstyper, er Told- og Skattestyrelsen klageinstans for klager over afgørelser i sager af mere administrativ karakter, fx sager om registrering, regnskab, kontrol, afgiftsbetaling og lignende.
Nedenfor er sagsudlægningsbekendtgørelsen beskrevet i hovedtræk. I bilag 1 findes en oversigt over reglerne i sagsudlægningsbekendtgørelsen. I afsnit H.1. til H.6 er klagevejene på de konkrete områder beskrevet. Klagefrister og sagsbehandling, når klage er indgivet, er beskrevet i afsnit H.7.
Sagsudlægningsbekendtgørelsen i hovedtræk Sagsudlægningsbekendtgørelsen omfatter sager på såvel skatteområdet som på told- og afgiftsområdet. Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 1 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.
Regioner/toldcentre er 1. instans Bekendtgørelsen er bygget op omkring en hovedregel i § 2, stk. 1 og §§ 3-7 om, at told- og skatteregionerne og toldcentrene træffer afgørelse i første instans både for så vidt angår skat, afgifter og told, medmindre området i medfør af de efterfølgende bestemmelser er henlagt til en anden myndighed. Er en sagstype således ikke særskilt nævnt i bekendtgørelsen, gælder hovedreglen i § 2, stk. 1 eller § 7.
I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 2, stk. 1 normalt skal behandles i regionerne i 1. instans, i stedet behandles af de kommunale skatteforvaltninger i henholdsvis København og Frederiksberg, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og afgiftslovgivningen, sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondsloven, opkrævningsloven og sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 3 og § 7, stk. 2 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 2, stk. 1 og 2 samt § 7, til en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner, der således bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt region, gælder dette også sager, som efter § 2, stk. 2 ellers skulle behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i bilag 3.
Hovedreglen i sagsudlægningsbekendtgørelse for klage over afgørelser, som regionerne/toldcentrene har truffet i 1. instans er, at afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen efter bestemmelsen i § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3. Det skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser, der træffes af Københavns og Frederiksberg kommuner efter § 2, stk. 2.
Kommunerne er 1. instans I § 8 og § 9 er opregnet de sager, hvor de kommunale skattemyndigheder er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Kommunernes afgørelser kan normalt påklages til told- og skatteregionerne, jf. § 17, og regionernes afgørelser som klageinstans i disse sager kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 21, stk. 1, nr. 2.
Den selskabslignende myndighed er 1. instans Bekendtgørelsens § 10 opregner de sager, hvor den skatteansættende myndighed, der efter SSL § 12 A foretager skatteansættelsen af juridiske personer bortset fra dødsboer, træffer afgørelse i 1. instans. Klagevejen afhænger af om den skatteansættende myndighed er en kommune, en region eller Told- og Skattestyrelsen, se også afsnit H.1.1.
Told- og Skattestyrelsen er 1. instans Bekendtgørelsens § 11 opregner de sager, hvor Told- og Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans - herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten eller Ligningsrådet, jf. § 19 og § 20 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. § 21, stk. 1, nr. 3.
Ligningsrådet er 1. instans Bekendtgørelsens § 12 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. § 21, stk. 1, nr. 4.
Skatteministeren er 1. instans Bekendtgørelsens § 13 opregner de tilfælde, hvor skatteministeren selv træffer afgørelse i 1. instans. Skatteministerens afgørelse i disse sager kan ikke påklages, jf. § 21, stk. 1, nr. 6.
Klagefrist Bekendtgørelsens § 16 angiver en generel klagefrist på 3 måneder. Klagefristen gælder for alle afgørelser, der kan påklages efter sagsudlægningsbekendtgørelsen.
Klageinstanser Bekendtgørelsens §§ 17-20 angiver klageadgangen til henholdsvis en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen, Ligningsrådet og Landsskatteretten, og § 21 angiver hvilke afgørelser, der ikke kan påklages administrativt.