|  | Ved den konkrete afgørelse af, om en aktivitet må behandles som én 
eller flere virksomheder, må der tages udgangspunkt i, hvad der i almindelig 
sprogbrug forstås ved én virksomhed. Driver den skattepligtige f.eks. landbrug 
samtidig med en fabrikationsvirksomhed, er der klart tale om flere virksomheder 
både i almindelig sprogbrug og i skattemæssig forstand. Hvis en skattepligtig 
driver en række ensartede virksomheder, kan der ved afgørelsen bl.a. 
henses til, om der har været fælles regnskabsføring, fælles 
saldoafskrivning, fælles administration, fælles indkøb mv. Der 
kan også lægges vægt på den nærmere karakter af skatteyderens 
indsats i virksomheden. LSR.1985.132 illustrerer dette. En advokats virksomhed med køb af udlejningsejendomme 
og administration heraf og hans erhverv som advokat og ejendomsadministrator i øvrigt, 
blev anset for 2 virksomheder, idet det måtte antages, at han, uanset at administrationen 
af klienternes og hans egne ejendomme foregik under ét, udøvede en sådan 
retlig råden over de ejendomme, han selv ejede, at disse aktiver måtte 
anses at indgå i en virksomhed for egen regning, som adskilte sig fra den 
ejendomsadministration, han foretog for sine klienter.
 Ligningsrådet er blevet spurgt om, hvorvidt en smedemester kunne anse det 
af ham drevne smede- og maskinværksted og værkstedsejendom som to virksomheder 
i relation til virksomhedsordningen, og om smedemesterens udlejningsejendom med 
5 lejemål og en udlejet ejerlejlighed kunne behandles som én virksomhed i 
relation til virksomhedsordningen. Det var oplyst, at smedemesteren drev følgende 
virksomheder: 1) Smede- og maskinværksted fra egen værkstedsejendom. 
Denne virksomhed udgjorde smedemesterens hovednæringsvej. 2) Udlejningsejendom 
med 5 lejemål. 3) Ejerlejlighed med 1 lejemål, som var udlejet. Ingen 
af ejendommene anvendtes til private formål. Det var oplyst, at smedevirksomheden 
skulle flytte til nye lokaler uden for byen inden for de nærmeste år, 
og værkstedsbygningen påregnedes solgt. Ligningsrådet var af den 
opfattelse, at smede- og maskinværkstedet og værkstedsejendommen udgjorde 
én virksomhed, medens udlejningsejendommene udgjorde en anden virksomhed.
 En skatteyder drev forretning med turistbus- og taxakørsel. Turistvognmandsforretningen 
omfattede 8 busser og taxavognmandsforretningen omfattede 1 taxa. Af forretningens 
samlede omsætning udgjorde turistkørslen mv. ca. 95 pct. og taxaomsætningen 
ca. 5 pct. Bogføringen var tilrettelagt således, at regnskabet omfattede 
begge virksomheder. Der var ikke udarbejdet særskilt regnskab for hver enkelt 
forretning. De til forretningerne hørende driftsmidler havde skattemæssigt 
været samlet på én driftsmiddelsaldo. Uanset den fælles driftsmiddelsaldo 
var busser og taxaen specificeret i regnskaberne med hver sin primosaldo, således 
at det til enhver tid havde været muligt at opgøre hver bils saldo 
og dermed fortjeneste og tab på bilerne. Ligningsrådet fandt, at der 
var tale om én virksomhed.
 En skatteyder, der ejer anparter i flere skibe som passiv kapitalanbringelse, anses 
for at drive én virksomhed. En skatteyder, der driver aktivt fiskeri fra sin egen 
kutter, medens han har anparter i andre kuttere som kapitalanbringelse, anses derimod 
for at drive 2 virksomheder. Dette under støttes af ØLD af 1.juli 
1977, jf. UfR 1977.913, hvor en skatteyder solgte sin anpart i et fragtskib, men 
fortsat havde anpart i nogle fiskerfartøjer. Salget blev ikke anset for ophør 
af virksomhed, idet skatteyderen ikke havde deltaget aktivt i driften af skibsanparterne.
 Har skatteyderen den 12. maj 1989 eller senere anskaffet anparter i flere forskellige 
interessentskaber, kommanditselskaber mv., som er omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 
10, skal medejendomsret til hvert interessentskab, kommanditselskab mv. anses for 
én afgrænset virksomhed. Dette gælder også anskaffelse af »brugte« 
anparter i et interessentskab, kommanditselskab mv., der er etableret før 
den 12. maj 1989, samt anparter anskaffet før den 12. maj 1989 i tilsvarende 
virksomheder, der anskaffer aktiver eller overtager anden virksomhed den 12. maj 
1989 eller senere, uden at dette er nødvendigt for anpartsvirksomhedens fortsatte 
drift, se afsnit E.F.2.
 Passiv besiddelse af anparter i flere interessentskaber, kommanditselskaber mv., 
som udlejer driftsmidler og skibe, udgør fortsat én samlet virksomhed for 
den skattepligtige, når anparterne er anskaffet før 12. maj 1989, se 
Skat 1988.12.790 (TfS 1988,689) og 1989.9.728 (TfS 1989,510).
 Det kan især være et problem at afgøre, om der foreligger én 
eller flere virksomheder, hvor det drejer sig om interessentskaber, hvis virksomheden 
består i at eje nogle aktiver, som benyttes i et andet interessentskab eller 
i en enkeltmandsvirksomhed. Dette forhold er omtalt i cirkulæret til investeringsfondsloven, 
cirk. nr. 166 af 29. okt. 1984, pkt. 39. Det fremgår heraf, at der foreligger 
flere virksomheder, hvis ejerkredsen er forskellig for de forskellige virksomheder, 
idet der dog eventuelt kan bortses fra uvæsentlige forskelle i sammensætningen 
af ejerkredsen. Der vil også foreligge flere virksomheder, hvis interessenternes 
andel i virksomhedernes aktiver er forskellige i de to interessentskaber. Hvis der 
foreligger identitet med hensyn til ejerkredsen, således at det er den samme 
ejer, der driver flere personlige virksomheder, må de efter omstændighederne 
kunne behandles som en enhed.
 Det gælder også, hvis flere ejere driver virksomhed, når anpartsforholdene 
er de samme i disse, f.eks. således, at en interessent ejer halvdelen af hver 
virksomhed og to andre interessenter hver en fjerdedel af hver af disse virksomheder. 
Dette gælder især, hvis virksomhederne er af beslægtet karakter 
eller i øvrigt udgør et naturligt fællesskab.
 
 Eksempel
 En skatteyder havde i en årrække været leder og indehaver af et 
fjerrenseri, der omfattede fjerrenseri, produktion af dyner mv. samt detailbutik. 
Han ønskede at indlede et generationsskifte, således at en søn 
skulle optages som interessent. Sønnen skulle enten 1) kun købe en 
del af fjerrenseriet eller 2) han skulle også købe en tilsvarende del 
af ejendommen eller 3) han skulle købe en andel i fjerrenseriet og en andel, 
afvigende fra ejerforholdet i fjerrenseriet, i ejendommen. Forretningen blev drevet 
fra egne lokaler, hvor de producerede varer blev forhandlet tillige med en lang 
række beslægtede varer. Der skete også engrossalg og eksport af 
de producerede varer. De pågældende lokaler var beliggende i 3 forskellige 
bygninger. Bygning A var på 608 m², hvoraf de 472 m² anvendtes til butik og 
lager, medens resten udlejedes til privat beboelse. Bygning B og C anvendtes henholdsvis 
til lager og fjerrenseri. Bygning D udlejedes til butik. Af bygningernes samlede 
areal på 1.551 m² indgik 774 m² i den af skatteyderen drevne virksomhed, mens 
de resterende 777 m² blev udlejet. Spørgsmålet var herefter om skatteyderen 
drev en eller to virksomheder, idet han ønskede at anvende investeringsfondsmidler 
til ombygning af ejendommen, og han kunne alene opfylde arbejdskravet, hvis der 
var tale om én virksomhed. Ligningsrådet afgav BF om, at der i situation 1) 
forelå to virksomheder, nemlig udlejningsvirksomheden, drevet som personlig 
virksomhed og den anden virksomhed, der blev drevet som et interessentskab. I situation 
2) hvor en andel af ejendommen, svarende til andelen i virksomheden blev overdraget 
til sønnen, ville der som følge af, at ejendommen overvejende anvendtes 
til udlejning, foreligge to virksomheder. Hvis en del af ejendommen afvigende fra 
ejerforholdet i virksomheden, blev overdraget til sønnen, situation 3), ville 
der ligeledes foreligge to virksomheder, da interessenternes andele i virksomhedernes 
aktiver var forskellige i de to interessentskaber. Der ville således ikke 
kunne anvendes investeringsfondsmidler til ombygning af ejendommen, idet skatteyderen 
ikke opfyldte arbejdskravet i virksomheden vedrørende ejendommen.
 Om sondringen i øvrigt mellem en eller flere virksomheder i relation til 
investeringsfondsloven, se afsnit E.D.1.1.2.
 |