►Pligt til at indhente identifikationsoplysninger
Den, der skal indberettes om, skal oplyse den indberetningspligtige om sine identifikationsoplysninger. Der skal oplyses:
- navn,
- adresse - ved udenlandsk adresse tillige hjemland - og
- cpr-nr.
Hvis den, der skal indberettes om
- ikke har cpr-nr., men cvr-nr., oplyses cvr-nr.,
- hverken har cpr-nr. eller cvr-nr., oplyses se-nr.,
- heller ikke har se-nr., oplyses i stedet fødselsdato.
Hvis den, der skal indberettes om har bopæl i udlandet, skal der desuden oplyses:
- identifikationsnummer (Tax Identification Number (TIN)) i bopælsland,
- hvis bopælslandet ikke har TIN, oplyses fødselsdato, fødselssted og fødselsstat
Det kan ved oprettelse af en pensionsordning i et ansættelsesforhold være arbejdsgiver, som afgiver disse oplysninger på vegne af den ansatte. Den ansatte er i denne forbindelse forpligtet til at give arbejdsgiveren de nødvendige oplysninger.
Kan det ved etableringen af et retsforhold ikke afklares, hvem der skal indberettes om, skal I indhente identifikationen på den, retsforholdet er etableret med. Når det er afklaret, hvem der skal indberettes om, indhentes identifikationsoplysningerne om denne.
Se skatteindberetningslovens § 52, stk. 1 og § 3 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.
En forsikrings- eller pensionsordning må ikke oprettes før der er afgivet identifikationsoplysninger. Det står i skatteindberetningslovens § 52, stk. 2, nr. 3.
Hvis der er ændringer i oplysningerne, skal den, der skal indberettes om underrette den indberetningspligtige herom inden en måned efter, at ændringen er sket. Se § 3, stk. 5 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.
Krav til legitimation
Ved afgivelse af identifikationsoplysninger skal der forevises fornøden legitimation. Krav til en kundes legitimation ved afgivelse af identifikationsoplysninger følger reglerne i hvidvasklovens kapitel 3 (lovbekendtgørelse nr. 316 af 11. marts 2022).
Det er den indberetningspligtige, der skal vurdere, hvor meget og hvilken dokumentation, data eller oplysninger der er behov for, for at kontrollen af en kundes identitetsoplysninger kan være tilstrækkelige.
Vi anbefaler, at I undersøger om et udenlandske identifikationsnummer opfylder det pågældendes lands formatkrav.
I kan på OECDs hjemmeside se en oversigt over hvilke lande, der udsteder TIN. Kontrol af, om det er en gyldig TIN struktur kan ske på EU onlinekontrolmodul (Tin on Europa). Læs mere og find links til hjemmesiderne i Årsbrev under Øvrige hjælpelister til brug for indberetning.
Informationsside på skat.dk
På skat.dk kan I finde en informationsside, som henvender sig til kunder, der har en konto, depot eller pensionsordning i et finansielt institut. På denne side kan kunden blandt andet læse om de forpligtelser, et finansielt institut har til at indhente identifikationsoplysninger, til brug for indberetning til Skattestyrelsen. Det er hovedsageligt personer, som bor i udlandet, eller som er skattepligtig til et andet land og har en konto, depot eller pensionsordning i Danmark, informationssiden henvender sig til.◄