Efter SL § 6 a sidestilles ordinære afskrivninger med driftsomkostninger. 
Bestemmelsen er for de fleste erhvervsaktivers vedkommende blevet afløst af 
særlovgivning, jf. AL.  
Herudover findes der særlige afskrivningsregler iLL § 8 B, 
se 
E.K.2.15.   
Ved siden af disse særlige afskrivningsregler kan der i et vist omfang afskrives 
med hjemmel i SL § 6 a. Dette gælder f.eks. afskrivning på rationaliseringsudgifter, 
se nærmere afsnit 
E.C.5.3.7.
I 
en højesteretsdom gengivet i Skat 1987.493 (TfS 1987, 315), blev et vognmandsfirmas 
udgifter til indskud i en fragtmandshal anset for afskrivningsberettigede efter 
SL § 6 a.   
I UfR 1985.134 H (Slusedommen) besluttede et skibsværft på grund af  afsætningsvanskeligheder 
at omlægge produktionen fra fiskekuttere til mindre fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde 
en udbygning af en kommunalt ejet sluse. Skibsværftet påtog sig at afholde 
en del af anlægsudgifterne til bygningen af en ny sluse og påtog sig yderligere 
visse forpligtelser med hensyn til slusens drift og nedrivning. Højesteret 
fandt, at udgiften udelukkende var en erhvervsmæssig udgift, der tjente til 
sikring af værftets fremtidige indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en 
sådan karakter, at den kunne fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning 
i afholdelsesåret. Efter det oplyste om værftets forpligtelser med hensyn 
til drift og eventuel nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan 
forbindelse med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne 
afskrives efter SL § 6 a, idet det fandtes uden betydning, at værftet 
ikke var ejer af slusen, hvilket alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden 
offentlig myndighed.   
Se også ToldSkat Nyt 1993.4.148 (TfS 1993, 54), hvor Landsskatteretten 
fandt, at en forpagters udgifter til miljøforbedrende foranstaltninger på 
den forpagtede landbrugsejendom ikke var omfattet af AL § 21 A om straksafskrivning, 
men at udgifterne skulle afskrives efter SL § 6 a.   
Efter Højesterets dom må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige 
gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 
6 a. Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det forudsættes, 
at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at værdien 
ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse, se Skat 1987.2.144 (skd.) (TfS 
1987, 109) (HRD).   
Se i modsætning hertil Skat 1988.8.493 (TfS 1988, 444), hvor en virksomhed 
blev nægtet afskrivningsadgang på bidrag til offentlige parkeringspladser. 
Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var her ikke begrænset til vedligeholdelse 
i dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i, at kommunen skulle 
sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne benyttes af virksomhedens 
kunder i en ubestemt fremtid. Statsskattedirektoratet fandt, at de afholdte udgifter, 
der tilførte virksomheden et »aktiv« i form af en nytteværdi 
for driften af virksomheden, bevarede sin værdi for indkomsterhvervelsen i 
en ubestemt fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen værdiforringelse 
af »aktivet«. Der kunne derfor ikke foretages skattemæssige afskrivninger 
på nogen del af de afholdte udgifter.   
Selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og udgifter 
til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10 år i medfør 
af SL § 6 a, se Skat 1987.2.144 (skd.) (TfS 1987, 109).   
I Skat 1987.12.853 (TfS 1987, 559) havde et selskab afholdt udgifter til anlæg 
af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets tanklager, 
der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak. Projektet måtte imidlertid 
opgives bl.a. som følge af miljømæssige protester. Østre Landsret 
lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i fuldført 
stand ville have været afskrivningsberettiget. Da selskabet desuden havde afholdt 
udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de fornødne 
tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse, og da alene kommunens 
ændrede holdning til projektet havde hindret dets udførelse, fandt Landsretten, 
at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter i medfør af 
SL § 6 a.