|  | Faste finansieringstillæg og afbetalingstillæg betragtes ikke som fradragsberettigede 
renteudgifter, UfR 1960.589 (HRD). Se også ØLD af 11. nov. 1974 (9. afd. 
nr. 97/1973), hvor der nægtes fradrag for en renteudgift, der i lånedokumentet 
fremstod som et kurstab, uagtet kurstabet faktisk var beregnet som 15 pct. rente 
af den aktuelle gæld. Sådanne afbetalings- og finansieringstillæg 
kan derimod afskrives sammen med købesummen, hvor der er tale om køb af 
afskrivningsberettigede aktiver. Såfremt der af restkøbesummen skal betales 
rente af den til enhver tid værende restgæld, kan den senest ved indkomstårets 
udløb forfaldne rente fradrages, selv om den forlods beregnede rente er tillagt 
restkøbesummen og afdrages sammen med denne. Danmarks Automobilforhandlerforening har oprettet en standardkontrakt til brug ved 
salg af biler på afbetaling. Renterne er i kontrakten og i de finansierings- 
og rentetabeller, der på foreningens foranledning er opstillet, fastsat til 
en fast procent pr. måned af den til enhver tid værende restgæld, 
og den betales sammen med afdrag på restgælden med en fast månedlig 
ydelse. Det kan på grundlag af de nævnte tabeller ses, hvor stor en del 
af de i henhold til afbetalingskontrakten betalte ydelser, der er afdrag, og hvor 
stor en del, der er renter. Renter efter disse kontrakter og tilsvarende andre kontrakter 
er fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen.
 
 Bilsalg med tilbagekøbspligt Ved bilsalg på afbetaling er det en 
betingelse for fradrag for renteudgifterne, at der er tale om en reel gæld, 
som køber er retligt forpligtet til at forrente i modsætning til, at købsaftalen 
må betragtes som en aftale om leje. Det er en konkret vurdering, om der er 
tale om køb eller leje, og der må lægges vægt ikke alene på 
aftalens indhold, men også på de faktiske dispositioner.
 Ligningsrådet har tilsidesat en købsaftale vedrørende en bil, hvor 
køber havde tilbagesalgstilbud fra sælger efter 2 år til den oprindelige 
købspris. Tilbudet var betinget af, at kørslen ikke havde oversteget 50.000 
km, og at kontrakten ikke misligholdes eller indfries inden da. Bilen betaltes med 
20 pct. i udbetaling. Restkøbesummen forrentedes med 3 pct. pr. mdr. og forfaldt 
til betaling efter 24 mdr.
 I en anden situation blev der accepteret ret til rentefradrag, hvor køber gav 
10 pct. i udbetaling samt en månedelig ydelse på 2,3 pct. (heraf rente 
på 1,5 procentpoint) af restkøbesummen, og den resterende del ca. 70 pct. 
forfaldt efter 2 år. Køber var hverken bundet af sælgers tilbagekøbstilbud 
eller dennes serviceaftale (løbende vedligeholdelse for ca. 400 kr. pr. mdr.), 
køber havde den faktiske og retlige ejerbeføjelse, og der blev lagt til 
grund, at tilbagekøbsprisen var udtryk for den forventede brugtvognspris på 
tilbagekøbstidspunktet.
 |