Vejledningspligt og forhåndsbesked.
Bortset fra områder, hvor der findes regler, der forpligter myndighederne 
til at afgive en egentlig bindende forhåndsbesked, f.eks. lov om bindende forhåndsbesked 
om skattespørgsmål, er udgangspunktet, at myndighederne ikke er bundet 
af en forhåndsbesked, der er et led i almindelig responderende virksomhed, 
hvilket navnlig har praktisk betydning i de tilfælde, hvor forhåndsbeskeden 
ville stille modtageren gunstigere end lovgivningen eller gældende praksis. 
Som det fremgår af de nedenfor omtalte domme vil en sådan forhåndsbesked 
dog efter omstændighederne blive anset for bindende, efter synspunkter svarende 
til, hvornår en forvaltningsakt ikke kan ændres i bebyrdende retning, 
hvilket bl.a. beror på, om borgeren har indrettet sig i tillid til den oprindelige 
afgørelse.
Spørgsmålet er imidlertid, om myndighederne overhovedet er forpligtede 
til at afgive en forhåndsbesked, bortset fra de tilfælde, hvor der findes 
særskilt hjemmel for bindende forhåndsbesked. Den eventuelle forpligtelse 
afhænger af den nærmere rækkevidde af bestemmelsen i forvaltningslovens 
§ 7 om myndighedens vejledningspligt, der er en kodifikation af gældende 
ret inden forvaltningsloven, og som har følgende ordlyd: "En forvaltningsmyndighed 
skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter 
henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde". 
Denne vejledningspligt er først og fremmest afhængig af, at der ligger 
en konkret henvendelse fra en borger i relation til en afgørelsessag. Dernæst 
indebærer bestemmelsen, at en myndighed er forpligtet til at gøre borgeren 
opmærksom på de eventuelle bestemmelser, der måtte have betydning 
for borgerens særlige retstilling i det konkrete tilfælde, herunder dispensationsmuligheder. 
Endvidere indebærer vejledningspligten, at myndigheden skal oplyse borgeren 
om hvilke oplysninger, det vil være relevant at fremlægge under en sags 
behandling, herunder ved anvendelse af blanketter m.v., ligesom myndigheden skal 
vejlede om kompetencespørgsmål og klagemuligheder. Hvad angår vejledning 
om egentlig lovfortolkning antages pligten hertil kun at gælde i det omfang 
den pågældende myndighed har afgørelseskompetence i forhold til det 
af borgeren rejste spørgsmål, jf. Hans Gammeltoft Hansen m.fl.: Forvaltningsret, 
s. 259 og Jon Andersen i Juridisk Grundbog, Bind 4, s. 101. Dette indebærer, 
at en myndig med afgørelseskompetence vedrørende den rejste forespørgsel 
i realiteten er forpligtet til at afgive en vejledende forhåndsudtalelse om 
sagens materielle resultat, i det omfang resultatet beror på lovfortolkning. 
Er der derimod tale om en myndighed uden afgørelseskompetence vedrørende 
det rejste spørgsmål, vil der ikke være pligt til at vejlede om sagens 
materielle udfald.
Domspraksis viser dog, at uanset, om der er tale om tilfælde, hvor myndigheden 
har været forpligtet eller ej, vil en klar forhåndsbesked uden tilknyttet 
forbehold om, at den har vejledende karakter, efter omstændighederne, blive 
tillagt en bindende virkning for myndigheden, hvis borgeren ville lide tab ved en 
senere afgørelse, der ikke er i overensstemmelse med forhåndsbeskeden. 
Hvis den vejledende forhåndsbesked ikke kan tillægges bindende virkning, 
kan der i stedet for eventuelt blive tale om erstatningsansvar for myndigheden for 
forkert vejledning. En forkert vejledning i form af urigtig fortolkning vil dog 
alene kunne medføre erstatningsansvar i åbenbare særlige kvalificerede 
tilfælde, idet fortolkningstvivl som udgangspunkt ikke antages at kunne være 
en erstatningspådragende årsag jf. Poul Andersen: Offentligretligt erstatningsansvar 
s. 96 og Claus Haagen Jensen og Orla Friis Jensen i Juristen 1976, s. 78. 
Er der tale om en sådan åbenbar fejl, at erstatningsansvar kan komme på 
tale, vil ansvaret endvidere afhænge af, hvorvidt forhåndsbeskeden er 
givet uden forbehold eller fremtræder som vejledende, jf. f.eks. UfR 1985.1061 
(H). I denne dom fik en kommune i en 4-3 afgørelse medhold i, at den ikke var 
erstatningsansvarlig for en erklæring om, at nogle bygninger, så vidt 
det kunne konstateres, var opført i overensstemmelse med gældende lovgivning, 
idet der ikke efterfølgende kunne opnås den ønskede dispensation. 
Egen skyld vil ligeledes kunne forhindre et erstatningsansvar, jf. f.eks. dommen 
UfR 1957.516 (H), refereret nedenfor, hvor en udtalelse fra et vurderingsråd 
ikke var bindende ved den senere vurdering, og hvor der heller ikke var grundlag 
for erstatningsansvar, bl.a. fordi det kunne bebrejdes borgeren, at han havde undladt 
at oplyse om nogle salgsforhandlinger.
Fra domspraksis kan anføres følgende afgørelser om eventuelle bindende 
virkninger af forhåndsbesked som led i responderende virksomhed:
- UfR 1937.591 (Ø). En overassistent i Nationalbankens valutakontor havde 
telefonisk meddelt en importør, at denne kunne forvente en indførselstilladelse 
for tørret frugt fra Grækenland. Importøren disponerede herefter 
i tillid hertil, hvorefter valutakontoret senere afslog at give nævnte tilladelse. 
Retten gav valutakontoret medhold i, at forhåndsudtalelsen ikke var bindende, 
fordi den under hensyn til overassistentens stilling ikke kunne anses for et forpligtende 
tilsagn fra valutakontoret, idet importøren havde måttet forstå, 
at udtalelsen ikke indeholdt mere end en oplysning, som overassistenten mente at 
kunne give til besvarelse af det til ham stillede spørgsmål.
- UfR 1939.1150 (Ø). En borger fik i 1935 et tilsagn fra Statsministeriet 
om, at der på nærmere bestemte vilkår kunne gives tilladelse til 
efterforskning af olie, gas, salt og andre råstoffer i undergrunden. Et af 
vilkårene gik ud på, at såfremt der indenfor en fastsat frist blev 
fundet et af de pågældende råstoffer, ville ministeriet meddele eneretsbevilling 
til at efterforske alle de nævnte råstoffer i 50 år. Dette blev efterfølgende 
bekræftet af statsministeriet efter anmodning. Efter at have påbegyndt 
boringer, der alene resulterede i saltfund, bad borgeren påny Statsministeriet 
bekræfte det tidligere tilsagn om, at eneretsbevilling i 50 år alene var 
betinget af fund af et råstof. Ministeriet svarede i 1937, at en sådan 
eneretsbevilling kun ville omfatte det eller de råstoffer, der rent faktisk 
var fundet, jf. § 4, nr. 7 i lov nr. 27 af 19. februar 1932 om efterforskning 
og indvinding af råstoffer i Danmarks undergrund. Uanset at borgeren gjorde 
gældende, at omfanget af hans investeringer var bestemt af tilsagnet fra 1935, 
fik han ikke medhold i, at han havde krav på eneretsbevilling til andet end 
saltindvinding, idet retten under henvisning til ovennævnte § 4, nr. 7 
fastslog, at ministeriet ikke ved dom kunne tvinges til at opfylde, hvad der ikke 
havde hjemmel i den om forholdet gældende lovgivning.
- UfR 1948.1237 (H). Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt et skib, der blev beslaglagt 
af den tyske besættelsesmagt og senere sank, kunne anses for omfattet af den 
dagældende lov om krigsforsikring om løsøre. Ved landsretsdommen 
fik Finansministeriet og Forvaltningsnævnet for Krigsforsikringen af løsøre 
medhold i, at nævnte lov ikke omfattede det pågældende skib. Højesteret 
kom til det modsatte resultat, og begrundede det med henvisning til nogle afgivne 
udtalelser fra de pågældende myndigheder, hvilke udtalelser værftet 
havde indrettet sig efter. Under disse omstændigheder blev det endvidere ikke 
tillagt betydning, at en lovpligtig anmeldelse om skibet til forvaltningsnævnet 
var undladt.
- UfR 1957.516 (H). En udtalelse fra et vurderingsråd om en grundværdi, 
der var foranlediget af en anmodning om en uforbindende udtalelse fra en borger, 
blev ikke anset for bindende ved den senere vurdering, selv om der var disponeret 
i tillid til udtalelsen. Borgeren fik heller ikke medhold i et erstatningskrav mod 
Finansministeriet, selv om retten lagde til grund, at vurderingsrådet havde 
begået en fejl ved ikke at forhøre sig om eventuelle salgsforhandlinger, 
idet det i lige så høj grad kunne bebrejdes borgeren, at han ikke af egen 
drift havde oplyst vurderingsrådet herom.
- UfR 1968.375 (Ø). I forbindelse med påklage af et lejevurderingsråds 
afgørelse rettede borgeren telefonisk henvendelse til ankeinstansen, vurderingsankenævnet, 
for at få oplyst, hvornår klagen senest skulle være modtaget. Som 
følge af fejlinformation fra vurderingsankenævnet blev klagen modtaget 
for sent og derfor afvist. Ved dommen blev vurderingsankenævnet tilpligtet 
at realitetsbehandle klagen med henvisning til, at klageren havde disponeret på 
grundlag af det telefoniske svar.
- UfR 1972.28 (H). En eksportør rettede telefonisk henvendelse til forstanderen 
for Statens Plantetilsyn og anmodede om tilladelse til at genindføre et parti 
kartofler, der som følge af mistanke om angreb af ringbakteriose var blevet 
afvist i England. Forstanderen svarede, at partiet ved indførsel til Danmark 
ville blive forlangt destrueret, hvorfor han rådede til at hælde partiet 
i havet, hvilket eksportøren gjorde. Da en forudsætning for statslig dækning 
af et sådant tab var, at der var udstedt et lovligt påbud om destruktion, 
afviste Landbrugsministeriet at dække tabet, idet betingelserne for udstedelse 
af påbud ikke fandtes opfyldt. Ved dommen fik eksportøren med henvisning 
til forstanderens tilkendegivelse medhold i, at han skulle stilles på samme 
måde, som hvis der var givet et lovligt påbud om destruktion.
- UfR 1975.369 (H). En borger købte i 1965 en ubebygget grund, hvor der var 
givet tilladelse til helårsbyggeri. I 1969 anmodede borgeren om en foreløbig 
byggetilladelse, hvilket kommunen besvarede ved at henholde sig til den tidligere 
tilladelse til helårsbyggeri. I februar 1970 søgte borgeren egentlig byggetilladelse, 
hvilket blev afslået som følge af en byudviklingsplan samt bestemmelserne 
i den fra 1. januar 1970 gældende by- og landzonelov. Højesteret gav ikke 
borgeren medhold i, at der skulle gives tilladelse til byggeriet, fordi den foreløbige 
byggetilladelse givet i 1969 ikke kunne sidestilles med en egentlig byggetilladelse, 
ligesom borgeren ikke havde foretaget konkrete dispositioner i henhold til den foreløbige 
tilladelse i tiden inden byudviklingsplanen og by- og landzoneloven kunne gøres 
gældende.
Som antaget ovenfor bekræfter dommene, at en minimumsbetingelse for en forhåndsbeskeds 
bindende virkning vil være, at modtageren har disponeret i tillid til forhåndsbeskeden, 
ligesom forhåndsbesked må fremtræde uden forbehold og være entydig. 
Endvidere vil det være en betingelse, at modtageren har fremlagt alle tilgængelige 
relevante oplysninger. Uanset om disse betingelser er opfyldt, vil en forhåndsbesked, 
der direkte strider mod lovregler, normalt ikke kunne tillægges bindende virkning, 
jf. UfR 1939.1150 (Ø), hvilket er i overensstemmelse med, hvad der gælder 
om tilbagekaldelse af forvaltningsakter, jf. ovenfor under 2, litra a. Som tidligere 
omtalt kan der i stedet for blive tale om erstatningsansvar. Endelig må det, 
ud over det allerede anførte, antages at være en betingelse for en forhåndsbeskeds 
bindende virkning, at den har en vis autoritativ karakter, jf. herved dommen UfR 
1937.591 (Ø), hvor der ikke var tale om bindende virkning, bl.a. under hensyn 
til, at svaret var afgivet af en overassistent. Dommen UfR 1972.28 (H), hvor svaret 
var givet af forstanderen for Statens Plantetilsyn, fik det modsatte udfald.
Dette krav om en vis autoritativ karakter betyder formentlig også, at bortset 
fra tilfælde, hvor en underordnet myndighed har endelig afgørelseskompetence, 
vil en forhåndsbesked fortrinsvis kunne have en bindende virkning, hvis den 
hidrører fra en overordnet myndighed. Dette synes i hvert fald at være 
gældende på skatteområdet, hvor der i en række domme har været 
tale om, at en forhåndsudtalelse fra en central myndighed blev anset for bindende. 
Dette gælder dommene UfR 1976.658 (H), Medd. fra SKD 1982, s. 53 og TfS 1994.477 
(Ø), medens det i dommene TfS 1985.160 (V) og TfS 1994.232 (V) er fastslået, 
at der ikke kan støttes ret på en forhåndsbesked fra en kommunal 
ligningsmyndighed, i begge domme bl.a. med henvisning til de overordnede tilsynsmyndigheders 
revisionsbeføjelser. Dommene refereres nærmere i afsnit 3.
Som et særligt tilfælde kan nævnes dommen TfS 1986.161 (Ø), 
hvor "forhåndsbeskeden" bestod i den fortrykte lejeværdiberegning 
på selvangivelsen, og blev anset for bindende, da skatteyderen havde indrettet 
sig i tillid hertil.
I de tilfælde, hvor en forhåndsudtalelse må anses for bindende, kan 
der ligesom i tilfælde, hvor en forvaltningsakt ellers ikke kan ændres 
i bebyrdende retning, indtræde sådanne bristende forudsætninger at 
den bindende virkning bringes til ophør. Det gælder for det første, 
hvis det faktiske grundlag ændrer sig væsentligt, ligesom generelle retlige 
ændringer, f.eks. lovændringer, og praksisændringer, vil føre 
til samme resultat, jf. f.eks. UfR 1973.18 (H), hvor en praksisændring vedrørende 
selskabers fradrag for ydelser til stifterne kunne gøres gældende med 
fremtidig virkning. Det må dog anses for usikkert, om den tidligere tilkendegivelse 
om fradrag overhovedet kunne anses for bindende, jf. P. Spleths kommentar i UfR 
1973 B, s. 174. Dommen omtales nærmere i afsnit 3 og 4. Spørgsmålet 
er imidlertid, om den bristende forudsætning simpelthen kan bestå i, at 
myndigheden eliminerer den bindende virkning for fremtiden efter varsel herom. Dette 
vil fortrinsvis kunne ske i tilfælde, hvor varslet giver borgeren mulighed 
for på en rimelig måde at kunne indrette sig efter den ændrede opfattelse, 
jf. UfR 1980.73 (H) omtalt under 2, litra a, hvorimod det samme næppe vil være 
tilfældet, hvis der på grundlag af den tidligere forhåndsbesked er 
truffet afgørende dispositioner der ikke uden væsentligt tab kan ændres, 
jf. Claus Haagen Jensen og Orla Friis Jensen i Juristen 1976, s. 76.