| Der kan udbetales skattefri godtgørelse til lønmodtagere for kørsel i egen bil i arbejdsgiverens tjeneste. Ved vurderingen af om der er tale om egen bil, skal der lægges vægt på det reelle ejerforhold, jf. TfS 1996, 483 (ØLD), TfS 1996, 486 (DEP, kommentar) og TfS 2000, 1020.
Det er kun erhvervsmæssig befordring omfattet af LL § 9 B, der berettiger til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, dvs.:
- kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder,
- kørsel mellem arbejdspladser og
- kørsel inden for samme arbejdsplads.
Den skattefri befordringsgodtgørelse kan i 2001 ikke overstige følgende beløb:
| Ârlig kørsel til og med 20.000 km: | 2,76 kr. pr. km | | Ârlig kørsel ud over 20.000 km: | 1,58 kr. pr. km |
For benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil. ►For benyttelse af egen cykel, knallert eller EU-knallert er satsen 0,40 kr. pr. km., jf. TSS-cirk. 2000-39, pkt. 2.1.
◄20.000 km-grænsen for godtgørelse ved benyttelse af egen bil gælder kun for den enkelte arbejdsgiver, jf. førnævnte cirkulæres pkt. 2.6. Se TfS 1997,196 (HD) om den daværende 12.000 km-grænse.
ArbejdspladsAlene kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted er omfattet af reglerne, se også TfS 1998, 239. Til gengæld er alle former for arbejdspladser, der ikke tillige er den skattepligtiges bopæl, omfattet, herunder - ud over almindelige faste arbejdspladser - fx kundebesøg, konferencer eller steder for afhentning af post eller materialer.
Betinger arbejdet, at den skattepligtige overnatter uden for bopælen, fx på et hotel, anses befordring til hotellet som en del af befordringen til arbejdspladsen. Får hotellet karakter af et midlertidigt opholdssted på grund af flere overnatninger, omfattes kørsel mellem hotellet og arbejdspladsen af 60-dagesreglen i LL § 9 B, jf. nedenfor.
I relation til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads anses et område som en arbejdsplads. Det gælder fx skove og lufthavnsområder.
UndervisningOm befordringsgodtgørelse i forbindelse med fri undervisning, se afsnit B.1.6.18 og LV A.B.1.9.19.
Som arbejdsplads betragtes også steder, hvor den pågældende modtager undervisning i efteruddannelsesøjemed som et led i arbejdet.
Hvis der er tale om en ansat, som er i færd med at gennemgå en grunduddannelse, der består af såvel en praktikdel som en teoretisk del, og ansættelse hos arbejdsgiveren i første omgang er sket med henblik på en gennemførelse af den praktiske del af uddannelsen, kan arbejdsgiveren derimod ikke udbetale skattefri kørselsgodtgørelse efter de almindelige regler, når den ansatte kører til undervisning på skole e.l. Dette er fx tilfældet med kontorelever, erhvervsgrunduddannelseselever, sygehjælperelever m.fl. Om den særlige befordringsgodtgørelse i forbindelse med uddannelse, se afsnit B.1.6.18 og LV A.B.1.9.19.
Om der er tale om et efteruddannelseskursus eller der er tale om videreuddannelse er således bestemmende for, om befordringsgodtgørelse kan anses for skattefri for den ansatte.
Kurser, der har til formål at vedligeholde den pågældendes faglige viden (àjourføringskurser), vil have karakter af efteruddannelse. Korte eller kortere kurser, der skal sætte den ansatte i stand til at bestride en anden arbejdsfunktion, fx betjene en ny maskine, anvende nye teknikker (fx edb), eller indgå i en ændret arbejdsproces, som kræver større teknisk indsigt, vil som oftest kunne anses som efteruddannelse.
Der er tale om videreuddannelse, hvis uddannelsesaktiviteterne bevirker et egentligt kompetenceløft for den pågældende, således at denne herefter sættes i stand til at bestride en stilling med et nyt/større stillingsindhold, eller at den ansatte ligefrem får et overenskomstmæssigt krav på en bedre stilling på arbejdspladsen.
Afgrænsningen mellem efteruddannelse og videreuddannelse må således ske ved, at man sammenholder det enkelte kursustilbud med den ansattes arbejdsfunktion og uddannelse. Bedømmelsen må nødvendigvis ske ud fra den konkrete situation.
Befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdspladsBefordring mellem arbejdspladser anses altid for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra b. For lønmodtageres befordring mellem flere arbejdspladser forudsættes, at arbejdet udføres for samme arbejdsgiver, se dog eksempel 2 i LV A.F.3.2. Kører en lønmodtager fra sin arbejdsgivers virksomhed i arbejdsgiverens interesse ud til andre arbejdspladser, fx andre virksomheder, og tilbage til virksomheden, er den samlede kørsel således erhvervsmæssig. Endvidere henvises til TfS 1996, 269, hvor Skatteministeriet præciserede reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse mellem flere arbejdsgivere og 60-dagesreglen.
Også befordring inden for samme arbejdsplads, fx en lufthavn eller et skovområde, anses for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra c.
Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsBefordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage er erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra a.
Hvis der køres mere end 60 arbejdsdage mellem bopælen og en arbejdsplads, bliver kørslen privat fra arbejdsdag nr. 61. Fra den 61. arbejdsdag bliver der tale om en fast arbejdsplads. Alle arbejdsdage skal tælles med uanset længde, jf. ligeledes TfS 1996, 269 (DEP).
De 60 arbejdsdage i LL § 9 B, stk. 1, litra a, behøver ikke at være på hinanden følgende dage. Ved kørsel fra bopælen til en arbejdsplads enkelte dage over en periode skal antallet af arbejdsdage lægges sammen. Sammentællingen skal kun afbrydes, hvis der arbejdes mindst 60 på hinanden følgende arbejdsdage på andre arbejdspladser, inden lønmodtageren igen kører mellem bopælen og den første arbejdsplads.
Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, hvis 60-dagesreglen ikke overskrides, når der regnes 24 måneder tilbage. Det er således kun nødvendigt at gå 2 år tilbage i tiden for at se, om betingelserne er opfyldt.
60-dagesreglen medfører også, at selvom en arbejdsplads én gang er blevet fast, kan den senere blive midlertidig igen. Hertil kræves, at der ikke er kørt mellem bopælen og arbejdspladsen i 60 sammenhængende arbejdsdage.
Se nærmere om reglerne i LL § 9 B om erhvervsmæssig kørsel i LV A.F.3.2.
Godtgørelse af erhvervsmæssige befordringsudgifterForudsætningen for at modtage skattefri godtgørelse er, at modtageren af godtgørelsen har afholdt udgifter.
Godtgørelse kan ydes efter Ligningsrådets satser, jf. ovenfor.
Der kan ikke modtages skattefri godtgørelse, når befordringen allerede på anden måde betales af arbejdsgiveren, fx i form af fri bil til rådighed eller fri rejse på den pågældende strækning.
Tilsvarende gælder, at en lønmodtager, der anvender firmabil, der betales af en arbejdsgiver, ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver, ligesom en lønmodtager ikke kan modtage skattefri godtgørelse for samme kørsel fra to arbejdsgivere. Til belysning heraf kan bl.a. henvises til en landsskatteretskendelse, offentliggjort i TfS 1997 ,658, hvor en deltidsansat fodboldspiller havde fået stillet fri bil til rådighed. Bilen blev tillige anvendt til erhvervsmæssig kørsel i skatteyderens andet lønmodtagerjob, for hvilken han modtog kørselsgodtgørelse. Da skatteyderen ikke var ejer af den pågældende bil eller havde foretaget en fuldstændig betaling til arbejdsgiveren - der havde stillet den fri bil til rådighed for den private kørsel - fandt retten, at den pågældende ikke havde opfyldt betingelserne for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse.
Se nærmere LV A.B.1.7.1.1. |