I LL § 9 B fastlægges via objektive kriterier, hvilken befordring der
anses for erhvervsmæssig. Erhvervsmæssig befordring er herefter:
- Befordring mellem arbejdspladser,
- befordring inden for samme arbejdsplads og
- befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage
inden for de forudgående 24 måneder.
Al anden befordring er privat befordring. En arbejdsplads, der er beliggende på bopælen, betragtes som bopæl. Se afsnit A.F.3.1.3.2.
En selvstændig gartner drev sin virksomhed fra sin bopæl. For udgifter
til drift af en varevogn, der benyttedes ca. 210 dage årligt bl.a. til kørsel
til Københavns Grønttorv, hvor han solgte sine produkter, gav ØL
ham ret til fradrag efter SL § 6, litra a, da hans erhvervsudøvelse måtte
anses som en samlet aktivitet, og da salget af varer på Grønttorvet ikke
kunne udskilles som en beskæftigelse med fast arbejdssted. Denne kørsel
måtte anerkendes som erhvervsmæssig bildrift. HR stadfæstede dommen
med bemærkning om, at den omstændighed, at skatteyderen gennem den valgte
transportform for sine varer fra gartneriet også opnåede befordring fra
sin bopæl sammesteds til arbejdspladsen på Grønttorvet, ikke kunne
bevirke, at retten til fuldt fradrag efter SL § 6, litra a bortfaldt, jf. TfS
1996, 663. Selvstændige erhvervsdrivende, der på tilsvarende måde
transporterer varer fra bopælen til salgsstedet, kan herefter opnå fradrag
for transportudgiften efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se også TfS 1999,
888, hvor en musiker fik fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for udgifter
i forbindelse med transport af musikinstrument til og fra reparation. Udgiftens
størrelse blev anerkendt idet de var fastsat skønsmæssigt med udgangspunkt
i satserne for erhvevsmæssig kørsel, jf. LL § 9 B.► I TfS 2000, 584 ØLD fandt Landsretten ikke, at befordring i bil mellem bopælen og arbejdspladsen havde været en nødvendig forudsætning for skatteyderens transport af en transportabel pc mv., og skatteyderen kunne ikke få fradrag for kørselsudgifter efter SL § 6, litra a eller LL § 9 B, men kun fradrag efter LL § 9 C.
◄Befordring
mellem arbejdspladser anses altid for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk.
1, litra b. For lønmodtageres befordring mellem flere arbejdspladser forudsættes,
at arbejdet udføres for samme arbejdsgiver. Kører en skattepligtig fra
sin arbejdsgivers virksomhed i arbejdsgiverens interesse ud til andre arbejdspladser,
fx andre virksomheder, og tilbage til virksomheden, er den samlede kørsel således
erhvervsmæssig.
Også befordring inden for samme arbejdsplads, fx en lufthavn eller et skovområde,
anses for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra c.
Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage inden
for de forudgående 24 måneder er erhvervsmæssig, jf. LL § 9
B, stk. 1, litra a. For så vidt angår begrebene sædvanlig bopæl
og arbejdsplads henvises til afsnit
A.F.3.1.3.1
og
A.F.3.1.3.2.
Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen
for fast og befordringen dermed for privat. LSR fandt, at en skatteyder der havde
arbejdet på samme arbejdsplads i 62 dage ikke var berettiget til skattefri
kørselsgodtgørelse for de sidste to dage. Der skulle ske beskatning af
den for disse dage udbetalte godtgørelse, idet kørsel til arbejdspladsen
udover de 60 dage ikke kunne karakteriseres som erhvervsmæssig, jf. TfS 1997,
771. Perioden på 60 arbejdsdage gælder for befordring direkte mellem sædvanlig
bopæl og arbejdsplads, hvorimod kørsel til en arbejdsplads i løbet
af dagen som følge af kørsel mellem arbejdspladser ikke tæller med.
Hvis der køres til én arbejdsplads ved arbejdstids begyndelse og fra en
anden arbejdsplads ved arbejdstids ophør tæller en 60-dages-periode for
både dagens første og sidste tur.
Køres der fra hjemmet til konstant skiftende arbejdspladser og ikke til samme
arbejdsplads i mere end 60 dage, er befordringen hele tiden erhvervsmæssig.
De 60 dage på en arbejdsplads kan ligge i forlængelse af hinanden eller
ligge spredt. Det afgørende er alene, om arbejdet på den enkelte arbejdsplads
udstrækker sig over 60 arbejdsdage. I perioden på 60 arbejdsdage medregnes
enhver arbejdsdag uanset længde. Weekender, feriedage, sygedage m.v. medregnes
ikke, men afbryder heller ikke perioden. Overstiger antallet af arbejdsdage på
samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat.
Perioden afbrydes alene ved, at der er forløbet 60 på hinanden følgende
arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdspladsen
som nævnt i LL § 9 B, stk. 1, litra a, jf. § 9 B, stk. 2. Også
her er det afgørende befordringen direkte mellem sædvanlig bopæl
og arbejdsplads. Har den skattepligtige således ikke været på en
bestemt arbejdsplads som dagens første eller sidste arbejdsplads i 60 arbejdsdage
i træk, påbegyndes en ny 60-dages-periode. Det er derimod uden betydning,
om der har været fremmøde på arbejdspladsen midt på dagen efter
fremmøde på en anden arbejdsplads.
Reglerne i LL § 9 B, stk. 1, litra a, (kørsel mellem hjem og arbejdsplads
i indtil 60 dage inden for de forudgående 24 måneder), og stk. 2 (afbrydelsesperioden
på 60 sammenhængende arbejdsdage), gælder for det konkrete ansættelsesforhold.
Afbrydes et ansættelsesforhold, påbegyndes en ny 60-dages-periode. Ansættes
en skattepligtig fx den 1. maj 1999 i en ny stilling, anses kørsel mellem hjem
og den nye arbejdsplads for erhvervsmæssig i op til 60 dage. Ophører dette
ansættelsesforhold fx den 31. okt. 1999, idet den skattepligtige tiltræder
en ny stilling hos en anden arbejdsgiver pr. 1. nov. 1999, påbegyndes atter
en ny 60-dages-periode.
Er der derimod tale om fx hjemsendelse på grund af vejrlig, manglende tilførsel
af råstoffer e.l., hvor ansættelsesforholdet afbrydes midlertidigt og
forudsættes genoptaget, så snart betingelserne for at genoptage arbejdet
foreligger, anses 60-dages-perioden ikke for afbrudt. I sådanne tilfælde
sammenlægges perioden før og efter det midlertidige ophold i arbejdet.
Eksempel 1 (en arbejdsplads pr. dag).
Der
arbejdes på en arbejdsplads pr. dag efter følgende mønster:
Dag 1-60 (60 dage): Hjem - A - hjem.
Dag 61-80 (20 dage): Hjem - B - hjem.
Dag 81-120 (40 dage): Hjem - C - hjem.
Dag 121-180 (60 dage): Hjem - A - hjem.
Al transport er her erhvervsmæssig. Men arbejdes der kun 30 dage på arbejdsplads
C, før arbejdet genoptages på arbejdsplads A, er befordringen ved genoptagelsen
af arbejdet på A ikke erhvervsmæssig.
Eksempel 2 (flere arbejdspladser pr. dag).
Der
arbejdes efter følgende mønster:
Dag 1-40: Hjem - A - B - hjem.
Dag 41-80: Hjem - B - A - C - hjem.
Dag 81-120: Hjem - A - B - C - hjem.
Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage,
hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver. Følgende befordring
hjem - arbejdsplads og omvendt er erhvervsmæssig:
Befordring mellem hjem og A: Dag 1-40 og dag 81-100.
Befordring mellem hjem og B: Dag 1-60.
Befordring mellem hjem og C: Dag 41-100.
Ved beregningen af 60-dages-perioden i forbindelse med befordring mellem hjem og
en bestemt arbejdsplads, hvor der samtidig indgår transport mellem flere arbejdspladser
for samme arbejdsgiver, fokuseres der som vist i eksemplet på den direkte befordring
mellem hjem og den pågældende arbejdsplads. I eksemplet er det altså
uden betydning for beregningen af 60-dages-perioden, at arbejdsplads A udgør
en af de mellemliggende arbejdspladser.
Hvis der ikke er tale om befordring for samme arbejdsgiver til en af flere daglige
arbejdspladser, er befordringen til en enkelt arbejdsplads dog altid erhvervsmæssig,
hvis 60-dages-reglen er opfyldt for denne arbejdsplads. Hvis det i eksemplet kun
er arbejdsplads A og B, der er for samme arbejdsgiver, er befordringen til arbejdspladsen
C og fra C til hjemmet erhvervsmæssig de første 60 arbejdsdage på
denne arbejdsplads:
Befordring mellem A og C: Dag 41-80.
Befordring mellem B og C: Dag 81-100.
Befordring mellem C og hjem: Dag 41-100.
I det pågældende eksempel medfører det således kun ændring
i den erhvervsmæssige befordring, hvis afstanden mellem A og C eller B og C
er større end afstanden imellem hjem og C, idet strækningen efter 60-dages-reglen
ikke kan være længere end afstanden mellem sædvandlig bopæl
og arbejdsplads C.
Eksempel 3 (beregning af afbrydelsesreglen i LL § 9 B, stk. 2).
Der arbejdes efter følgende mønster:
Dag 1-60: Hjem - A - B - C - hjem.
Dag 61-120: Hjem - B - A - C - hjem.
Dag 121-180: Hjem - A - B - C - hjem.
Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage,
hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver. Følgende befordring
hjem - arbejdsplads og omvendt er erhvervsmæssig:
Befordring mellem hjem og A: Dag 1-60 og dag 121-180.
Befordring mellem hjem og C: Dag 1-60.
Befordring mellem hjem og B: Dag 61-120.
Arbejdet på A anses for afbrudt, da der ikke er befordring mellem hjemmet og
A dag 61-120.
Hvis arbejdsplads C i eksemplet er for en anden arbejdsgiver end arbejdsplads A
og B, er befordringen mellem B og C (i det omfang strækningen ikke overstiger
afstanden mellem hjem og C) samt befordringen mellem C og hjem stadig erhvervsmæssig
efter 60-dages-reglen fra dag 1 til dag 60, men befordringen mellem A og C, dag
61-120, samt mellem B og C, dag 121-180, er ikke erhvervsmæssig, da 60-dages-perioden
ikke er afbrudt for arbejdsplads C.
Eksempel 4 (beregning af 60-dages-reglen ved weekendkørsel).
En
skattepligtig bor i by X og arbejder i by Y. Mandag morgen køres der fra hjemmet
i X til arbejdspladsen i Y, og der returneres til hjemmet i X fredag eftermiddag.
I Y bor den skattepligtige på arbejdspladsen. Ved beregningen af 60-dages-perioden
for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller henholdsvis mandag og fredag
som hver en dag, da der alene foretages befordring disse dage.
Eksempel 5, idet eksempel 4 ændres, således at den skattepligtige
i forbindelse med arbejdet i Y bor uden for Y.
Ved beregningen af 60-dages-perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads
tæller hver arbejdsdag som en dag.