Efter AL § 41, stk. 1, 1. pkt., kan udgifter til erhvervelse af knowhow (viden 
om særlig fremstillingsmetode og lign.) og patentrettigheder i tilknytning 
til den skattepligtiges erhverv i stedet for at skulle afskrives efter AL § 
40, stk. 2, med indtil 1/7 årligt, fradrages fuldt ud i det indkomstår, 
hvori udgifterne er afholdt. Der er således valgfrihed mellem at afskrive udgifterne 
efter reglerne i AL § 40 over en periode med indtil 1/7 årligt som nævnt 
i pkt. 6.3 eller straksafskrive udgiften efter AL § 41. Valgfriheden gælder 
dog kun for knowhow eller patentrettigheder, der er erhvervet i tilknytning til 
den skattepligtiges erhverv.
Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende bestemmelse i LL § 8 L.
►Efter AL § 41, stk. 1, 2. pkt., kan som noget nyt også udgifter til erhvervelse af licens- eller brugsrettigheder til knowhow eller patentrettigheder straksafskrives. Efter hidtil gældende regler skulle sådanne licens- og brugsrettigheder afskrives over 7 år.◄ 
Straksafskrivning vil kunne foretages af virksomheder inden for forskning, der fremfor 
at sælge knowhow og/eller patenter indgår i fælles forskningsprojekter 
og/eller tilbyder interessenter en licens- eller brugsret til at udnytte virksomhedens 
knowhow og/eller patenter. Efter de nye regler kan udgifter til erhvervelse af licens- 
eller brugsrettigheder til knowhow eller patentrettigheder straksafskrives ligesom 
udgifter til erhvervelse af knowhow og patentrettigheder allerede efter de hidtil 
gældende regler kan straksafskrives. ►Efter AL § 41, stk. 2, skal salgssummen for salg af knowhow eller patentrettigheder eller licens- eller brugsrettigheder hertil i tilfælde, hvor anskaffelsesudgiften er fradraget fuldt ud i den skattepligtige indkomst efter AL § 41, stk. 1, medregnes i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget finder sted.
◄I 
øvrigt om beskatning af fortjeneste og tab ved overdragelse af knowhow og patentrettigheder 
henvises til LVE afsnit 
E.I.4.2.1 og 
E.I.5.