Indhold
 Dette afsnit beskriver de generelle regler om indkomstopgørelsen for den længstlevende ægtefælle.
 Afsnittet indeholder:
  - Personer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Ejendomsværdiskat
- Kursgevinst ved overtagelse af fast ejendom - KGL § 22, stk. 4
- Undtagelse.
Personer omfattet af reglen
 Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, når den længstlevende ægtefælle skal beskattes efter skattereglerne om uskiftet bo mv. Se afsnit C.E.4.1.
 Hovedregel
 Den længstlevende ægtefælles indkomst opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler. Se DBSL § 60, stk. 1.
 Beskatningen sker efter de almindelige regler for personbeskatning. Det gælder også for alle de indkomsttyper, der skal opgøres efter reglerne i personskatteloven, fx personlig indkomst, kapitalindkomst, aktieindkomst mv.
 Ejendomsværdiskat
 Når den længstlevende ægtefælle bliver boende i en ejendom
  - der har tilhørt afdøde og
- hvor ejendomsværdiskat er nedsat efter ESL § 23, stk. 1
nedsættes ejendomsværdiskatten for den længstlevende ægtefælle efter dødsfaldet fortsat efter ESL § 23, stk. 1, selv om den længstlevende ægtefælle ikke selv opfylder betingelserne. Det gælder også for det første indkomstår, hvor afdøde ville opfylde aldersbetingelserne og derfor er forskudsregistreret med nedslaget, og hvor dødsfaldet er sket, før afdøde havde fødselsdag. Se ESL § 23, stk. 3.
 Se også
 Se afsnit C.H.3.1 om de generelle regler om ejendomsværdiskat.
  Grundskyld og ejendomsværdiskat
 Når en længstlevende ægtefælle vælger at sidde i uskiftet bo, vil betaling af grundskyld og ejendomsværdiskat for den afdøde ægtefælles ejerandel påhvile den længstlevende ægtefælle fra og med dødsdagen. Se ESL § 2, stk. 4, ESL § 4, stk. 3 og ESL § 31, stk. 1.
   Kursgevinst ved overtagelse af fast ejendom - KGL § 22, stk. 4
 Den længstlevende ægtefælle er omfattet af skattefrihed efter KGL § 22, stk. 4, af gevinst ved ekstraordinær indfrielse af kontantlån, når indfrielsen sker i forbindelse med, at ejendommen overtages. Se DBSL § 61.
 Se også
 Se afsnit C.B.1.4.3.6 om kursgevinst ved indfrielse af kontantlån og reglerne i KGL § 22, stk. 4.
 Undtagelse
 Der er særlige bestemmelser i dødsboskatteloven om beskatning af en erhvervsvirksomhed. Se afsnit C.E.4.2.2.2, når selvstændig virksomhed indgår i det uskiftede bo.