Beskrivelsen nedenfor omhandler uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der 
uden særlig regulering af retsvirkningerne er afgivet som led i forvaltningsmyndighedernes 
almindelige responderende og vejledende virksomhed. Der tænkes således 
på situationer, hvor en borger/virksomhed skriftligt eller mundtligt, direkte 
eller indirekte har modtaget en tilkendegivelse fra en kompetent myndighed, under 
sådanne omstændigheder, at svaret ikke er udtryk for en forvaltningsafgørelse. 
Som eksempel herpå kan nævnes, at en myndighed har afgivet en forhåndstilkendegivelse 
vedrørende et konkretiseret, men ikke aktualiseret faktum. Om sondringen mellem 
afgørelser og responderende virksomhed, m.v. henvises i øvrigt til afsnit 
B.2.
I 
øvrigt bemærkes, at for så vidt angår uformaliserede forhåndstilkendegivelser, 
der har betydning for afgørelser om skatteansættelser, gælder som 
følge af de statslige skattemyndigheders revisionsbeføjelser en særlig 
snæver adgang til at kunne støtte ret på sådanne udsagn, se 
nærmere under 
C.3.1.  
Om 
retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser gælder som udgangspunkt, 
at hvis en borger/virksomhed efter sædvanlige bevisbyrdeprincipper kan dokumentere 
indholdet af en forhåndstilkendegivelse fra en kompetent myndighed og har indrettet 
sig i tillid hertil, vil tilkendegivelsen være bindende for myndigheden ved 
en senere forvaltningsafgørelse. Som eksempel kan nævnes TfS 2000, 1019 
LSR, hvor der ikke kunne opkræves fratrukket købsmoms med tilbagevirkende 
kraft, fordi virksomheden havde indrettet sig i tillid til en tilkendegivelse fra 
det daværende tolddirektorat om, at der var tale om momspligtig virksomhed. 
Selv om borgeren/virksomheden kan dokumentere en tilkendegivelse og har indrettet 
sig i tillid hertil, vil den dog ikke være bindende for myndigheden, hvis en 
af følgende betingelser er opfyldt: 
- forhåndstilkendegivelsen er ledsaget af et forbehold om, at svaret alene 
har vejledende karakter eller hvis der i øvrigt er taget konkretiserede og 
relevante forbehold
- borgeren/virksomheden har handlet svigagtigt eller har burdet indse at myndigheden 
svævede i en faktisk vildfarelse eller borgeren/virksomheden har i øvrigt 
undladt at fremlægge alle relevante oplysninger 
- forhåndstilkendegivelsen har et ulovmedholdeligt indhold. 
I de sidstnævnte tilfælde kan der eventuelt blive tale om erstatningsansvar 
for den myndighed, der har afgivet det urigtige svar, hvis de almindelige erstatningsbetingelser 
er opfyldt. Hertil kræves, at det kan lægges til grund, at myndigheden 
har begået en ansvarspådragende fejl, der har bevirket et økonomisk 
tab for borgeren/virksomheden. 
En forhåndstilkendegivelse vil endvidere ikke være bindende ved en senere 
forvaltningsafgørelse, hvis forudsætningerne for svaret efterfølgende 
er bristet, fx som følge af relevante ændringer i borgerens/virksomhedens 
forhold eller ændringer i lovgivningen.
Derimod antages en ændring af myndighedens administrative praksis ikke at være 
en bristende forudsætning for forhåndstilkendegivelsen, medmindre borgeren/virksomheden 
med et passene varsel har modtaget underretning herom inden han/hun har indrettet 
sig i tillid til forhåndstilkendegivelsen. En sådan praksisændring 
vil derfor alene kunne gøres gældende med fremtidig virkning efter et 
passende varsel, der på rimelig og forsvarlig måde giver borgeren/virksomheden 
mulighed for at tilpasse sig ændringen. I jo større omfang borgeren/virksomheden 
har disponeret definitivt på grundlag af forhåndstilkendegivelsen, desto 
mindre vil der være mulighed for en sådan ændring med fremtidig virkning.
Om domspraksis vedrørende de grundlæggende forvaltningsretsprincipper 
om retsvirkningerne af uformaliserede forhåndstilkendegivelser henvises til 
Retssikkerhedsudvalgets redegørelse udgivet i februar 1996, s. 88-93, der er 
medtaget som 
bilag 5, og hvor der er 
gennemgået udvalgte domme vedrørende diverse ministerområder.