Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for opkrævning og efterregulering af grundskyld frem til 1. januar 2024.

Afsnittet beskriver også reglerne for kommunalbestyrelsens mulighed for at sætte opkrævningen af grundskyld for skatteårene 2021-2023 i bero, hvis ejendommen alene ejes af fysiske personer, og restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at sætte inddrivelse af sådanne krav i bero. Endelig beskriver afsnittet, at pante- og fortrinsretten forlænges tilsvarende.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Opkrævning af grundskyld for skatteåret 2023 og tidligere skatteår
  • Efterregulering af grundskyld for skatteåret 2023 og tidligere skatteår
  • Mulighed for at stille opkrævning af grundskyld for skatteårene 2021-2023 som følge af efterregulering i bero
  • Mulighed for at stille eventuel inddrivelse af grundskyld for skatteårene 2021-2023 som følge af efterregulering i bero

Se også

Se også afsnit:

  • C.H.4.7.4 om beskatning og efterregulering efter ESL § 82 som følge af foreløbige vurderinger for 2022 og 2023.

Regel

Opkrævning af grundskyld og dækningsafgift, der vedrører skatteåret 2023 og tidligere skatteår, behandles og afsluttes af kommunerne. Dette gælder ligeledes for efterregulering af grundskyld i skatteåret 2023 eller tidligere skatteår. Se ESL § 84.

►Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde og efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen sætte en opkrævning som følge af en efterregulering af grundskyld for skatteårene 2021-2023, se § 84, stk. 1, 2. pkt., herunder tilskrivning af renter, i bero i op til 12 måneder, hvis ejendommen alene ejes af fysiske personer. Se ESL § 84 a, stk. 1.

§ 84 a blev indsat i ejendomsskatteloven ved § 1, nr. 44, i lov nr. 562 af 27. maj 2025. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 2025.◄

Opkrævning af grundskyld ►for skatteåret 2023 og tidligere skatteår◄

Skatteforvaltningen har overtaget opgaven med opkrævning af grundskyld og dækningsafgift fra kommunerne fra og med 2024.

At Skatteforvaltningen ikke har overtaget opgaven med opkrævning for skatteåret 2023 eller tidligere skatteår, skal ses i lyset af, at det i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat er kommunerne, der varetager opgaven med opkrævning for skatteåret 2023 eller tidligere skatteår.

Opkrævning af grundskyld og dækningsafgift for skatteåret 2023 og tidligere skatteår skal færdigbehandles af kommunerne. Dette gælder også i de tilfælde, hvor det opkrævede beløb har sidste rettidige betalingsdag efter skatteåret 2023. Det er således afgørende for, at kommunerne skal afslutte opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift, at opkrævningen heraf er udsendt senest den 31. december 2023. Opkrævning, der er udsendt senest denne dato, overgår dermed ikke til Skatteforvaltningen, selv om det opkrævede beløb først har sidste rettidige betalingsdag i 2024.

Hvis en kommune fx udsender en opkrævning af grundskyld i december 2023 med sidste rettidige betalingsdag den 20. januar 2024, skal opkrævningen afsluttes af kommunen og ikke af Skatteforvaltningen. Det samme gør sig gældende i de tilfælde, hvor beløbet ikke betales rettidigt. I sådanne tilfælde skal kommunen således udsende påkrav om betaling mv.

Efterregulering af grundskyld ►for skatteåret 2023 og tidligere skatteår◄

Efterregulering af opkrævningen af grundskyld, der vedrører skatteårene 2023 eller tidligere skatteår, skal også behandles og afsluttes af kommunerne. Se ESL § 84.

En efterregulering af grundskyld og dækningsafgift for skatteårene 2021-2023 foretages efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat. Se den tidligere gældende KESL § 27, stk. 1-5 og § 29, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer.

Dette betyder, at reglerne om efterregulering af grundskyld og dækningsafgift for skatteårene 2021 til og med 2023 fortsat skal ske efter § 27 i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, uanset at lov om kommunal ejendomsskat er ophævet.

Det skyldes, at 2020-/2021-ejendomsvurderingerne for mange ejendomme først udsendes i eller efter indkomst- eller kalenderåret 2024, hvor Skatteforvaltningen har overtaget opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift for kommunerne. Hermed kan kommunerne ikke nå at afslutte opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift for skatteårene 2021 til og med 2023, hvorfor kommunerne skal foretage efterreguleringer af grundskyld og dækningsafgift efter 1. januar 2024, hvor staten overtager ansættelsen, opkrævningen og inddrivelsen af grundskyld og dækningsafgift fra kommunerne. Bestemmelsen i ESL § 84 er indsat for at undgå tvivl om efterreguleringen af skatteårene 2021-2023.

Ligeledes skal en efterregulering af skatteårene 2020 og tidligere, hvor det endelige beskatningsgrundlag er kendt, også fortsat løses af kommunerne, fx i tilfælde af genoptagelse eller revision af en ejendomsvurdering efter skatteforvaltningslovens kapitel 12.

►Mulighed for at sætte opkrævningen af grundskyld for skatteårene 2021-2023 som følge af efterregulering i bero

Skatteforvaltningen er i færd med at udsende de nye ejendomsvurderinger, hvorefter kommunerne vil skulle efterregulere grundskylden for skatteårene 2021-2023, se ESL § 84.

I og med, at der er tale om de første vurderinger i mange år, vil der kunne opstå særlige tilfælde, hvor der vil være behov for at sætte en opkrævning i bero, så ejendomsejerne ikke ender i en utilsigtet situation med en markant økonomisk påvirkning. F.eks. i tilfælde, hvor et foreløbigt beskatningsgrundlag efter § 27, stk. 3, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, se lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, er nedsat til et kunstigt lavt niveau af en tidligere ejer, og dette ikke i tilstrækkelig grad er kontraktuelt reguleret imellem parterne.

Kommunalbestyrelsen kan derfor i særlige tilfælde og efter indstilling fra told og skatteforvaltningen sætte en opkrævning som følge af en efterregulering af grundskyld for skatteårene 2021-2023, se § 84, stk. 1, 2. pkt., herunder tilskrivning af renter, i bero i op til 12 måneder, hvis ejendommen alene ejes af fysiske personer. Se ESL § 84 a, stk. 1.

Med »efter indstilling fra Skatteforvaltningen« menes, at den pågældende kommunalbestyrelse ikke vil kunne træffe afgørelse om en berostillelse af egen drift, men vil skulle modtage en indstilling herom fra Skatteforvaltningen. Kommunalbestyrelsen vil altså ikke være forpligtiget til at sætte en opkrævning i bero efter henvendelse fra en ejendomsejer, ligesom kommunalbestyrelsen ikke vil være forpligtet til at tage stilling til en eventuel forespørgsel om berostillelse efter henvendelse fra en ejendomsejer.

Med »for fysiske personer« menes, at den pågældende ejendom, som grundskyldsopkrævningen sættes i bero for, skal være ejet af en eller flere fysiske personer. Det betyder, at i tilfælde, hvor en ejendom er ejet i sameje mellem en eller flere fysiske og juridiske personer, vil opkrævningen af grundskyld ikke kunne sættes i bero.

Bestemmelsen har til formål - i særlige tilfælde - at sikre bedre tid til f.eks. en kortlægning og eventuel justering af praksis.

Almindelige klager og genoptagelse af en ejendomsvurdering, f.eks. fordi der er tale om fejl i BBR-data, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen.

Berostillelsen vil kunne gives i op til 12 måneder. Det vil sige, at den også kan gives for en kortere periode.

Mulighed for at sætte inddrivelse af krav vedrørende grundskyld for skatteårene 2021-2023 som følge af efterregulering i bero

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om at sætte inddrivelsen af krav efter § 84 a, stk. 1, som er sendt til inddrivelse efter ESL § 84, stk. 1, 4. pkt., herunder tilskrivning af renter, i bero i op til 12 måneder for fysiske personer. Se ESL § 84 a, stk. 2.

Se nærmere herom i afsnit G.A.3.1.3.2 om berostillelse ved inddrivelse af grundskyld og dækningsafgift.◄