Valg af indleveringsmetode og -kanal
Før indberetning skal I tage stilling til, hvilken indberetningsmetode og -kanal I vil bruge. Valget hænger ofte sammen med virksomhedens mulighed for it-understøttelse af indberetningsprocessen.
Der er to digitale indberetningskanaler:
Indberetningskanal | Indberetningsmetode |
SF-Tele | Manuel indtastning |
FTPs Gateway | Filoverførsel |
Det er muligt at vælge kanal efter behov, fx at bruge FTPs Gateway til de store løbende indberetninger og lave rettelser via SF-Tele.
Vi anbefaler følgende:
Få indberetninger og rettelser
Brug SF-Tele til enkeltvis manuel indtastning, fx ved supplerende indberetning, små datamængder og enkelte rettelser.
SF-Tele er en løsning til manuel enkeltvis indberetning direkte i Skattestyrelsens systemer. Indberetningen skal være fejlfri, før systemet godkender den, og I får derfor ikke fejllister. Når I er færdig med at udfylde indberetningen, skal I trykke først på F8 og derefter på F2, for at indberetningen er endelig gennemført.
Det kræver særlig autorisation at få adgang til direkte indberetning i SF-Tele systemet.
Skriv til os på autorisationer@ufst.dk, hvis I ønsker autorisation til brug af SF-Tele.
Vi sender en tilmeldingsblanket, som skal underskrives og sendes retur.
I modtager derefter et autorisationsbrev med vejledning til, hvordan I kommer i gang med at bruge SF-Tele.
Mange indberetninger og større datamængder
FTPs Gateway er en indberetningskanal, hvor store filer kan overføres med krypteret SSL forbindelse via FTP.
I praksis henvender løsningen sig mest til indberettere med større datamængder, da det kræver teknisk support. Levering af kvittering i form af statusfiler og fejllister sker direkte via FTPs Gatewayen.
Der er tre forudsætninger for at bruge eKapitals FTPs Gateway:
- Installation af en FTPs klient på din computer/server.
- Tilmelding som bruger af Skattestyrelsens FTPs Gateway.
- Indberetter skal have MitID certifikat.
De tekniske forhold for brug af FTPs Gatewayen er nærmere beskrevet i Teknisk vejledning til eKapitals FTPs Gateway.