Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for tjenestemandspensioner.

Afsnittet indeholder:

  • Afgrænsning
  • Indbetaling af engangsbeløb
  • Pensionsudbetalingsalder for tjenestemænd
  • Beskatning af pensionsudbetalinger
  • Pensionsordninger for ministre
  • Pensionsordninger for medlemmer af Folketinget (MF'ere).

Afgrænsning

En tjenestemandspension er en pensionsordning, hvor staten, en region eller en kommune udbetaler en løbende, livsbetinget pension som følge af tidligere ansættelse i statens, folkeskolens, folkekirkens, regionens eller kommunens tjeneste. Se PBL § 2, stk. 1, nr. 1.

Der er ingen, der betaler pensionsbidrag til afdækning af pensionsforpligtelsen. Det vil sige, at der ikke opspares pensionsmidler, men den tidligere arbejdsgiver udbetaler pensionen direkte til den pensionsberettigede.

Pensionsordninger for en person, der er ansat i det offentlige efter overenskomst mellem stat, kommune og region og hans eller hendes faglige organisation, er ikke tjenestemandspension i pensionsbeskatningslovens forstand og ej heller efter tjenestemandspensionsloven. I disse ordninger betaler arbejdsgiveren og i reglen også den ansatte bidrag til afdækning af pensionsforpligtelsen.

Der er ikke krav om, at tjenestemandspensioner skal udbetales med lige store løbende ydelser. Se PBL § 2, stk. 1, 1. pkt.

Indbetaling af engangsbeløb

I forbindelse med bl.a. ansættelse som tjenestemand får tjenestemanden i nogle tilfælde mulighed for selv at indbetale et engangsbeløb til forhøjelse af pensionsancienniteten. Der er fradragsret for indbetaling af sådanne engangsbeløb. Se PBL § 18. Se også afsnit C.A.10.2.1.3.3 om private pensionsordninger med engangsindskud (kapitalindskud). Der sker ingen indberetning til Skattestyrelsen af de engangsbeløb, der indbetales.

Pensionsudbetalingsalder for tjenestemænd. 

Ansat som tjenestemand den 1. januar 2018 eller senere

En tjenestemand er berettiget til afsked på grund af alder fra udgangen af den måned, hvori den pågældende når

  • pensionsudbetalingsalderen, jf. PBL § 1 a, eller
  • en lavere alder, som efter anden lov måtte være fastsat for afsked pga. alder.

Se tjenestemandspensionsloven § 3.

En tjenestemand, der ansættes den 1. januar 2018 eller senere, opretholder det tidspunkte for tidligste udbetaling af pensionen, der var gældende for den pågældende før d. 1.1.2018, hvis den pågældende overgår direkte fra en ansættelse med ret til tjenestemandspension, jf. tjenestemandspensionslovens § 4 stk. 1 og 2, og denne ansættelse er sket inden den 1. januar 2018. Se lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 8, stk. 5, 2. pkt. og lov nr. 1365 af 28. december 2011, § 5, stk. 4 og 5.

Det kan fx omfatte ansættelse som tjenestemand i folkeskolen, folkekirken, Folketinget, visse tjenestemænd under Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre samt ansættelse som tjenestemand i kommuner og regioner samt ansættelse med tjenestemandspensionsret ved selvejende institutioner, jf. tjenestemandspensionslovens § 4, stk. 1 og 2.

Eksempel

En kommunal tjenestemand, der er ansat den 1. oktober 2011, havde en pensionsudbetalingsalder på 5 år før folkepensionsalderen. Den pågældende vil ved direkte overgang fra den kommunale tjenestemandsstilling til en stilling som tjenestemand i staten den 1. januar 2018 eller senere bevare denne pensionsudbetalingsalder.

Ansat som tjenestemand i perioden 1. januar 2007 - 31. december 2018

Tjenestemænd ansat den 1. januar 2007 eller senere, men inden den 1. januar 2018, opretholder den hidtidige pensionsudbetalingsalder i PBL § 1 a, dvs. 5 år før folkepensionsalderen jf. LBK nr. 1088 af 3. september 2015 og Lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 8, stk. 5, 1 pkt.

Ansat som tjenestemand inden den 1. januar 2007

Tjenestemænd ansat før den 1. januar 2007 opretholder en pensionsudbetalingsalder på 60 år. jf. § 5, stk. 4 og 5, i lov nr. 1365 af 28. december 2011 og Lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 8, stk. 5, 1 pkt.

Se også

Afsnittet ovenfor med overskriften: Pensionsudbetalingsalderen.
Herunder den fastsatte lavere pensionsudbetalingsalder for personer født før d. 1. juli 1960.

Beskatning af pensionsudbetalinger

Pensionsudbetalinger i form af alderspension og ægtefællepension skal medregnes til den pensionsberettigedes skattepligtige indkomst i udbetalingsåret. Pensionen medregnes til den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 1. Se også afsnit C.A.10.2.1.4 om udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger.

Børnepension efter en afdød tjenestemand, og børnepensionstillæg til et barn af en pensioneret tjenestemand medregnes til barnets skattepligtige indkomst, jf. tjenestemandspensionslovens § 14. Pensionen medregnes til den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 1. Se også afsnit C.A.10.2.1.4 om udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger.