Ved LL § 7, nr. 30, er der indført skattefrihed for præmiebonus, som udbetales af Team Danmark til medaljetagere ved de olympiske lege og de paralympiske lege (bestemmelsens pkt. 1).

Det samme gælder for præmiebonus, som udbetales af Team Danmark til et idrætsforbund, og som videreformidles til medaljetagere ved de olympiske lege og de paralympiske lege (bestemmelsens pkt. 2).

Derudover er der indført skattefrihed for den præmiebonus, som udbetales af andre til medaljetagere ved de paralympiske lege, i det omfang en sådan præmiebonus sammen med den præmiebonus, der er udbetalt af Team Danmark, ikke overstiger den præmiebonus, som Team Danmark udbetaler til medaljetagere ved de olympiske lege efter bestemmelsens 1. eller 2. pkt.

Bonusbeløbene efter 1. og 2. pkt. skal være fastsat forud for de pågældende lege og udgøre samme beløb for alle medaljetagere i henholdsvis de individuelle discipliner og holddisciplinerne.

Bestemmelsen i LL § 7, nr. 30, er indsat ved ved lov nr. 685 af 8. juni 2017 med virkning fra og med indkomståret 2016.