Likvidationsprovenuet er den egenkapital, der er i selskabet på opløsningstidspunktet. Et likvidationsprovenu er altid positivt eller 0 kr., da et likvidationsprovenu (salgssum for aktier, anparter og andelsbeviser m.v.) ikke kan være et negativt beløb. ►Der er kun indberetningspligt, hvis der sker udlodning. Er et selskab insolvent, vil der ikke skulle ske indberetning.◄
Der skal ske indberetning uanset om selskabet m.v. likvideres frivilligt eller tvungent. Det vil f.eks. være, når der sker opløsning ved betalingserklæring, jf. selskabslovens § 216, ved likvidation efter selskabslovens § 217-224, ved tvangsopløsning, jf. selskabslovens § 225-230, og ved konkurs. ►Der er alene indberetningspligt i de situationer, hvor selskabet rent faktisk ophører og altså ikke i forbindelse med en omstrukturering. ◄
Der skal indberettes om likvidationsprovenuet i det kalenderår, hvor likvidationsprovenuet udbetales. Der er tale om likvidationsprovenu, hvis udbetalingen sker i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses, Der kan henvises til aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 1.