Parter
A
(selv)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Marie-Louise Andreasen, Per Sørensen, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Poul Dahl Jensen
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 20. afdeling den 6. januar 2004.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sine påstande.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Højesterets begrundelse og resultat
Det fremgår af sagen, at A påklagede Skatteankenævnets afgørelse af 20. februar 1998 til Landsskatteretten, som ved kendelse af 18. juni 1998 afviste klagen som for sent indkommet. Herefter anmodede han den 4. maj 1999 skatteankenævnet om genoptagelse af sagen.
Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at betingelserne i dagældende skattestyrelseslovs § 22 for at genoptage As skatteansættelse for indkomstårene 1991, 1992 og 1993 ikke er opfyldt.
Som anført af landsretten forudsætter fradrag for renteudgifter, at gældsforholdet indeholder en retlig bindende forpligtelse såvel til at betale gælden som til at forrente den. Højesteret finder, at A ikke har fremlagt en sådan dokumentation for eksistensen af familielånene og for pligten til at forrente dem, at Landsskatteretten har haft pligt til ekstraordinært at realitetsbehandle klagen vedrørende fradrag for renteudgifter i 1995 og 1996, selv om klagen ikke forinden havde været realitetsbehandlet af skatteankenævnet, jf. skattestyrelseslovens § 23, stk. 2. Højesteret tiltræder derfor, at heller ikke denne del af As påstand er taget til følge.
Højesteret stadfæster herefter dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 55.000 kr. til Skatteministeriet.