Dato for udgivelse
24 Sep 2004 12:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
3. september 2004
SKM-nummer
SKM2004.373.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 352/2002 og 353/2002
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Interessesammenfald, koncernselskaber, gennemfakturering, underskudsselskab, realitet, hovedaktionær
Resumé

En koncern ejet af hovedanpartshaveren og hans børn hævdede at have lagt en del af Indkøbsfunktionen i et underskudsselskab. Koncernen drev virksomhed med opkøb, bearbejdning, opskæring og salg af fersk og frossent oksekød.

Koncernen mente, at der var tale om indkøb af et nyt produkt.

Salget skete igennem et andet koncernselskab, nemlig et K/S. Underskudsselskabet havde alene en ansat, nemlig hovedanpartshaveren, der i underskudsselskabet fik en årsløn på kr. 75.000,- mod mellem kr. 3-4 mio. i K/S'et, som solgte varerne videre. Landsretten lagde til grund, at K/S'ets andre medarbejdere, udover hovedanpartshaveren, også havde bestilt varer. Købsfakturaer var udstedt til underskudsselskabet.

Ligesom landsretten lagde Højesteret til grund, at hovedanpartshaveren havde bestemmende indflydelse i K/S'et og i underskudsselskabet, og at der ikke var nogen selvstændig organisation i underskudsselskabet. Videre lagde Højesteret vægt på, at prisfastsættelsen mellem de to selskaber alene beroede på mundtlige aftaler, og at hovedanpartshaveren dermed kunne disponere på vegne af begge selskaber. Koncernen havde ikke nærmere redegjort for, efter hvilke principper prisfastsættelsen skete.

Herefter fandt Højesteret, at den fakturerings- og regnskabsmæssige placering af indkøbsfunktionen i underskudsselskabet ikke kunne anses for at være udtryk for en reel udskillelse af et forretningsområde til underskudsselskabet.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 - 3 S.C.1.1.1

Parter

H1 ApS
(advokat Jens Laursen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

og

H2 ApS
(advokat Jens Laursen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior, Per Walsøe, Thomas Rørdam og Poul Dahl Jensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 7. afdeling den 3. juni 2002.

Påstande

Appellanterne, H1 ApS og H2 ApS, har gentaget hver af deres påstande nr. 1, men har frafaldet deres påstande nr. 2 og afvisningspåstanden over for indstævnte, Skatteministeriets, subsidiære påstand.

Skatteministeriet har gentaget sine påstande.

Forklaringer

Der er til brug for Højesteret afgivet supplerende forklaringer af A og GL.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ApS og H2 ApS in solidum betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.