Kontraktbeholdningens gennemsnitlige løbetid:  

18 mdr.

30 mdr.

Rentesats ikke under:  

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

Et kommanditselskab købte i 2001 en erhvervsejendom i England og finansierede købet hos en engelsk långiver. Lånet var i britiske pund, og både kommanditselskabets og kommanditisternes resthæftelse var begrænset til kommanditselskabets aktiver, der var stillet til sikkerhed for lånet.

Skattemyndighederne havde truffet afgørelser om, at kommanditisterne havde realiseret en skattepligtig gevinst på det engelske lån i forbindelse med salget af kommanditselskabets ejendom i indkomståret 2013.

Højesteret henviste til, at efter KGL § 25, stk. 1, medregnes gevinst og tab på fordringer og gæld ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet). Højesteret fastslog herefter, at det afgørende efter realisationsprincippet i en sag som den foreliggende var, hvornår forpligtelsen til at betale gælden var ophørt.

Da kommanditselskabet blev frigjort for gælden ved salget af kommanditselskabets ejendom i september 2013 på grund af den begrænsede hæftelse på lånet til den engelske långiver, fandt Højesteret, at kommanditselskabets og dermed kommanditisternes gevinst på gælden blev realiseret i indkomståret 2013.

Den omstændighed, at den engelske långiver på grund af kommanditselskabets misligholdelse krævede øjeblikkelig betaling af den fulde gæld i henhold til den oprindelige låneaftale, indebar ikke, at der blev stiftet et nyt lån eller aftalt ændringer i lånevilkårene.

Der var derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen til skattemyndighederne.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Tidligere

SKM2021.622.ØLR

SKM2021.59.BR

Sagen angik, om den skattemæssige værdiansættelse efter lagerprincippet pr. 31. december 2008 af gæld, der påhvilede selskabet i henhold til børsnoterede USD-virksomhedsobligationer udstedt i 2006, skulle ske på grundlag af børskursen af 20. december 2007, eller om SKAT var berettiget til at fastsætte kursen skønsmæssigt. Hvis SKAT var berettiget hertil, var spørgsmålet, om der var grundlag for at tilsidesætte det skøn, som SKAT havde foretaget.

SKAT havde skønsmæssigt fastsat virksomhedsobligationernes værdi pr. 31. december 2008 til kurs 66.

Højesteret fandt, at der ikke efter kursgevinstloven eller dens forarbejder er grundlag for at antage, at børskursen skal anvendes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i tilfælde, hvor der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at børskursen ikke kan anses for et retvisende udtryk for obligationernes markedsværdi.

Højesteret anførte, at den senest noterede børskurs lå mere end et år forud for den 31. december 2008, der er det afgørende tidspunkt for skatteberegningen, samt at der i denne periode som følge af finanskrisen indtrådte en række markante ændringer i markedet, hvilket bl.a. medførte rentestigning og kursfald på virksomhedsobligationer. Dertil kommer, at børskursen på to lignende typer af virksomhedsobligationer i EUR, der også var udstedt af selskabet i 2006, i samme periode var faldet med ca. en tredjedel. Højesteret anførte videre, at det for Højesteret gennemførte syn og skøn bestyrkede, at kursen på både virksomhedsobligationerne i EUR og virksomhedsobligationerne i USD var faldet betydeligt.

Samlet set fandt Højesteret, at børskursen pr. 20. december 2007 ikke kunne anses for et retvisende udtryk for markedsværdien af selskabets gæld i henhold til virksomhedsobligationerne i USD pr. 31. december 2008. Højesteret tiltrådte herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at værdiansættelsen af gælden skulle ske på et andet grundlag.

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at det af SKAT udøvede skøn, som tog udgangspunkt i selskabets egne oplysninger om obligationernes dagsværdi pr. 31. december 2008 i en note til selskabets årsrapport for 2008, hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet førte til et åbenbart urimeligt resultat. Der var dermed ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af virksomhedsobligationernes værdi pr. 31. december 2008 til kurs 66.

I den forbindelse henviste Højesteret til, at børskurserne på selskabets EUR-obligationer var faldet med ca. en tredjedel, og at det derfor måtte antages, at der var et lignende fald i værdien af de sammenlignelige USD-obligationer. Højesteret anførte videre, at skønsmanden vurderede, at markedskursen på USD-obligationerne pr. 31. december 2008 lå mellem 68,25 og 71,23, og at det bedste bud på en markedskurs var 70. Skattemyndighedernes skønsmæssigt fastsatte værdi afveg ikke væsentligt fra skønsmandens vurdering af markedsværdien.

Højesteret afviste selskabets synspunkt om, at kursen skulle korrigeres ud fra en antagelse om fravær af likviditetsrisiko som følge af, at markedet for handlen med virksomhedsobligationer ikke var velfungerende ultimo 2008.

Landsrettens dom, der frifandt Skatteministeriet, blev på den baggrund stadfæstet.

Som led i en rekonstruktion af et tjekkisk selskab, i hvilket H1 ejede halvdelen af aktiekapitalen, blev en del af det tjekkiske selskabs gæld konverteret til aktier. Som følge af gældskonverteringen fik det tjekkiske datterselskab positiv egenkapital, og værdien af restfordringen (ca. 20 % af den oprindelige fordring) steg til kurs pari.

Højesteret fandt det bedst stemmende med KGL § 26, stk. 1, at det fradragsberettigede kurstab på den konverterede del af fordringen blev beregnet forholdsmæssigt i forhold til den del af fordringen, som faktisk blev konverteret. Et synspunkt om, at en uafhængig kreditor ville have været villig til at acceptere en større nedskrivning af den konverterede del af fordringen end til den forholdsmæssige andel af værdien af hele fordringen på konverteringstidspunktet under hensyn til værdistigningen af restfordringen, kunne ikke føre til et andet resultat. Heller ikke dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 9 om anvendelse af armslængdeprincippet ved transaktioner mellem interesseforbundne parter kunne føre til et andet resultat, idet den forholdsmæssige opgørelse af det fradragsberettigede tab ikke var i strid med Danmarks forpligtelser i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

SKM2009.318.HR

Det var ikke godtgjort, at en fordrings anskaffelsessum var den, som selskabet påstod. Selskaberne H1 og H2 havde solgt deres aktier i selskabet H3 i august 1998. Ved salget blev det aftalt, at en del af salgssummen, ca. 992.000 kr., skulle deponeres til fordel for køber. Deponeringen skulle frigives til køber, hvis H3 ikke indfriede dets gæld den 30. november 1998. Værdien af tilgodehavendet på H3 indgik fuldt ud i værdien af aktierne H3.

Tilgodehavendet blev ikke indfriet, og deponeringen skulle frigives til køber. H1 og H2 fik tiltransporteret tilgodehavendet. I 2000 blev der indgået forlig om tilgodehavendet, hvor H1 og H2 modtog 270.000 kr.

Højesteret fandt, at frigivelse af deponeringen var en regulering, der skulle nedsætte salgssummen med 992.000 kr. efter aktieavancebeskatningsloven.

Anskaffelsessummen for det tiltransporterede tilgodehavende var kursværdien på erhvervelsestidspunktet i november 1998, og ikke de 992.000 kr. Det var ikke godtgjort, at fordringens kursværdi på erhvervelsestidspunktet oversteg provenuet fra forliget, og der var derfor ikke et fradragsberettiget tab.

SKM2002.152.HR

A havde opført en række andelsboliger. Han havde modtaget gældsbreve fra andelshaverne. A havde stillet pantebrevene til sikkerhed for gæld til en sparekasse. På grund af mangler ved byggeriet så sparekassen sig nødsaget til at frafalde andelshavernes fordringer ifølge gældsbrevene. Da sparekassen herved havde påført A et tab, krediterede banken As konto med 719.688 kr.

Højesteret lagde til grund, at der enten var tale om erstatning for et tab på fordringer mod gældsbrevsdebitorer eller betaling for gældsbrevdebitorerne.

Landsretsdomme

►SKM2024.265.ØLR◄

►Sagen angik for det første, om skattemyndighederne med rette havde nægtet appellanten fradrag for et påstået tab på debitorer i indkomståret 2016. Sagen angik for det andet, om sagsøgeren ekstraordinært kunne få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2014, med henblik på at opnå fradrag for førnævnte påståede tab i indkomståret 2014.

Landsretten tiltrådte, at det er den, der hævder at have ret til et skattefradrag, som skal godtgøre dette. Allerede fordi appellanten ikke havde godtgjort, at han havde lidt et fradragsberettiget tab omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a, jf. KGL § 17, stadfæstede landsretten de indankede domme.◄

►Tidligere SKM2023.52.BR og SKM2023.364.BR.◄

►SKM2024.145.ØLR◄

►To appellanter havde indgået kontrakter med et Y1-landsk selskab om, at de to personer hver især skulle have opført et hus i Y1-land, og personerne foretog i den forbindelse ratebetalinger inden færdiggørelsen af husene. Appellanterne påstod, at de havde erhvervet pengefordringer på det Y1-landske selskab allerede ved ratebetalingerne og i hvert fald senest ved, at de i 2009 eller 2010 ophævede de indgåede kontrakter.

Landsretten udtalte, at kursgevinstloven finder anvendelse på bl.a. tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer, og at bevisbyrden for, at der bestod en pengefordring, og at der var lidt et tab ved afståelse eller indfrielse af en sådan fordring, påhvilede appellanterne. 

Landsretten lagde endvidere til grund, at appellanterne ved indgåelsen af kontrakterne hver fik en fordring på en realydelse i form af en grund med hus. Spørgsmålet var herefter i første række, om og i givet fald hvornår denne fordring på en realydelse blev konverteret til et retligt krav på betaling i form af penge (en pengefordring).

Landsretten fandt, at appellanterne hverken efter den fremlagte skriftlige korrespondance eller sagens øvrige beviser havde godtgjort, at der var opstået en pengefordring mod det Y1-landske selskab. Kursgevinstloven fandt derfor ikke anvendelse på appellanternes tab på kontrakterne om ejendomskøb.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.◄

►Tidligere SKM2022.315.BR.◄

SKM2021.716.ØLR

SKM2021.636.ØLR

Landsretten fandt, at en kommanditist havde realiseret en skattepligtig kursgevinst ved kommanditselskabets frigørelse for gæld i fremmed valuta i henhold til låneaftaler med begrænset hæftelse.

Landsretten henviste til, at frigørelsen efter den fremlagte dokumentation i sagen var sket i overensstemmelse med låneaftalerne, og at kommanditisten heller ikke for landsretten havde fremlagt dokumentation for gældsforholdets fortsatte eksistens.

Landsretten fandt videre, at vilkårene for låneaftalerne ikke undergik sådanne ændringer i 2011, at der dermed var tale om stiftelse af ny gæld i kursgevinstlovens forstand med den konsekvens, at skattepligten rettelig vedrørte skatteåret 2011, jf. KGL § 25, stk. 1.

Landsretten henviste til, at  korrespondancen og samarbejdet mellem bankerne og kommanditselskabet i 2011 alene vedrørte sædvanlige spørgsmål om afvikling af gælden, og tiltrådte derfor, at kursgevinsten var henført til skatteåret 2012.

Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens frifindelse af Skatteministeriet.

Tidligere SKM2021.8.BR.

SKM2021.590.VLR

Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for tab på fordringer i indkomståret 2017.

Skatteyderen overførte i 2017 i alt 121.404 kr. til udlandet med henblik på investeringer. Skatteyderen modtog aldrig et afkast og kunne heller ikke få midlerne tilbagebetalt, da hans henvendelser ikke blev besvaret. Skatteyderen forsøgte herefter i august 2017 at inddrive pengene via en udenlandsk advokat, hvilket ikke lykkedes.

Landsretten fandt, at der ikke var ført bevis for, hvem rette debitor i sagen var, herunder om debitor var et selskab eller en eller flere fysiske personer. Der forelå ikke oplysninger om, hvad skatteyderen siden august 2017 havde foretaget sig for at søge fordringen inddrevet. Det var derfor ikke bevist, at skatteyderen havde realiseret et tab på en fordring, jf. KGL § 25, stk. 1. Allerede af denne grund blev Skatteministeriet frifundet. Landsretten stadfæstede derved byrettens dom.

Tidligere SKM2021.138.BR.

SKM2021.43.VLR

Et selskab havde ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst fratrukket et kurstab på en fordring på en kunde, der var gået konkurs. Skattemyndighederne forhøjede selskabets skattepligtige indkomst med ca. 5,7 mio. kr., som selskabet - på baggrund af erklæringer herom fra det tyske moderselskab - havde modtaget fra moderselskabet til dækning af hovedparten af tabet på fordringen på kunden.

Af de grunde, der var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at overførslen fra moderselskabet til selskabet ikke udgjorde et skattefrit tilskud omfattet af SEL § 31 D.

Under de foreliggende omstændighederne måtte overførslen i stedet anses for at udgøre dækning af selskabets tab på den konkrete fordring, som selskabet havde mod kunden. Selskabet havde dermed ikke realiseret et tab på fordringen svarende til det overførte beløb.

Herefter og af de grunde, der i øvrigt var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at overførslen skulle indgå i opgørelsen af tabet efter KGL § 26. Selskabet var dermed ikke berettiget til at få nedsat sin skattepligtige indkomst som påstået.

Herefter, og idet der heller ikke var grundlag for at hjemvise sagen, stadfæstede landsretten byrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2019.305.VLR

Sagsøgeren indfriede i 2015 et boliglån, som han og hans tidligere ægtefælle hæftede solidarisk for. Han fik derfor en regresfordring mod sin tidligere ægtefælle. På dette tidspunkt var den tidligere ægtefælle insolvent.

Sagsøgeren anmodede SKAT om et bindende svar på, om han kunne fratrække sit tab på denne fordring i den skattepligtige indkomst. SKAT svarede, at der ikke var fradrag for nogen del af fordringen, da sagsøgeren ikke havde lidt et fradragsberettiget tab.

For landsretten gjorde sagsøgeren gældende, at han havde lidt et fradragsberettiget tab på fordringen efter KGL § 14, jf. § 26, stk. 2. Han gjorde videre gældende, at regresfordringen måtte anses for at være stiftet på tidspunktet for oprettelsen af det oprindelige fælleslån, og at kursværdien på dette tidspunkt udgjorde 100. I anden række gjorde sagsøgeren gældende, at hvis regresfordringen først ansås for stiftet på tidspunkt for indfrielsen af fælleslånet, havde han godtgjort at have erhvervet regresfordringen for et højere beløb end kursværdien, nemlig til indfrielsessummen, jf. KGL § 26, stk. 2, 2. pkt.

Landsretten lagde efter forklaringerne til grund, at sagsøgeren ikke betalte gælden med henblik på at erhverve en fordring mod sin tidligere ægtefælle, men som følge af den solidariske hæftelse for boliglånet.

Landsretten fandt, at regresfordringen først blev erhvervet ved indfrielsen af det fælles boliglån i 2015, og da den tidligere ægtefælle på dette tidspunkt var insolvent, udgjorde kursværdien kr. 0. Landsretten fandt videre, at sagsøgeren ikke havde godtgjort at have erhvervet regresfordringen for et højere beløb end kursværdien. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2012.31.ØLR

Et selskabs tab på en fordring ansås først for konstateret i 2009, da skyldneren afgav insolvenserklæring i fogedretten. Tabet var ikke konstateret allerede i 2004 eller 2005, da kravet havde været bestridt for domstolene og under en voldgiftssag afsluttet i 2008 og derfor havde været genstand for en reel tvist.

Tabskonstate-
ringstidspunkt - realisations-
princippet.

►Tidligere SKM2011.192.BR.◄

SKM2006.527.ØLR

Betingelserne for fradragsret var ikke opfyldt, idet der ikke havde været iværksat effektive inddrivelsesskridt eller truffet foranstaltninger med henblik på at undgå forældelse.

SKM2005.207.ØLR

Et tab kan ikke anses for konstateret, blot fordi man ikke ønsker at afholde inkassoomkostninger.

SKM2004.138.ØLR

Et advokatselskab havde ikke fradragsret for tab på debitorer. Landsretten lagde vægt på, at selskabet ikke på noget tidspunkt havde udsendt skriftlige rykkere til de pågældende debitorer eller på anden måde havde iværksat tiltag i anledning af den manglende betaling. Advokatselskabet havde ikke anmeldt krav i debitorernes konkursboer, at der ikke blev indhentet erklæring fra bobestyreren vedrørende den forventede dividende i konkursboerne. Advokatselskabets opgørelse af tabet var baseret på selskabets egen vurdering af debitorernes betalingsevne.

SKM2002.360.VLR

Et selskab havde ikke fradragsret for et påstået tab på en fordring på et datterselskab. Landsretten fandt ikke, at tabet var konstateret ved en udlægsforretning, hvor moder- og datterselskab var repræsenteret af samme advokatfirma.

Landsretten lagde bl.a. til grund, at udlægsforretningen var foretaget for at kunne dokumentere over for skattemyndighederne, at tab var endeligt konstateret.

Landsretten foretog herefter en konkret vurdering af, om fordringen var tabt, og fandt at dette ikke var tilfældet. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at datterselskabet havde fortsat driften i de efterfølgende år, og at moderselskabet havde afgivet en støtteerklæring.

SKM2001.120.VLR

Et tab skal være konstateret, før der kan ske fradrag i den skattepligtige indkomst. Debitors insolvens og dermed tabet, kunne først konstateres, da debitors bo blev taget under konkursbehandling i et efterfølgende skatteår.

TfS 2000, 605 (ØLR)

Vilkårsændringer i en låneaftale var så væsentlige, at lånet måtte anses for indfriet.

En hovedanpartshaver i et dansk selskab, optog den 1/6 1989 et lån på 120.000 DEM i et tysk datterselskab. Datterselskabet finansierede lånet ved en tilsvarende lånoptagelse i moderselskabet. Lånet var afdragsfrit med en løbetid på 5 år. Renten var 4 pct. p.a. Den 1/8 1993 blev der indgået en ny aftale mellem sagsøgeren og moder- og datterselskabet om lånets størrelse, afvikling og afdragsbetaling. Der svaredes herefter ikke renter.

Landsretten sagde, at det oprindelige låns vilkår undergik så væsentlige ændringer, at lånet måtte anses for indfriet i kursgevinstlovens forstand.

Ved Højesteret tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle på grund af nye oplysninger. Højesteret har derfor ikke taget stilling til spørgsmålet om vilkårsændring.

(TfS 2001, 423 HR)

Byretsdomme

SKM2021.14.BR

Sagen angik, om skatteyderen havde lidt et fradragsberettiget tab på i alt 236.766 kr. for tab på to debitorer i indkomståret 2014 og derfor var berettiget til genoptagelse efter SFL § 26, stk. 2.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde lidt et fradragsberettiget tab på 157.421,09 kr. vedrørende den ene af de to debitorer, der var opløst ved konkurs i 2016. For så vidt angik tabet på den anden debitor, der var opløst ved konkurs i 2014, fandt retten efter en konkret vurdering, at skatteyderen havde lidt et fradragsberettiget tab på 79.025,25 kr. Retten lagde herved vægt på, at konkursboet var sluttet efter et halvt års behandling og efter det oplyste uden dividende, hvorfor det ikke var afgørende, at skatteyderen ikke havde anmeldt sit krav i boet.

TfS 2010, 582 BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger (selskabet A ApS), der drev virksomhed med låneformidling og handel med faste ejendomme for egen regning, var skattepligtig af kursgevinster vedrørende en række fordringer i indkomstårene 2001 til 2004 samt af påløbne renteindtægter i forbindelse hermed.

Landsskatteretten fandt, at selskabet var skattepligtigt, uanset at låntageren ikke havde betalt de aftalte ydelser for perioden. På denne baggrund stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om at forhøje selskabets skattepligtige indkomster i denne periode vedrørende provision og renter trods det, at selskabets repræsentant havde fremsat påstand om, at forhøjelserne skulle nedsættes på den baggrund, at selskabet var blevet bondefanget, og at de udstedte gældsbreve hele tiden havde været fuldstændig værdiløse.

Under byretssagen tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgers påstand.

SKM2008.213.BR

Et kreditorselskab fratrak i indkomståret 2003 tab på to debitorer, der drev butikker på franchise-basis. Selskabet havde et indgående kendskab til sine franchisetageres økonomi. I november 2003 blev der udarbejdet et udkast til en gældseftergivelsesaftale, som debitorerne ikke ville tiltræde. Debitorerne afslog aftalen, fordi de forlangte en større gældseftergivelse, end selskabet ville yde.

Der var ikke fradragsret for tab på fordringer i indkomståret 2003.

SKM2008.214.BR

Et debitorselskab fratrak i indkomståret 2003 tab på to debitorer, der drev butikker på franchisebasis. Selskabet havde et indgående kendskab til sine franchisetageres økonomi og påtænkte en gældseftergivelse.

Byretten kom frem til, at tabene ikke kunne fradrages i indkomståret 2003. Tabene kunne ikke konstateres og gøres endeligt op i 2003.

Landsskatteretskendelser

►SKM2024.52.LSR◄

►Klagen angik et bindende svar fra Skatterådet på, hvorvidt en påtænkt ændring af et anfordringsgældsbrev i form af en allonge ville medføre, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for udfærdigelsen af allongen. Skatterådet havde besvaret spørgsmålet med et "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Landsskatteretten fandt, at der herskede en sådan usikkerhed med hensyn til det faktiske grundlag for spørgsmålet, herunder særligt allongens gyldighed i forhold til arvelovens bestemmelser om iagttagelse af testamentsbetingelserne, at det påklagede stillede spørgsmål burde have været afvist.

Allongen, der indeholdt vilkår om, at lånet bortfaldt ved långivers død, var således udtryk for en disposition i form af en gave, der blev givet i långivers levende live, men som var bestemt til at blive opfyldt efter långiverens død, der var omfattet af arvelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Det havde den konsekvens, at allongen civilretligt kun var gyldig, såfremt betingelserne om bl.a. notartestamente eller vidnetestamente var opfyldt, jf. arvelovens § 69.

A havde på vegne af klagerne på retsmødet oplyst, at de ikke havde påtænkt at tilføje allongen til lånet under særlige former, men at han selv ville påføre allongen til lånet. Landsskatteretten lagde på baggrund heraf til grund, at klagerne ikke tilføjede allongen til lånet på en sådan måde, at den civilretligt ville være gyldig.

Landsskatteretten fandt derfor, at Skatterådets afgørelse skulle ændres således, at spørgsmålet ikke blev realitetsbehandlet, og at svaret på spørgsmålet derfor blev ændret til "Afvist".◄

SKM2006.303.LSR

Tab på fordringer skulle opgøres som forskellen mellem de faktiske beløb, som lånene var ydet med, og låneaftalernes værdi ved indfrielsen. Lånet var indfriet efter aftalernes indhold i forbindelse med køb af aktier. Aktierne var uden værdi, og tabet kunne opgøres til 552.800 kr.

TfS 2000, 454

Fordringer mellem interesseforbundne parter, der modregnes, skal værdiansættes på modregningstidspunktet, for at konstatere, om der er realiseret en kursgevinst eller et kurstab.

Ved gældskonvertering i et insolvent selskab er forskellen mellem aktiernes nominelle værdi og fordringens kursværdi, overkurs på aktierne. Kursgevinsten opgøres som forskellen mellem fordringens pålydende værdi og fordringens kursværdi ved konverteringen.

TfS 1989, 612

En sparekasse anvendte lagerprincippet for sin fondsbeholdning. Børskursen var over pari ved udgangen af indkomståret. Landsskatteretten fandt, at anvendelsen af lagerprincippet må medføre, at årets kurssvingninger påvirker den skattepligtige indkomst, uanset om de noterede kurser på statusdagen er over eller under pari. Obligationerne kunne derfor ikke nedskrives fra børskursen til pari.

LSRM 1974, 15

En redaktør havde gennem flere år overgivet virksomhedens fordringer til inkassation hos en advokat, som med visse mellemrum sendte redaktøren en fællesafregning af de løbende sager. Landsskatteretten accepterede, at virksomheden kunne fradrage tab på debitorer på det tidspunkt, hvor virksomheden modtog en fællesafregning fra advokaten.

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2023.245.SR

Sagen omhandlede en herboende skatteyder, der havde konti i USA i USD, og som foretog diverse transaktioner i forbindelse med sine konti i USD. Det var bl.a. spørgsmålet, om der var tale om et debitorskifte, når spørgeren skiftede bank.

Skatterådet bekræftede, at det udløste beskatning af gevinst og tab efter reglerne i kursgevinstloven, når der blev hævet eller skete veksling af beløb på spørgerens konto i USD, hvis beløbet oversteg bundgrænsen i KGL § 14, stk. 1, på 2.000 kr.

Derudover bekræftede Skatterådet, at det udløste beskatning af gevinst og tab på fordring efter KGL § 14, stk. 1, når indestående på en konto i USD helt eller delvist blev overflyttet til en anden konto i USD i en anden bank.

I relation til spørgerens skift af bank fandt Skatterådet, at der ikke var tale om et debitorskifte, men om en hel eller delvis indfrielse af en fordring med den første aftalepart (bank) og nystiftelse af en fordring ved indskud på en eksisterende konto i en anden bank eller ved indskud i forbindelse med etablering af en ny konto i en anden bank. Dette udløste beskatning af det overførte beløb.

Ydermere bekræftede Skatterådet, at det ikke udløste beskatning af gevinst og tab efter KGL § 14 stk. 1, hvis der skete overførsel af et beløb fra en konto i USD til en anden konto i USD i samme bank og med helt tilsvarende vilkår.

SKM2021.116.SR

►Skatterådet blev bedt om at bekræftei spørgsmål, at As anskaffelsessum på sit regreskrav mod A ApS udgør 556.400 kr., jf. kursgevinstloven § 26, stk. 2, 2. pkt.◄

Skatterådet fandt i sin begrundelse, at svaret på spørgsmål 2 skulle ændres til "Ja". Efter Skatterådets opfattelse har SKM2019.305.VLR ikke betydning i en kautionssituation, hvorfor det fortsat vil være praksis, at når en kautionist betaler en kaution, og derved får et regreskrav, er anskaffelsessummen for dette regreskrav det betalte beløb.

Der er herved lagt vægt på, at det kan indeholdes i ordlyden af KGL § 26, stk. 2, at lovbemærkninger til lov nr. 724 af 25. juni 2010 og tidligere lovbemærkninger til kursgevinstloven klart anfører, at anskaffelsessummen for et regreskrav, der er opstået som følge af en kaution, ansættes til det betalte beløb, og at Vestre Landsret ikke i SKM2019.305.VLR har taget afstand fra det anførte i lovbemærkninger vedrørende værdiansættelsen af regresfordringer i forhold til kaution.

SKM2014.711.SR

Værdipapirer, der i visse tilfælde kunne blive nedskrevet, og som ejeren ikke havde ubetinget krav på at få indfriet, blev anset for almindelige fordringer omfattet af KGL kapitel 2-5, jf. LL § 6 B, og ikke som strukturerede obligationer. En konvertering til kapitalandele skal anses for en afståelse. En eventuel nedskrivning skal anses for en delafståelse. Renter skal skattemæssigt anses for renter.

SKM2014.699.SR

Værdipapirer, der kunne blive nedskrevet i tilfælde af fald i udstederens egenkapital, blev anset for almindelige fordringer, omfattet af KGL kapitel 2-5, og ikke som strukturerede fordringer, omfattet af KGL § 29, stk. 3.

En eventuel nedskrivning af værdipapirerne og en efterfølgende indfrielse af den nedskrevne hovedstol dagen efter, blev anset for to separate afståelser.

SKM2012.628.SR

Aftalebetalinger kunne ikke kvalificeres som et kurstab på et eurolån, når en ejendom overdrages successivt (ideelle andele) i forbindelse med, at køber betaler efter et fastsat betalingsskema.

Køber opnår fuld rådighed over ejendommen i forbindelse med den første betaling på en vis procentdel af købesummen. Ved de efterfølgende betalinger opnår han yderligere ejerandele. Da køber først erhverver yderligere andele af ejendommen i takt med betalingen af ydelserne efter det fastsatte betalingsskema, opstår der først en pligt til betaling på disse fastsatte tidspunkter.

Køber har således ikke påtaget sig en gældsforpligtigelse, og der vil derfor ikke opstå et kurstab i forbindelse med aftalens indgåelse. Aftalebetalingen sidestilles med en huslejebetaling.

SKM2012.257.SR

I forbindelse med ændringer i ejerstrukturen i en koncern skulle et eksisterende gældsbrev opdeles i to gældsbreve, hvor det oprindelige gældsbrevs vilkår skulle videreføres.

Skatterådet bekræftede, at en opsplitning af et gældsbrev i to gældsbreve kunne ske uden skattemæssige konsekvenser. Skatterådet fandt, at selve opsplitningen ikke var en væsentlig ændring af gældsforholdet.

SKM2010.864.SR

Skatterådet bekræftede, at kursgevinst på en uforrentet fordring beskattes på tidspunktet for indfrielse (realisationsprincippet), også i låneforhold mellem hovedanpartshaver og selskab. Lånet skulle indfries til overkurs, og Skatterådet forudsatte, at låneforholdet var i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2.

SKM2009.553.SR

Efter låneaftalen skulle låntager tilbagelevere obligationer, herunder kontant kompensation for udtrukne obligationer. Låntager skulle også kompensere långiver for renter på obligationerne. Lånet skulle maksimalt løbe i 6 mdr. og blev indgået efter samme principper som i ISLA / OSLA. Hvis lånet blev misligholdt, og långiver ikke modtog et kompensationsbeløb til dækningskøb, skulle forholdet anses for ophørt på udlånstidspunktet. Skatterådet mente, at det ikke var realisation, men udlån af obligationer.

SKM2009.370.SKAT

Styresignal, som beskriver de skattemæssige konsekvenser af tab på garantbeviser for personer og selskaber samt konsekvenserne ved indskud mv. af garantbeviser i pensionsordninger.

SKM2009.11.SR

En obligation skulle reguleres i forhold til udviklingen i nogle nærmere angivne valutakurser (kurv af valutaer). I takt med, at valutakurserne ændrede sig, skulle de enkelte valutaers vægte i valutakurven ændres ugentligt. Det vil sige, at der skulle ske ændringer mht. fordringens valuta. Skatterådet mente ikke, at disse ændringer kunne anses for afståelse af obligationen. Ændringerne af valutaernes vægte var indeholdt i den aftale, der lå til grund for obligationen.

SKM2008.970.SR

En sparekasse ville købe nogle obligationer tilbage fra sine kunder til kundernes oprindelige købskurs. Obligationerne var faldet meget i værdi, hvilket sparekassen efter det oplyste var erstatningspligtig for. Skatterådet udtalte, at hele beløbet - både markedskursen og "overprisen" - skulle behandles som salgssum for obligationerne.

SKM2003.545.LR

En skatteyder havde lånt penge til sin niece. Der var tale om to lån. Det ene blev forrentet med den til enhver tid gældende mindsterente. Det andet blev forrentet med en fast rente på 4 pct. p.a. Lånene var stiftet på anfordringsvilkår. Vilkårene for lånene ønskedes nu ændret, så lånene blev rentefrie. Ligningsrådet fandt, at der var tale om en så væsentlig ændring af lånevilkårene, at lånene måtte anses for indfriet i kursgevinstlovens forstand.

SKM2016.173.SKAT

Med afgørelserne SKM2016.134.SR, SKM2016.135.SR, SKM2016.136.SR, SKM2016.137.SR og SKM2016.138.SR, har Skatterådet taget stilling til, om personers tab i forskellige situationer er omfattet af KGL § 14, stk. 1.

Skatterådet fandt, at der i følgende situationer har været etableret en fast administrativ praksis, der alene kan ændres med fremadrettet virkning:

1. Tab i forbindelse med forudbetaling for levering af private ydelser, både varer og arbejdsydelser, som ikke leveres, eller hvor der foreligger fejl og mangler.
2. Tab i forbindelse med erstatning for svie og smerte.

Andet

TfS 1999, 192 (DEP)

Departementet udtaler, at det som hovedregel kan siges, at to eller flere fordringer i fremmed valuta er udstedt på samme vilkår, når valuta, rente og løbetid er identiske.

TfS 1999, 172 (DEP)

En euro-redenominering i danske kroner er en afståelse og stiftelse af en ny fordring, idet der i denne situation ændres valuta.

Euro-deltagende landes nationale valutaer anses for én og samme valuta.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i en sag, hvor Landsskatteretten havde anset et selskab som skattepligtig af forskellen mellem tegningskursen på 840 ved en kapitaludvidelse, der gennemførtes ved gældskonvertering, og den kurs på 651,6, som anpartshaverne senere samme dag solgte anparterne for.

Sagen blev af selskabet indbragt for domstolene. Departementet har i en kommentar (TfS 1998, 123) udtalt, at det ved opgørelse af gevinst og tab er fordringens værdi, der skal lægges til grund. Dette gælder uanset om selskabet er solvent eller insolvent. Hvis fordringens værdi er pari, opstår der ikke gevinst eller tab. Værdien ved indfrielse skal således fortolkes som fordringens værdi på tidspunktet for konverteringen og ikke som de nytegnede anparters værdi, som Landsskatteretten havde lagt til grund.