| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme |
| SKM2023.13.HR | Dykkervirksomhed - konsulentaftale - lønmodtager. Et hollandsk selskab havde antaget ca. 100 dykkere i forbindelse med udførelsen af et offshore-projekt i Nordsøen. Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt det hollandske selskab var forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af dykkernes vederlag, fordi dykkerne var lønmodtagere og ikke selvstændige erhvervsdrivende. Med henvisning til UfR 1996.1027 H og UfR 2008.861 H udtalte Højesteret, at afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende inden for skattelovgivningens område skal ske efter de kriterier, som er angivet i pkt. B. 3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Efter en samlet vurdering tiltrådte Højesteret, at dykkerne ikke kunne anses for at have udført arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko, men måtte anses for lønmodtagere. Det hollandske selskab var derfor forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af dykkernes vederlag. Idet det hollandske selskab var bekendt med grundlaget for, at dykkerne måtte anses for lønmodtagere, og det hollandske selskab ikke havde haft føje til at tro, at selskabet ikke skulle indeholde A-skat og AM-bidrag, tiltrådte Højesteret, at selskabet hæftede for de indeholdelsespligtige beløb. Endvidere tiltrådte Højesteret, at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen. | Stadfæster afgørelsen i SKM2021.221.ØLR |
| SKM2015.717.HR | Landsretten havde i SKM2014.846.ØLR fundet, at det var en læge personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager af et vederlag, idet arbejdet var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette var ikke bestridt under højesteretssagen. Højesteret stadfæstede landsrettens dom vedrørende spørgsmål om omgørelse jf. SKFL § 29, stk. 1, og betalingskorrektion, jf. LL § 2. | Dommen stadfæster SKM2014.846.ØLR. |
| SKM2009.476.HR | Sagen vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt en distriktsleders indkomst fra en rengøringsvirksomhed var erhvervet som led i distriktslederens selvstændige erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at distriktslederen ikke kunne anses for at have drevet virksomhed for egen regning og risiko. Retten lagde navnlig vægt på, at - aftalen mellem rengøringsvirksomheden og distriktslederen reelt var en aftale om en løbende arbejdsydelse
- distriktslederen månedligt modtog et vederlag i form af provision
- distriktslederen havde ret til et opsigelsesvarsel.
| Dommen stadfæster SKM2007.73.ØLR. |
| SKM2008.163.HR | Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en fysisk person A eller hans selskab H1 havde ret til et vederlag efter nogle konsulentaftaler med et andet selskab G1. A havde oprindeligt drevet selvstændig konsulentvirksomhed i H1, men var i 4 år ansat som økonomidirektør i G1. Han fortsatte dog med at arbejde som konsulent både i opsigelsesperioden og efterfølgende. Det var omtvistet, om det var A personligt eller H1, der var kontraktpart. A blev derefter ansat som administrerende direktør i G1 og valgt til medlem af bestyrelsen. Højesteret fandt som landsrettens flertal, at det arbejde, A havde udført i henhold til konsulentaftalerne, skattemæssigt måtte anses for udført af ham som lønmodtager. Landsretten henviste bl.a. til, - at det fremgik af konsulentaftalerne, at A skulle repræsentere selskabet G1 som "senior vicepresident"
- at A havde fri rådighed over samme bil og over telefon og computer
- at A fra ophøret af ansættelsen som økonomidirektør ved udgangen af juli 1999 til ansættelsen den 15. april 2000 som administrerende direktør i selskab G1 i det alt væsentlige kun havde indtægter fra selskab G
- at konsulentkontrakterne efter deres ordlyd blev indgået med A. A's selskab, H1, skulle kun fakturere mv.
- A's tilknytning til G1 både før og efter kontraktperioderne.
Højesteret stadfæstede dommen under henvisning til landsrettens begrundelse. | Dommen stadfæster SKM2007.259.ØLR. |
| SKM2007.273.HR | En hovedaktionær fik vederlag fra sit selskab for konsulentarbejde, der bestod i at videreudvikle og tilrette den software, som anvendtes i eller i forbindelse med de produkter, selskabet forhandlede. Højesteret tiltrådte, at hovedaktionæren, for så vidt angik dette arbejde, måtte anses som lønmodtager i selskabet og således ikke i denne relation kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende eller honorarmodtager. Højesteret lagde især vægt på, at - hovedaktionærens arbejde indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, som blev drevet af det selskab, som han selv ejede
- hovedaktionæren i de omhandlede år kun i et enkelt tilfælde havde udført lignende arbejde for andre end selskabet
- arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for hovedaktionæren personligt
- hovedaktionæren ikke havde afholdt udgifter, som efter art og omfang adskilte sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere.
| Dommen stadfæster SKM2006.457.ØLR. |
| SKM2003.555.HR | En journalist arbejdede som freelance ved et dagblad, hvor han fungerede som afløser for andre journalister ved sygdom og ferie. Journalisten havde ingen ansættelseskontrakt og havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver som den journalist, han afløste. Han sendte faktura for udført arbejde og fik udbetalt vederlag én gang om måneden. Han fik ikke feriepenge og løn under sygdom. Efter en samlet bedømmelse tiltrådte Højesteret, at journalistens indkomst ved dagbladet måtte anses som lønindkomst. Højesteret tiltrådte landsrettens præmisser, hvor der særligt var lagt vægt på, at - journalisten var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for
- journalisten fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling
- journalisten udførte arbejde for dagbladet gennem flere år
- journalisten blev aflønnet månedligt efter faste takster.
| Dommen stadfæster SKM2001.626.VLR. |
| TfS 2000, 715 HRD | Skatteyderen havde haft selvstændig virksomhed som freelancekonsulent siden 1973. Fra 1986 blev han knyttet til Odsherredskolen som leder af et kommunalt projekt vedrørende edb. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende vedrørende indtægterne fra Odsherredskolen. Han var ansat for et år ad gangen fra 1986 til og med 1989. Der blev trukket A-skat af vederlagene fra skolen, som også oprettede en pensionsordning for skatteyderen. Han havde ikke afholdt udgifter, der lå ud over, hvad der er sædvanligt i ansættelsesforhold. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende. Højesteret tiltrådte, at skatteyderen i arbejdet for skolen var lønmodtager. I årene 1990 til 1992 havde skatteyderen - bortset fra en indtægt på 752 kr. i 1990 - kun haft indtægter i form af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse og efterløn. Retten fandt, at han i disse år ikke drev erhvervsmæssig virksomhed. | |
| TfS 1999, 377 HRD | Nogle restauratører udbetalte vederlag til 4 discjockeyer. Højesteret fandt ud fra en samlet vurdering af kriterierne i cirk. nr. 129 af 4/7 1994, pkt. B.3.1. 1., jf. pkt. 2-8 i cirk. af 5/10 1988, at vederlaget var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold, og at virksomhederne derfor skulle indeholde A-skat. Retten særligt vægt på, at - discjockeyerne løbende skulle præstere deres arbejdsydelser som en integreret del af restaurationernes differentierede ydelsesudbud,
- discjockeyerne således indgik i virksomhedernes sædvanlige struktur med fast mødetid, vagtplan samt løn pr. time, som var uafhængig af omsætningen og i det væsentlige var nettoindkomst.
| Se også SKM2002.561.ØLR og SKM2006.485.SR om discjockeyer. |
| TfS 1997, 473 HRD | Højesteret afviste, at en ingeniør var selvstændigt erhvervsdrivende. Ingeniøren havde i en periode været udlånt til Naturgas Syd. Efter periodens udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat tilknytning til virksomheden. Det var Naturgas Syds politik, at medarbejdere, for hvilke der ikke kunne regnes med varig ansættelse, ikke blev ansat i selskabet, men blev tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller gennem større ingeniør- og konsulentfirmaer. Højesteret bemærkede, at sondringen skulle ske efter de kriterier, som er angivet i punkt B 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Efter en samlet vurdering af kriterierne fandt Højesteret, at ingeniøren ikke var selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde især vægt på, at - ingeniøren var engageret for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt
- ingeniøren ikke havde afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende inden for den pågældende branche.
| Dommen ændrede Vestre Landsrets dom i TfS 1996, 7. |
| Landsretsdomme |
| SKM2017.739.ØLR | Døgnpleje - familiepleje - lønmodtager. Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, der sammen med sin ægtefælle havde indgået aftale med en kommune om at have to piger i døgnpleje, skulle anses som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende i skatteretlig henseende. Landsretten udtalte, - at spørgsmålet skulle afgøres efter en afvejning af kriterierne i punkt B 3.1.1. i personskattecirkulæret, og
- at skatteyderen efter en samlet bedømmelse heraf skatteretligt skulle anses som lønmodtager.
Landsretten lagde i den forbindelse særligt vægt på, - at skatteyderen efter kontrakterne om formidlet døgnophold modtog et fast månedligt vederlag, der var fastsat ud fra en konkret vurdering af børnenes omfattende plejebehov,
- at kontrakterne kunne opsiges gensidigt med en måneds varsel, og
- at regelgrundlaget må forstås sådan, at de særskilte betalinger fra kommunen for kost og logi ud fra en gennemsnitsbetragtning tilsigtede at dække de almindelige udgifter ved at have pigerne boende, bortset fra lomme- og tøjpenge, der blev udbetalt til pigernes nemkonto, og særlige kørselsudgifter, der blev refunderet af kommunen.
- Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at skatteyderen i væsentlig grad havde afholdt nødvendige eller sædvanlige udgifter, der oversteg, hvad den fastsatte godtgørelse for plejeforholdet var forudsat at dække. Skatteyderen havde derfor ikke påtaget sig en opgave for egen regning og risiko.
| Principiel. Se også SKM2014.719.BR og SKM2019.282.LSR. |
| SKM2016.304.ØLR | Montør og svejseopgaver, skibsværft. Lønmodtager. Sagen angik bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt et selskab var ansvarligt for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Selskabet havde foretaget en række udbetalinger for udført arbejde på et skibsværft til en svejser, som ifølge selskabet var selvstændigt erhvervsdrivende. Landsretten fandt, at svejseren måtte anses for lønmodtager, hvorefter der var pligt til indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Retten udtalte, at der ikke forelå oplysninger, der understøttede, at arbejdet blev udført for svejserens egen regning og risiko. Der var tale om en tidsubegrænset kontrakt om udførelse af ikke nærmere definerede opgaver med aflønning på timebasis, og svejseren måtte over for kunder og kolleger ikke give udtryk for, at han var selvstændigt erhvervsdrivende. | Dommen stadfæster (SKM2015.363.BR) og SKM2015.364.BR. |
| SKM2015.372.ØLR | Sagerne vedrørte to overlæger med speciale i x-kirurgi, som var hjemmehørende i Sverige. Sagerne drejede sig bl.a. om, hvorvidt overlægerne var personligt skattepligtige af vederlag for arbejde på et privathospital, eller om vederlaget kunne henføres til deres selskaber. Efter en samlet vurdering fandt retten, at vederlaget fra privathospitalet skulle bedømmes som lønindkomst. Landsretten lagde vægt på, at lægerne både før og efter perioden var ansatte i et sædvanligt ansættelsesforhold på privathospitalet. Retten fremhævede også, at uanset der var sket væsentlige ændringer i arbejdsforhold og ansvarsområde i den relevante periode, indgik arbejdet fortsat som en integreret del af hospitalets kerneydelse. Lægerne havde desuden kun haft driftsudgifter i mindre omfang. Den yderligere økonomiske risiko, de måtte have påtaget sig, var derfor ikke så betydelig, at de ikke længere kunne betragtes som lønmodtagere. | Dommen stadfæster SKM2014.297.BR. Sagerne vedrørte også spørgsmål om beskatning af fri bolig. |
| SKM2014.411.VLR | Nogle polske håndværkere blev anset for at være ansat som lønmodtagere i en dansk virksomhed og ikke i en polsk virksomhed. Retten lagde til grund, at det var den danske virksomhed, der aflønnede de polske håndværkere. Da de polske håndværkere var ansat i den danske virksomhed, var der ikke grundlag for at anse forholdet for arbejdsudleje. | Dommen stadfæster SKM2012.233.BR. |
| SKM2013.344.ØLR | A, der servicerede tankstationer i situationer med problemer med standere/betalingsautomater, blev anset som lønmodtager i relation til hvervgiveren, fordi han indgik som en integreret medarbejder hos hvervgiveren. Det var derfor A personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager. | Dommen stadfæster SKM2011.796.BR. |
| SKM2012.599.VLR | Et selskab, der havde anvendt østeuropæiske håndværkere, skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, fordi håndværkerne blev anset for at være lønmodtagere. Det forhold, at håndværkerne var registreret med selvstændig virksomhed i Østeuropa og momsregistreret i både Østeuropa og Danmark, førte ikke i sig selv til, at de ikke kunne anses for at være lønmodtagere i forhold til selskabet. At håndværkerne udstedte fakturaer til selskabet var heller ikke afgørende for, om de måtte anses som lønmodtagere. Retten lagde bl.a. vægt på, at - der ikke var sammenhæng mellem betalingerne til håndværkerne og byggeriernes aflevering eller betalingerne fra bygherrerne. De enkelte håndværkere bar derfor ikke den økonomiske risiko for arbejderne
- håndværkerne var tilmeldt selskabets adresse
- håndværkerne over for politiet havde forklaret, at de arbejdede for selskabet og fik timebetaling.
Retten lagde desuden særlig vægt på, at selskabet havde afholdt en række sædvanlige erhvervsmæssige udgifter, herunder væsentlige udgifter vedrørende værktøj, arbejdstøj, materialer, mobiltelefoner mv. for håndværkerne, og at der ikke var dokumentation for afregningsforholdet for dette. | Dommen stadfæster SKM2011.707.BR. |
| SKM2012.466.VLR | En række udenlandske arbejdere, som en virksomhed formidlede til beskæftigelse hos danske kunder, blev anset for at være lønmodtagere. Det kunne ikke føre til andet resultat, at virksomheden fremlagde "samarbejdsaftaler", eller at der var fremlagt enkelte fakturaer vedrørende danskere, der bl.a. var angivet at vedrøre arbejdsudleje fra en anden virksomhed. | Dommen stadfæster SKM2011.177.BR. |
| SKM2012.375.VLR | En chauffør, der afregnede med faktura påført moms blev anset for lønmodtager. Arbejdsgiveren hæftede derfor for afregning af A-skat mv. | Dommen stadfæster SKM2011.513.BR. Se også SKM2012.400.LSR. |
| SKM2010.252.ØLR | Skatteyderen modtog i et interessentskab med sin hustru managementhonorarer fra to selskaber, som var ejet af ham og hustruen. Retten fandt, at honorarerne ikke var erhvervet som led i selvstændig virksomhed, men var lønindkomst. | Dommen stadfæster SKM2009.495.BR. |
| SKM2009.327.ØLR | Lønmodtagere. Sagen drejede sig om, hvorvidt nogle danserinder på natklubber var lønmodtagere med den virkning, at der skulle indeholdes A-skat af deres vederlag eller ej. Danserinderne optrådte fire gange pr. aften. Mellem deres optrædener havde danserinderne mulighed for at sælge champagne, som de drak sammen med kunderne på natklubberne. Landsretten fandt, at danserindernes vederlag var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1. Retten lagde navnlig vægt på, at - danserindernes arbejde såvel i form af striptease-dans som champagnesalg indgik som en integreret eller central del af natklubbernes ydelser
- danserinderne således i perioder på typisk ikke under én måned til adskillige år indgik i natklubbernes ordinære struktur med faste mødetider og vagtplaner
- lønnen i alt væsentligt måtte betegnes som nettoindkomst.
Retten fandt heller ikke, at der som følge af administrativ praksis vedrørende udenlandske artister og solister var grundlag for at anse danserinderne for selvstændige erhvervsdrivende, ligesom der heller ikke var dokumenteret nogen fast praksis for, at danserinderne af andre grunde skulle betragtes som selvstændige. | Tidligere instanser: SKM2006.676.LSR og SKM2008.487.BR. |
| SKM2007.480.ØLR | Skatteyderne i sagen - et ægtepar - havde i indkomstårene 1997-1999 begge arbejdet for en række selskaber, der indgik i to koncerner, men som i 2000 blev én koncern. Selskaberne i koncernen havde udbudt telefonsexydelser, og ægteparret havde lavet annoncer mv. til brug for udbud af telefonsexydelserne. Den ene af skatteyderne havde ejerinteresser i den ene koncern i 1997-1999. Landsretten fastslog, at skatteyderne ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende i perioden 1997-1999. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at - arbejdet indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, der var blevet drevet igennem de selskaber, som den ene af ægtefællerne var eller blev medejer af
- arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for ægtefællerne.
| |
| SKM2007.215.VLR | Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt 7 EOD-specialister (sprængningseksperter), der var antaget af et konsortium med henblik på ammunitionsrydning, var ansatte lønmodtagere. Landsretten lagde til grund, at EOD-specialisterne - var underlagt konsortiets instruktionsbeføjelse og kontrol
- modtog månedligt vederlag
- ikke afholdt erhvervsmæssige udgifter, der lå væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold
- fik stillet arbejdskraft og materiel til rådighed.
Landsretten fandt derfor, at EOD-specialisterne var lønmodtagere i forhold til konsortiet. | |
| SKM2005.280.VLR | Altmuligmand blev anset for at være lønmodtager. Landsretten foretog en samlet vurdering af, om altmuligmanden havde udført personligt arbejde i et tjenesteforhold for en byggeforening. Landsretten lagde vægt på, at - han udførte arbejde for byggeforeningen efter nærmere anvisninger
- han ikke havde påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko, men blev aflønnet på baggrund af sin opgørelse af anvendte timer
- forbrugte materialer blev faktureret direkte over for byggeforeningen
- hans løn ikke var af en sådan størrelse, at han kunne antage medhjælp
- han ikke havde andre hvervgivere
- han ikke havde nogen håndværksmæssige autorisationer
- han ikke var momsregistreret.
Selvom han ikke havde fast ugentlig arbejdstid på 24 timer, skulle byggeforeningen derfor have indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag i udbetalingerne til ham. | |
| SKM2005.124.ØLR | Lønmodtager En edb-konsulent modtog indkomst fra et selskab, der var ejet af hans halvsøster. Landsretten lagde til grund, at - selskabet var edb-konsulentens eneste hvervgiver
- selskabet ejede samtlige driftsmidler og afholdt alle udgifter i forbindelse med driften
- det var selskabet, som entrerede med kunderne, herunder at fakturering skete i selskabets navn
- samarbejdsaftalen mellem selskabet og konsulenten indebar, at han havde påtaget sig en løbende arbejdsforpligtigelse over for selskabet og havde et opsigelsesvarsel på én måned.
Derfor og henset til, at konsulenten modtog skattefri befordringsgodtgørelse, fandt landsretten, at indkomsten måtte anses som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. | |
| SKM2002.561.ØLR | En discjockey, der arbejdede to steder, blev anset for at være lønmodtager og ikke selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde vægt på, at - han modtog feriepenge
- han havde indgået aftale om en løbende arbejdsydelse
- der var tale om et længerevarende arrangement
- hvervgiverne havde en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse
- arbejdstiden svarede til diskotekets åbningstid
- han havde ret til opsigelsesvarsel
- vederlaget var beregnet som almindeligt i tjenesteforhold
- vederlaget blev udbetalt periodisk
- han var medlem Dansk Funktionærforbund og Funktionærernes Arbejdsløshedskasse.
| Se også TfS 1999, 377 HRD og SKM2006.485.SR. |
| SKM2002.470.ØLR | En skatteyder, der hjemme lavede strenge til musikinstrumenter for en virksomhed, blev anset for at være lønmodtager. | |
| SKM2002.469.VLR | To slagteriarbejdere, der i sæsonen var beskæftiget på en minkfarm med pelsning af mink, blev anset for lønmodtagere. | |
| SKM2002.339.ØLR | En assurandør var ikke selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde bl.a. vægt på, at - han var undergivet ferielovens og funktionærlovens regler
- han var omfattet af forsikringsselskabets pensionsordning og gruppelivsforsikring
- hans omkostninger ved arbejdet helt eller i det væsentlige blev dækket ved månedlige omkostningstillæg.
| |
| Byretsdomme |
| ►SKM2024.343.BR◄ | ►En dansk læge havde indtægter fra Y1-land, fra henholdsvis en Y1-landsk kommune, det Y1-landske politi, den Y1-landske (...) forvaltning og Y1-landske patienters egenbetalinger.
Byretten fandt, at lægen var lønmodtager. Retten lagde vægt på lægens ansættelsesaftale med den Y1-landske kommune og de forhold, som udtrykkeligt fremgik heri. Blandt andet fremgik det, - at lægen var arbejdstager,
- at lægen var omfattet af en overenskomst og ferielovgivning,
- at den Y1-landske kommune afholdt en stor del af udgifterne forbundet med arbejdets udførelse.
Retten fandt ikke, at lægen med sine egne forklaringer, vidneforklaringen og de i sagen fremlagte erklæringer fra den Y1-landske kommune, havde godtgjort, at lægen skulle betragtes som selvstændig erhvervsdrivende. Efter en konkret vurdering af de samlede kriterier i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 fandt retten dermed, at lægens indkomst i Y1-land måtte anses som erhvervet i et tjenesteforhold. Endvidere udtalte retten, at det forhold, at de Y1-landske skattemyndigheder efter Y1-landsk ret måtte betragte lægens indkomst som næringsindkomst, ingen betydning havde for vurderingen af, om lægen efter dansk ret skulle anses som værende lønmodtager og kunne derfor ikke føre til et andet resultat.◄ | |
| SKM2023.337.BR | Et ægtepar havde indgået aftale med to kommuner om i 2012 og 2013 at have henholdsvis 3 og 5 børn i familiedøgnpleje. Retten udtalte, at spørgsmålet skulle afgøres efter en afvejning af kriterierne i punkt B.3.1.1. i personskattecirkulæret, at ægteparret efter en samlet bedømmelse heraf skatteretligt skulle anses for lønmodtagere. Retten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at ægteparret havde indgået kontrakterne om formidlet døgnophold personligt, at de pågældende kommuner havde tilsyns- og kontrolbeføjelser over for ægteparret, at ægteparret i henhold til kontrakterne modtog et fast månedligt vederlag, der var fastsat ud fra en konkret vurdering af det anbragte barns plejebehov, og at kontrakterne kunne opsiges af ægteparret med en måneds varsel. Retten fandt det ikke godtgjort, at ægteparret havde afholdt nødvendige eller sædvanlige udgifter, der oversteg, hvad den fastsatte godtgørelse for plejeforholdet var forudsat at dække, selvom ægteparret bl.a. havde haft betydelige udgifter til hestehold. Ægteparret havde derfor ikke påtaget sig en opgave for egen regning og risiko. | Dommen er anket til Østre Landsret |
| SKM2022.626.BR | Spørgsmålet i sagen var for det første, om det havde karakter af arbejdsudleje, når H1 benyttede medarbejdere i to polske selskaber til at udføre diverse byggeopgaver for H1. Spørgsmålet i sagen var for det andet, om tre polske personer skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med deres arbejde udført for H1, og om selskabet derfor var forpligtet til at indeholde og hæfte for skat og arbejdsmarkedsbidrag. Retten udtalte bl.a., at der ikke var indgået en skriftlig aftale om arbejdets udførelse, tilsyn eller kontrol, eller om ansvaret eller risikoen for arbejdets udførelse, og at de fremlagte fakturaer heller ikke indeholdt nogen nærmere beskrivelse af det udførte arbejde. Retten udtalte herudover, at der blev afregnet periodisk på baggrund af timesedler, at de polske personer ikke afholdt udgifter til materialer, og at H1 fremstår som den eneste reelle hvervgiver for de tre personer. Herefter, og uanset om de tre polske personer i Polen måtte blive betragtet som selvstændig erhvervsdrivende, og uanset om de måtte have afregnet moms eller er beskattet som erhvervsdrivende i Polen, fandt retten det efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, sammenholdt med kriterierne i personskattecirkulæret, ikke godtgjort, at de polske personer ved udførelsen af opgaverne for H1 drev selvstændig erhvervsvirksomhed for egen regning og risiko. Reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark kan ikke føre til et andet resultat. | |
| SKM2022.584.BR | Spørgsmålet i sagen var, om indehaverne af to Y2-landske enkeltmandsvirksomheder skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med deres nedbrydningsarbejde udført for sagsøgeren, og om sagsøgeren derfor var forpligtet til at indeholde og hæfte for skat og arbejdsmarkedsbidrag. I anden række var spørgsmålet i sagen, om det var i strid med EU-retten at anse Y1-landerne for lønmodtagere. Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, sammenholdt med kriterierne anført i Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, at de Y2-landske personer skulle anses som lønmodtagere. Retten lagde navnlig vægt på, at Y1-landerne havde modtaget timebetaling for arbejde, som de havde udført personligt uden at de påtog sig en nævneværdig økonomisk risiko. Retten fandt, at dette resultat ikke kan anses for at krænke EU-retten, og udtalte i den forbindelse, at der ikke forelå en forskelsbehandling mellem nationale og grænseoverskridende situationer, og at de Y2-landske virksomheder ikke forhindres i at etablere sig i Danmark eller virke som selvstændige virksomheder i andre tilfælde. | Dommen er anket til Vestre Landsret. |
| SKM2022.17.BR | Spørgsmålet var om to polske el-arbejdere skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med deres arbejde udført for H1 A/S, og om selskabet derfor var forpligtet til at indeholde og hæfte for skat og arbejdsmarkedsbidrag. Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, sammenholdt med kriterierne anført i Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, at de polske el-arbejdere skulle anses som lønmodtagere. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at de polske el-arbejdere primært havde arbejdet sammen med H1 A/S’ øvrige medarbejdere, og at de blev instrueret og kontrolleret på stort set samme måde som de øvrige medarbejdere. Endvidere lagde retten vægt på, at de polske el-arbejdere fakturerede H1 A/S for henholdsvis "elarbejde" og "samling af strømtavler", at de fakturerede for det antal timer, de havde arbejdet og at der ikke foreligger kontrakter eller lignende, der beskriver arbejdet eller regulerer mangelstilfælde. Retten fandt på den baggrund, at H1 A/S reelt har båret den økonomiske risiko ved arbejdet. Retten fandt videre, at de polske el-arbejdere ved selv at medbringe arbejdstøj og almindeligt værktøj samt afholde begrænsede udgifter til regnskabsbistand ikke havde afholdt udgifter, der ligger væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Uanset at de polske el-arbejdere ikke havde ret til ferie og opsigelsesvarsel, at de selv tilrettelagde deres arbejdstid og i et vist omfang havde udført arbejde for andre, skulle de polske el-arbejdere anses for lønmodtagere. Det kunne heller ikke føre til et andet resultat, at de i Polen var registreret som selvstændige erhvervsdrivende og at de efter det oplyste er blevet beskattet i overensstemmelse hermed. Retten fandt også, at H1 A/S hæftede for den manglende indeholdelse. Det kunne ikke føre til andet resultat, at H1 A/S’ direktør havde oplyst, at han i forbindelse med ansættelsen havde søgt råd og vejledning hos skattemyndighederne. | |
| SKM2018.161.BR | En freelancer ved en virksomhed blev anset for at være lønmodtager. Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med kriterierne anført i cirkulæret om personskatteloven, at skatteyderen skulle anses for lønmodtager. Retten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at - skatteyderen over en længere periode kontinuerligt varetog skiftende opgaver integreret i den pågældende virksomhed, dels i henhold til en skriftlig aftale indgået med skatteyderen personligt, dels i henhold til en mundtlig aftale om udførelse af diverse forefaldende opgaver.
- skatteyderen i det væsentlige havde udført samme opgaver som de øvrige medarbejdere
- skatteyderen kun havde indtægter fra virksomheden bortset fra et mindre beløb
- skatteyderen var undergivet generelle retningslinjer, instruktion og tilsyn
- aflønningen skete efter faste dagstakster en gang månedligt
- der ikke var afholdt driftsomkostninger, der efter deres karakter og omfang væsentligt adskilte sig fra det, der sædvanligvis afholdes af lønmodtagere.
| |
| SKM2017.208.BR | En vognmand blev anset for ansat lønmodtager i relation til den sagsøgende virksomhed. Retten lagde til grund, - at vognmanden ikke var registreret som selvstændigt erhvervsdrivende
- ikke havde et aktivt CVR-nummer i de omhandlede indkomstår
- sagsøgeren var vognmandens eneste hvervgiver i de pågældende år
- vognmandens arbejde for sagsøgeren havde været omfattende
- arbejdet var foregået løbende og med stor hyppighed
- arbejdet ofte var faktureret til en bestemt enhedspris
- vognmandens arbejde for sagsøgeren i al væsentlighed var foregået ved kørsel med sagsøgerens lastbiler
- betalingen for vognmandens arbejde ikke i særlig grad adskilte sig fra lønnen til sagsøgerens øvrige ansatte.
Derfor fandt retten efter en samlet vurdering, at vognmanden måtte betragtes som en lønmodtager i sagsøgerens virksomhed. | |
| SKM2014.719.BR | Døgnpleje. Lønmodtagere. Spørgsmålet var, om ægtefællerne A og BAs indkomst som døgnplejefamilie for anbragte børn var oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst. Retten lagde til grund, at - de enkelte kontrakter om pleje af børn blev indgået mellem de anbringende kommuner og døgnplejerne personligt
- de kommunale myndigheder havde tilsyns- og kontrolbeføjelser over for A og BA
- der var fastsat faste takster for det vederlag, de modtog pr. døgn, hvor et barn var anbragt
- vederlaget blev udbetalt periodisk
- ægtefællerne havde ret til opsigelsesvarsel
- ægtefællerne var omfattet af ferielovens bestemmelser
- at vederlaget hidtil havde været udbetalt månedligt som A-indkomst, hvori der blev indeholdt A-skat.
Retten fandt det endvidere ikke dokumenteret, at A og BA havde afholdt udgifter i forbindelse med plejeopgaverne, der oversteg de beløb til dækning af familiens og børnenes fornødenheder, der blev refunderet af de anbringende kommuner. Retten lagde således til grund, at A og BA havde modtaget vederlag for det udførte arbejde samt refusion af de omkostninger, der var forbundet med at være plejefamilie. Uanset at der tillige forelå omstændigheder, der kunne tale for at anse A og BA som selvstændigt erhvervsdrivende, måtte de på denne baggrund og efter en samlet vurdering anses for at have været lønmodtagere i 2009 og 2010. | Se også SKM2017.739.ØLR og SKM2019.282.LSR. Se afsnit C.A.3.4.3. om beskatning af døgnplejere. |
| SKM2013.694.BR | Retten fandt, at to lægers vederlag for arbejde på et privathospital var lønindkomst for lægerne og ikke indkomst, der kunne henføres til deres svenske selskaber (aktiebolag). Retten foretog en samlet vurdering af de faktiske omstændigheder sammenholdt med de kriterier, der er angivet i pkt. B 3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven, og fandt, at de honorarer, som lægerne modtog fra privathospitalet, var vederlag for deres personlige arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1. Retten lagde navnlig lagt vægt på, at - kontrakterne blev indgået med lægerne personligt og ikke efterfølgende blev ændret. De senere stiftede aktiebolag var derfor hverken berettigede eller forpligtede i henhold til kontrakterne med hospitalet
- lægernes arbejdsydelse ikke var begrænset til enkeltstående, afgrænsede opgaver, men indgik som en løbende og integreret del af hospitalets ydelsesudbud og virksomhed i forhold til hospitalets patienter
- lægerne på hospitalets hjemmeside fremstod som fast tilknyttet hospitalet i præsentationen af hospitalets lægeteam
- der i honoraret ikke indgik betaling for andet og mere end lægernes personlige arbejdsydelse
- honoraret blev udbetalt periodisk på baggrund af hospitalets registrering af udførte undersøgelser og operationer og ikke på baggrund af udstedte fakturaer
- aktiebolagenes indtægter i det væsentlige alene hidrørte fra det pågældende privathospital
- lægerne benyttede hospitalets faciliteter uden at yde betaling for det
- lægerne i øvrigt ikke havde godtgjort at have afholdt udgifter, der efter art og omfang adskilte sig fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere
- arbejdet reelt ikke indebar nogen økonomisk risiko for lægerne, idet samtlige økonomiske og administrative opgaver, herunder kontakten til patienter og regioner, patientindtag, koordinering mv. blev varetaget af hospitalet, for hvis regning og risiko operationerne blev udført.
| |
| SKM2013.228.BR | Retten fandt, at en juletræsplantage ikke havde indgået aftale med en selvstændig virksomhed med polske ansatte. Disse blev derimod anset for lønmodtagere i forhold til den danske virksomhed. | |
| SKM2010.797.BR | Retten fandt efter en konkret vurdering, at skatteyderens faktureringer af kørsel til det af ham ejede selskab ikke var led i hans selvstændige erhvervsvirksomhed med markedsføring, men derimod lønindkomst som led i hans arbejde som direktør i selskabet. Fakturaerne skulle derfor ikke tillægges moms. | |
| SKM2008.836.BR | Retten fandt, at en læge var rette indkomstmodtager af honorarer, som var optjent af et selskab, som han var eneanpartshaver i. Arbejdsopgaverne på sygehusene kunne kun udføres af lægen personligt, og lægens forhold til hvervgiverne for de pågældende sygehuse havde så mange lighedspunkter med et almindeligt ansættelsesforhold, at honoreringen måtte anses for at være løn til ham. Nærmere lagde retten følgende til grund for sin afgørelse: - Arbejdet indgik som en løbende og integreret del af sygehusets virksomhed på det pågældende område
- Sygehuset havde haft almindelig adgang til at fastsætte generelle instrukser for arbejdets udførelse
- Lægen havde benyttet sygehusets personale og lokale uden at betale for det
- Der var tale om en løbende arbejdsydelse, som der blev afregnet for månedsvis
- Lægen havde ikke godtgjort, at han havde afholdt udgifter, som efter art og omfang adskiller sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere
- Lægens ansvar for eventuelle fejl måtte antages at have været det samme uden hensyn til, om arbejdet blev udført i stillingen som ansat sygehuslæge eller ej.
| |
| Landsskatteretskendelser og -afgørelser |
| SKM2023.173.LSR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab. | Se også SKM2023.172.LSR. Afgørelserne er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2019.282.LSR | En aktivitet som døgnplejer blev anset for at være lønmodtagerforhold og ikke selvstændig erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at der forelå udgifter, der kunne fratrættes som lønmodtagerudgifter jf. LL § 9, stk. 1. | Se også SKM2017.739.ØLR, SKM2014.719.BR og modsat TfS 1987, 483 LR. |
| SKM2012.400.LSR | En virksomhed (avisdistributør) hæftede for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af udbetalinger til en chauffør, fordi chaufføren blev anset for at være lønmodtager. Chaufføren havde eget CVR nr. og udskrev fakturaer til virksomheden. Der blev bl.a. lagt vægt på, at - virksomhedens andre ansatte havde haft tilsvarende lønforhold og arbejdsvilkår
- virksomheden bortset fra en kortere periode havde stillet varebil til rådighed
- virksomheden havde finansieret brændstoffet
- med undtagelse af en enkelt måned var der udbetalt et månedligt vederlag, så forholdet havde karakter af en løbende arbejdsydelse
- virksomheden i det væsentlige havde været chaufførens eneste arbejdsgiver.
| Se også SKM2012.375.VLR. |
| SKM2011.718.LSR | En speciallæge, der var ansat som konsulent ved et privathospital, blev anset for at være lønmodtager i tjenesteforhold. | Se også SKM2011.854.SR, SKM2011.859.SR og SKM2014.350.LSR. |
| SKM2006.59.LSR | En læge, der udførte opgaver for to forsikringsselskaber, blev anset for at være lønmodtager i begge tilfælde. | |
| TfS 2000, 528 LSR | En underviser i musik, der arbejdede gennem oplysningsforbund, blev anset for at være lønmodtager. Retten lagde bl.a. vægt på, at - vederlaget var beregnet som det var almindeligt i tjenesteforhold (timeløn) og udbetalt periodisk
- vederlaget var i overvejende grad nettoindkomst
- kurserne blev afholdt for oplysningsforbundenes økonomiske regning og risiko.
Han var desuden dirigent for to kor. Han blev ikke anset for at stå i et egentligt tjenesteforhold til korene. Henset til karakteren og omfanget af arbejdet fandt retten heller ikke, at han havde etableret selvstændig virksomhed. Disse indtægter blev derfor anset for honorarindtægter, der skattemæssigt skulle behandles som indtægter ved hobbyvirksomhed. Efter praksis skulle indkomsten opgøres ud fra et nettoprincip, sådan at fradragsberettigede udgifter kunne fratrækkes i den personlige indkomst. | Se afsnit C.C.1.2.3 om honorarindtægter. |
| TfS 2000, 510 LSR | Lønmodtager Et selskab, der drev edb-konsulentvirksomhed, havde engageret edb-konsulenter til som underentreprenører at udføre arbejdsopgaver for de kunder, som selskabet havde indgået aftale med. Instruktionen og fordelingen af arbejdsopgaverne skete direkte mellem de enkelte konsulenter og selskabets kunder. Konsulenterne fakturerede selskabet og fik på den måde vederlaget udbetalt uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering af forholdet mellem selskabet og konsulenten, at arbejdet for selskabet var udført på lønmodtagerlignende vilkår. Der var henset til - den mellem parterne indgåede kontrakt og det i øvrigt oplyste herom, hvorefter konsulenten ikke havde båret den for selvstændig erhvervsvirksomhed kendetegnende økonomiske risiko
- arbejdets varighed
- kontraktens vilkår vedrørende arbejdstid, honorering, konkurrenceklausul mv.
Selskabet skulle derfor indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlag til konsulenterne. | |
| TfS 1999, 391 LSR | En musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester, havde ved siden af dette arbejde modtaget indtægter fra en musikskole, som blev anset for at være lønindkomst. Desuden havde han indtægt fra visse enkeltstående engagementer. Indtægterne fra engagementerne ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men en del af disse indtægter måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet, der skatteretligt skulle behandles på samme måde som indtægt ved hobbyvirksomhed. Når nettoindkomsten skulle opgøres, kunne de udgifter, der var forbundet med indkomsten (kildeartsbestemte) trækkes fra i det omfang, de var dokumenteret og kunne indeholdes i denne indkomst, jf. PSL § 3, stk. 1, sammenholdt med § 1. | |
| TfS 1997, 922 LSR | En overlæge var tilknyttet et privathospital i de perioder, hvor han havde fri fra det offentlige sygehus, hvor han var fastansat. Han blev aflønnet af privathospitalet med en fast timeløn, som blev udbetalt som B-indkomst. Landsskatteretten anså lægen for at være lønmodtager i forhold til privathospitalet. Retten lagde vægt på, at - lægens driftsudgifter ikke oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold
- lægen ikke havde båret den risiko, som er karakteristisk for selvstændigt erhvervsdrivende.
| |
| TfS 1990, 370 LSR | En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne fra kurserne kunne ikke anses for erhvervet ved selvstændig virksomhed. Der blev lagt vægt på, at - han havde modtaget en fast timeløn, der var beregnet uden hensyn til, hvor mange deltagere, der havde meldt sig til foredragene. Virksomheden var derfor ikke drevet for egen regning og risiko
- han ikke havde afholdt driftsudgifter, der efter deres art og omfang lå væsentligt ud over, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold.
| |
| TfS 1990, 247 LSR | En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af arbejdsgiveren, blev anset for at være lønmodtager, og var derfor ikke berettiget til at indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. | |
| LSRM 1980, 85 LSR | Stillingen som postekspeditør anses ikke for at være selvstændig virksomhed. | |
| Skatterådet |
| SKM2020.513.SR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab | Afgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2020.486.SR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab | Klagen til Landsskatteretten er tilbagekaldt. Afgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2020.310.SR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab | Afgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2020.291.SR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab | Indbragt for Landsskatteretten. Afgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2020.290.SR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab | Indbragt for Landsskatteretten. Afgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2019.462.SR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab | Afgørelsen er ændret af Landsskatteretten. Afgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2019.410.SR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab | Afgørelsen er refereret i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2018.579.SR | LL § 4 - Deltagelse i transparent selskab | Afgørelsen er omtalt i afsnit C.C.1.2.4 Selvstændigt erhvervsdrivende ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab. |
| SKM2016.357.SR | En projektmedarbejder, der udførte arbejde for et dansk firma via et engelsk rekrutteringsbureau, blev efter en samlet, konkret vurdering anset for lønmodtager, idet der udførtes personligt arbejde i tjenesteforhold i relation til det danske firma. | |
| SKM2015.275.SR | To tatovører, der havde indgået lejekontrakt med en tatovørvirksomhed, blev anset for lønmodtagere. Skatterådet tillagde det ikke vægt, at de to tatovører efter eget valg havde investeret i eget værktøj, eller at de ikke var garanteret en indkomst. | |
| SKM2014.451.SR | Skatterådet afviste at svare bekræftende på, at nogle læger og psykologer, der var knyttet til et privathospital ved samme kontrakt, ikke var lønmodtagere. Spørgsmålet måtte besvares konkret på baggrund af oplysninger om den enkelte læge eller psykolog, herunder om dennes udgifter. | |
| SKM2014.407.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en polsk håndværker (hvervtager), der lejlighedsvis udførte arbejde for et dansk malerfirma, var selvstændigt erhvervsdrivende her i landet.
Hans momsregistrering i Polen havde ikke betydning i relation til den danske afgrænsning af lønmodtagere i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende. | |
| SKM2013.872.SR | En praktiserende læges bijob ved en region som efteruddannelsesvejleder for regionens andre læger blev anset for et lønmodtagerforhold. | |
| SKM2013.115.SR | En overlæge på et offentligt sygehus havde gennem flere år haft mindre indtægter som speciallæge for privatpraktiserende speciallæger og -klinikker. Han blev tilkaldt ved særlige behov og opgaver. Skatterådet fandt, at lægen ikke var selvstændigt erhvervsdrivende. | |
| SKM2012.261.SR | En overlæge, som var deltidsansat (80 %) på et privathospital, startede et konsulentfirma til ad hoc beskrivelser af MR-undersøgelser (avancerede røntgenundersøgelser). Skatterådet fandt, at overlægen ikke var selvstændigt erhvervsdrivende, og arbejde, som blev udført under en konsulentaftale med privathospitalet kunne derfor ikke faktureres under virksomhedsordningen. | Afgørelsen stadfæstet af Landsskatteretten (ej offentliggjort). Se også SKM2012.262.SR. |
| SKM2012.260.SKAT (SR) | En speciallæge i ortopædkirurgi blev anset for at være i et lønmodtagerforhold til et privathospital. Honorar for ydelser, som han udførte på privathospitalet, kunne derfor ikke udbetales til hans virksomhed. | |
| SKM2012.231.SR | En anæstesilæge, der var konsulent ved et privathospital blev ikke anset for at være selvstændig erhvervsdrivende, selvom han havde en anden læge som tilkaldevagt. Lønmodtager. | |
| SKM2012.200.SR | En speciallæge i plastikkirurgi havde, siden han havde færdiggjort speciallægeuddannelsen, været ansat som afdelingslæge på et offentligt hospital. Han indgik derefter aftale med et privathospital. Hans tilknytning til privathospitalet blev anset for at være et lønmodtagerforhold, idet han ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende som speciallæge. | Se tilsvarende afgørelse i SKM2012.199.SR og SKM2014.133.SR. |
| SKM2011.859.SR | En ansat overlæge ved et offentligt sygehus var ved siden af dette arbejde tilknyttet et privathospital på honorarbasis. Hans tilknytning til privathospitalet blev anset for at være et lønmodtagerforhold. | Se også SKM2011.718.LSR og SKM2011.854.SR. |
| SKM2011.854.SR | En læges tilknytning til et privathospital blev anset for at være et lønmodtagerforhold. Skatterådet afviste, at det skatteretligt anses for en erhvervsmæssig risiko, at en læge ikke kan garanteres fremtidige arbejdsopgaver. | Se også SKM2011.718.LSR og SKM2011.859.SR. |
| SKM2009.794.SR | Skatterådet fandt efter en samlet vurdering, at skatteyders udførelse af personundersøgelser for Kriminalforsorgen ikke var selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Der blev navnlig lagt vægt på, at - skatteyderens arbejde kun bestod i én type af opgaver for én arbejdsgiver
- skatteyderen ikke løb nogen økonomisk risiko.
| |
| SKM2007.368.SR | Skatterådet anerkendte ikke et konsulentselskab A A/S som rette indkomstmodtager til honorarer vedrørende bygningsrådgivning, da arbejdsopgaverne ikke havde karakter af selvstændig erhvervsvirksomhed. | |
| SKM2006.485.SR | Virksomhed som discjockey kunne ikke betragtes som erhvervsmæssig virksomhed. Lønmodtager. | Se også TfS 1999, 377 HRD og SKM2002.561.ØLR om discjockeyer. |
| Andet |
| TfS 1995, 154 TSS | En buschauffør, der drev et buschaufførbureau som momsregistreret enkeltmandsvirksomhed, blev ikke anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Han havde ingen ansatte og stillede ikke bus til rådighed. Chaufførlønnen var alene ud fra sin karakter A-indkomst, og det er ikke en forudsætning, at der er et egentligt ansættelsesforhold. Det var uden betydning, om chaufføren havde en eller flere arbejdsgivere. | |
| TfS 1991, 108 TSS | Lodser ved regulerede lodserier anses for at være lønmodtagere. | |
| Skd. 1975.32.102 | Partsfiskeri blev ikke anset for at være selvstændig erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren. | Se KSLbek § 18, nr. 30. |