1. Vestre Landsrets dom af 20. maj 2009 (SKM2009.468.VLR)
Sagen drejede sig om, hvorvidt en havn var skattepligtig af sine indtægter i indkomstårene 2003 og 2004, eller om havnen i de to indkomstår var omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen for private havne i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4.
Havnen havde i de omhandlede indkomstår udlejet en række bygninger og arealer i henhold til ca. 100 indgåede lejeaftaler, herunder til en fagforening, et vikarbureau, et hotel, en trælasthandel, en elinstallationsvirksomhed og en filetfabrik.
Havnens omsætning vedrørende udlejningen til de seks nævnte virksomheder udgjorde i 2003 0,8368 pct. af den samlede omsætning og 3,6634 pct. af omsætningen vedrørende udlejning af arealer og bygninger. I 2004 udgjorde andelene 1,0213 pct. og 4,3389 pct.
Spørgsmålet i sagen var nærmere, om havnen med udlejningen til de seks virksomheder havde udlejet til aktiviteter, der ikke kunne anses for havnerelaterede (sideordnede aktiviteter), og om dette i givet fald medførte, at havnen faldt uden for skattefritagelsesbestemmelsen i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4.
Vestre Landsret fandt, at udlejningen af de omhandlede bygninger og arealer ikke havde en sådan karakter, at havnen fortabte sin skattefritagelse i de omhandlede indkomstår.
Retten lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at det overordnede formål med havnens erhvervelse af de omhandlede ejendomme måtte antages at have været at sikre arealer til brug for den fremtidige drift af havnen. Samtidig lagde retten vægt på, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at havnen havde bestræbt sig på så vidt muligt at udleje ejendommene til virksomheder med relation til havnen.
Under disse omstændigheder fandt retten ikke grundlag for at fastslå, at havnens aktiviteter med hensyn til de omhandlede ejendomme havde ligget uden for rammerne af sædvanlig havnedrift.
Skatteministeriet indbragte i første omgang dommen for Højesteret, men besluttede efterfølgende at hæve sagen.
2. Betingelserne for skattefritagelse af private havne
For at en havn kan være fritaget for skattepligt efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, er det en udtrykkelig betingelse, at havnens indtægter ifølge vedtægterne udelukkende kan anvendes til havnens formål.
Da skattefritagelsen knytter sig til selve havnedriften, er det efter praksis endvidere en betingelse, at havnens indtægter hidrører fra aktiviteter, der falder inden for de aktiviteter, en havn almindeligvis har. Hvis havnen omvendt har aktiviteter, der ikke kan anses for havnerelaterede, fortabes skattefritagelsen, og havnen bliver skattepligtig ikke blot af sådanne aktiviteter, men af samtlige sine indtægter.
Hvad nærmere angår en havns aktiviteter med udlejning af fast ejendom beror det efter praksis på en konkret bedømmelse, om sådanne aktiviteter har en så direkte sammenhæng med havnens formål, at de kan udøves uden at berøre skattefritagelsen efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4.
3. Konsekvenserne af landsrettens dom
Vestre Landsrets dom har betydning for vurderingen af, hvornår en privat havns udlejning af bygninger og arealer kan anses for havnerelateret og dermed falder inden for området for skattefritagelsesbestemmelsen.
Dommen fastslår, at en havn uden at fortabe skattefritagelsen i visse begrænsede tilfælde vil kunne udleje bygninger og arealer til lejere, hvis aktiviteter ikke umiddelbart kan anses for havnerelaterede. Dette vil kræve, at to betingelser er opfyldt.
Det skal for det første godtgøres, at de pågældende bygninger og arealer oprindelig er erhvervet med henblik på varetagelse af havneformål og stadig besiddes med henblik på den fremtidige varetagelse af disse formål. Dernæst skal det for det andet godtgøres, at der forudgående - men forgæves - er udfoldet bestræbelser på så vidt muligt at udleje til havnerelaterede aktiviteter.
Landsretten henviser i sin begrundelse blandt andet til, at formålet med skattefritagelsesbestemmelsen efter forarbejderne må antages at have været at sikre en ligestilling af private og offentlige havne i skattemæssig henseende.
Dette formål fører efter landsrettens vurdering til, at det ved fortolkningen af bestemmelsen er naturligt at inddrage den praksis, der efter retsgrundlaget for havnevirksomhed (trafikhavneloven) har udviklet - eller måtte udvikle - sig med hensyn til, hvilke aktiviteter en offentlig havn lovligt kan varetage. Der henvises i den forbindelse i dommen til forarbejderne til trafikhavneloven fra 1976, hvori det beskrives, at det i praksis har været accepteret, at offentlige havne har udlejet bygninger og arealer til ikke-havnerelaterede formål, når det ikke havde vist sig muligt at udleje til havnerelaterede aktiviteter. Det bemærkes, at efter det indtil den 1. januar 2000 gældende regelsæt kunne offentlige trafikhavne i relation til visse længerevarende lejemål kun foretage udlejning efter forudgående godkendelse fra det nuværende Transportministerium. En tilsvarende godkendelsesordning eksisterer ikke længere.
Der vil med landsrettens fortolkning stadig være snævre grænser for, i hvilke tilfælde der kan ske udlejning til ikke-havnerelaterede aktiviteter. Det må i den forbindelse antages, at en havns udlejning på tidsubegrænsede vilkår til ikke-havnerelaterede aktiviteter vil kunne skabe en formodning for, at udlejningen ikke kan ske uden fortabelse af skattefriheden.