Spillemyndigheden fører tilsyn med personer og virksomheders udbud af spil, når dette sker som følge af en dansk tilladelse, eller hvis personen eller virksomheden er bosiddende eller etableret i Danmark, og alene udbyder spil andetsteds.
Udbydere af spil omfattet af hvidvaskloven skal overholde love og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner og derved blandt andet sikre, at udbuddet ikke muliggør en spillers direkte eller indirekte råden over økonomiske midler, hvis spilleren er oplistet i bilagene til den konkrete forordning. Situationen er relevant, hvor der udbydes spil i lande eller til personer omfattet af reguleringen, og hvis fx spillere i Danmark kan interagere med disse personer igennem P2P-platforme, såsom pokerplatforme.
Opdateringer af fx forordninger om indefrysningslister kan forekomme jævnligt, og det er derfor vigtigt, at spiludbyderen sikrer sig, at virksomheden altid anvender de opdaterede lister.