Afsnittet indeholder:
- Generelt
- Information på hjemmesiden
- Oplysninger om tilladelse
- Mærkningsordning
Generelt
Spillemyndigheden stiller en række generelle krav til udformningen af tilladelsesindehavers hjemmeside.
De oplysninger, som tilladelsesindehaver efter loven skal give til spillerne, skal fremgå på dansk på hjemmesiden. Al anden kommunikation skal kunne foregå på dansk, men er ikke begrænset hertil.
Se BEK 1276/2019 § 12.
Information på hjemmesiden
►Tilladelsesindehaver er efter SPILL § 33 forpligtet til at gøre alle relevante oplysninger om spillet, herunder spilleregler, lettilgængelige for spilleren og myndighederne.◄
Udover det, er tilladelsesindehaveren forpligtet til at give en række oplysninger og formidle adgang til en række funktioner.
På tilladelsesindehavers hjemmeside eller brugergrænseflade skal der:
- fremgå, at det ikke er tilladt for personer under 18 år at deltage i spillene,
- informeres om ansvarligt spil og de potentielle skadevirkninger af spil, hvor informationen skal være udarbejdet i samarbejde med et behandlingscenter for spilafhængighed,
- formidles adgang til en selvtest for spilafhængighed,
- formidles information om og kontaktadresser på danske behandlingscentre for spilafhængighed,
- henvises til Spillemyndighedens hjælpelinje til ansvarligt spil, og
- informeres om muligheden for at registrere sig i registret over frivilligt udelukkede spillere.
►◄
►Det, at informationen skal være placeret på en fremtrædende plads på tilladelsesindehavers hjemmeside eller brugergrænseflade, stiller krav om, at det gøres nemt for spilleren at finde frem til informationen. Fx kan tilladelsesindehaver samle oplysningerne under en sigende overskrift, som er let at se på alle sider. En sigende overskrift kunne fx være "Oplysninger om ansvarligt spil", "Spil ansvarligt" eller tilsvarende.
Det, at informationen skal kunne tilgås fra alle sider på hjemmesiden, stiller krav om, at oplysningerne maksimalt er placeret ét klik væk fra samtlige af siderne på hjemmesiden. Det betyder, at det ikke må være muligt at klikke sig ind på sider eller ind i spil, hvor man skal bruge flere klik på at finde informationerne.◄
Ved brugergrænseflade forstås ethvert medie, hvorpå tilladelsesindehaver udbyder spil. Udover en hjemmeside kan det fx være en app.
Aldersgrænsen for at kunne deltage i spil skal fremgå af tilladelsesindehaverens hjemmeside eller brugergrænseflade. Det vurderes tilstrækkeligt, at tilladelsesindehaver anvender formuleringen "18+".
►Det, at informationen om ansvarligt spil og de potentielle skadevirkninger af spil skal være udarbejdet i samarbejde med et behandlingscenter for spilafhængighed, betyder, at informationen skal være af tilstrækkelig høj kvalitet. Der stilles ikke krav om, at informationen er udarbejdet af et af de danske statsstøttede behandlingscentre, så længe der er tale om information på et lige så højt fagligt niveau.◄
Der findes en række forskellige selvtests for spilafhængighed, blandt andet de, der baserer sig på en række spørgsmål, som spilleren skal svare på, ligesom der findes selvtests baseret på spiladfærd. Der er valgfrihed mellem, hvilken type selvtest tilladelsesindehaveren formidler adgang til, så længe selvtesten er kvalificeret og reelt kan indikere, om der er et spilproblem. Det er endvidere et krav, at testen er på dansk.
På StopSpillets hjemmeside findes en selvtest, som er til fri afbenyttelse for tilladelsesindehaverne. Tilladelsesindehaver kan dermed opfylde kravet om henvisning til selvtest ved at linke direkte til StopSpillets selvtest. Linket kan tilgås her: StopSpillet - Test dig selv. StopSpillet - rådgivning om spilafhængighed
Det, at der skal formidles information om og kontaktadresser på danske behandlingscentre for spilafhængighed, betyder, at det ikke vil være tilstrækkeligt at henvise til et enkelt behandlingscenter. Spillemyndigheden anser det som mest hensigtsmæssigt, at der henvises til samtlige statsstøttede behandlingscentre. En opdateret liste er tilgængelig på Spillemyndighedens hjemmeside.
Henvisning til Spillemyndighedens hjælpelinje til ansvarligt spil og spilafhængighed, StopSpillet, bør gøres på en måde, så det er nemt for spilleren at finde frem til rette sted. Det kan fx ske ved at linke direkte til StopSpillets hjemmeside og ved at oplyse telefonnummeret til StopSpillet. Henvisning til StopSpillet skal oplyses på en sådan måde, at spilleren gøres opmærksom på, hvad der henvises til, fx "Spillemyndighedens hjælpelinje til ansvarligt spil StopSpillet" eller "Hjælpelinje: StopSpillet".
Ligeledes skal der informeres om muligheden for at registrere sig i registret over frivilligt udelukkede spillere, ROFUS, på en sådan måde, at der ikke er tvivl om, hvad ROFUS er.
Det kan fx være følgende tekstmæssige beskrivelser af muligheden for selvudelukkelse via ROFUS:
- Selvudelukkelse: ROFUS
- Udeluk dig via ROFUS
Det skal fremgå tydeligt, at der er tale om muligheden for selvudelukkelse, hvorfor alene teksten "ROFUS" ikke er tilstrækkelig.
Det betyder endvidere, at brugen af ROFUS’ logo alene heller ikke er tilstrækkelig. Logoet kan dog benyttes i kombination med en beskrivende tekst.
►◄
Der skal desuden formidles adgang til Spillemyndighedens hjemmeside. Dette kan gøres ved at linke direkte til Spillemyndighedens hjemmeside.
Hvis tilladelsesindehaver har tilladelse til udbud af spil i Grønland, skal informationen formidles på både dansk og grønlandsk, og der skal informeres om kontaktadresser på grønlandske behandlingscentre.
Se BEK nr. 1276/2019 § 13.
Se også
- Afsnit J.A.3.3 om sprogkrav ved udbud på Grønland.
Oplysninger om tilladelse
Af hjemmesidens eller brugergrænsefladens forside skal det fremgå, at tilladelsesindehaver har tilladelse fra og er under tilsyn af Spillemyndigheden.
Der skal være et aktivt link til Spillemyndighedens hjemmeside.
Se BEK nr. 1276/2019 § 13, stk. 3.
Bemærk
Hvis tilladelsesindehaveren anvender Spillemyndighedens mærkningsordning, skal Spillemyndighedens retningslinjer vedrørende brug af mærket overholdes.
►◄
Mærkningsordning
►Tilladelsesindehaver skal på dennes hjemmeside eller brugergrænseflade anvende Spillemyndighedens mærkningsordning.
Det, at Spillemyndighedens mærkningsordning skal anvendes, vil sige, at Spillemyndighedens mærke skal vises på forsiden på tilladelsesindehaverens hjemmeside eller brugergrænseflade. Mærket skal være let synligt på samtlige sider på hjemmesiden.
Hovedformålet med mærkningsordningen er at skabe et trygt spilmarked og hjælpe spilleren med at gennemskue, hvilke spiludbydere der har tilladelse til at udbyde spil på det danske marked.
For at opfylde dette formål skal mærket anvendes i en sådan størrelse, at teksten på mærket: "Tilladelse fra Spillemyndigheden" er læsbar, således at spillere, der ikke ellers er bekendt med mærket, kan gennemskue, at spiludbyderen har tilladelse fra Spillemyndigheden.
Det vil altid bero på en konkret vurdering, hvor der tages hensyn til, hvad der er muligt henset til hjemmesidens eller brugergrænsefladens tekniske og pladsmæssige rammer, hvorvidt læsbarhedskriteriet er opfyldt.
Læsbarhedskriteriet omfatter alene, at mærket mindst ét sted på en let synlig placering på siden skal fremstå i en størrelse, hvor teksten på mærket er læsbar. Det er derfor foreneligt med mærkningsordningen at have en eller flere supplerende udgaver af mærket i mindre størrelse i fx toppen af hjemmesiden, selvom teksten på alle mærkerne ikke er læsbar.
Spillemyndighedens mærke viser, at spiludbyderen har tilladelse fra Spillemyndigheden, og at Spillemyndigheden fører tilsyn med spiludbyderen.
Den senest offentliggjorte version af mærket kan downloades på spillemyndigheden.dk. Mærket skal anvendes præcis, som det er, og må ikke ændres på nogen måde. Det betyder, at mærket ikke må anvendes i fx sort/hvid eller nedtonede farver.
Det er udelukkende spiludbydere med tilladelse til at udbyde spil, som må anvende Spillemyndighedens mærke på deres hjemmesider, i deres markedsføringsmateriale mv. Spiludbydere, som gør brug af mærket uden en tilladelse, kan ifalde ansvar efter markedsføringsloven.
Se BEK nr. 1276/2019 § 14.◄
►◄