►Tilladelsesindehaver med tilladelse i kategori 2 og 3 skal ved markedsføring på en klar og tydelig måde oplyse om følgende:
- tilladelsesindehavers navn, og
- regler og vilkår for eventuelle rabatter, ekstratrækninger eller andre salgsfremmende foranstaltninger.
Se BEK nr. 1438/2024 § 21.
Tilladelsesindehaver med tilladelse i kategori 2 og 3 skal ved afholdelse af lotteri og markedsføring af et lotteri anvende Spillemyndighedens mærkningsordning.
For anvendelse af Spillemyndighedens mærkningsordning gælder:
- Mærket skal være let synligt for deltageren.
- Tilladelsesindehaver skal til enhver tid benytte sig af den senest offentliggjorte version af mærket, der er udarbejdet af Spillemyndigheden.
- Mærket må ikke anvendes på en måde, der giver indtryk af, at Spillemyndigheden er medarrangør eller sponsor.
- Mærket må ikke benyttes af tilladelsesindehavers samarbejdspartnere eller andre parter, der ikke har en tilladelse fra Spillemyndigheden.
Tilladelsesindehaver med tilladelse i kategori 1 er undtaget kravet om brug af Spillemyndighedens mærkningsordning i forbindelse med afholdelse af lotteri og markedsføring af et lotteri. Hvis tilladelsesindehaver vælger at anvende Spillemyndighedens mærkningsordning, skal anvendelsen ske i overensstemmelse med kravene for tilladelseskategori 2 og 3.
Se BEK nr. 1438/2024 § 22.◄