Indhold
Det er en betingelse for fradragsret for driftsomkostninger ved små vare- og lastvogne efter ML § 41, stk. 2, og fradragsret for leje og driftsomkostninger ved lejede små vare- og lastvogne efter ML § 41, stk. 3, at virksomhedens leverancer af varer og ydelser overstiger registreringsgrænsen i ML § 71 e, stk. 1. Se ML § 41, stk. 5.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
ML § 41, stk. 5, fastsætter som betingelse for at få fradrag efter ML § 41, stk. 2 og 3, at den momsregistrerede virksomhed har en omsætning på mere end 50.000 kr. årligt af momspligtige varer og ydelser. Beløbsgrænsen følger grænsen for, hvornår registreringspligten indtræder efter ML § 71 e, stk. 1.
Ved § 1, nr. 12, i lov nr. 332 af 9. april 2024 blev "§ 48, stk. 1, 1. pkt." i ML § 41, stk. 5, ændret til "§ 71 e, stk. 1". Det fremgår af bemærkningerne til ændringsbestemmelsen, at der er tale om en konsekvensændring, og at med ophævelsen af § 48 og indsættelsen af § 71 e, videreføres gældende regler for danske virksomheder. Se forarbejderne.
►Det gælder derfor fortsat,◄ at ML § 41, stk. 5, ikke begrænser fradragsretten for virksomheder, der efter en konkret vurdering ►ville være◄ omfattet af registreringspligten i ►den før 2025 gældende affattelse af◄ ML § 48, stk. 1. En virksomhed der har en omsætningsnedgang til under registreringsgrænsen, men som efterfølgende forventes at ligge over registreringsgrænse fx i forbindelse med en omstilling af landbruget fra planteavl til kvægavl, kan derfor fradrage driftsomkostninger efter ML § 41, stk. 2 og 3. ML § 41, stk. 5, begrænser således kun fradragsretten for virksomheder, der efter en konkret vurdering ikke ►ville være◄ omfattet af registreringspligten ►efter de før 2025 gældende regler◄, men har ladet sig registrere (valgfri registrering). Se TfS1997, 73TSS.
Det er ikke tilstrækkeligt, at den samlede omsætning overstiger beløbsgrænse. Det er nemlig den momspligtige andel af omsætningen, som skal overstige beløbsgrænsen. Se SKM2001.151.LSR.
Om registreringspligt før 2024, se D.A.14.2.1.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretten |
SKM2001.151.LSR | En skatteyder, der drev momsfritaget virksomhed som musiker, og som tillige havde momspligtige aktiviteter, kunne ikke fradrage moms af driftsudgifter vedrørende en varevogn, idet den momspligtige andel af omsætningen ikke oversteg beløbsgrænsen. Landsskatteretten fandt, at ML § 41, stk. 5 (tidligere ML § 41, stk. 4), måtte fortolkes sådan, at det var virksomhedens momspligtige omsætning, der skulle overstige beløbsgrænsen, for at virksomheden kunne opnå fradrag. Retten lagde herved lagt vægt på, bemærkningerne i lovforslaget. Heraf fremgik, at bestemmelsen svarede til de dagældende regler i bekendtgørelsen om delvis fradragsret, samt at det af Skatteministeriets betænkning over lovforslaget fremgik, at beløbsgrænsen i bestemmelsen var en konsekvens af bestemmelsen om grænsen for registreringspligt. | |