►Spørger havde den 14. juni 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørger havde valgt at "udtage" flere af de aktiver, der var med i erstatningsopgørelsen, mod et fradrag i erstatningssummen.

Skatterådet bekræftede, at Spørger havde beholdt de "udtagne aktiver". De var således ikke solgt og generhvervet.

Det var Skatterådets opfattelse, at der i første omgang var ydet fuld erstatning for alle de erstatningsberettigede aktiver - også de aktiver, som var udtaget. Derefter var der foretaget et fradrag i den samlede erstatning, for værdien på afgørelsestidspunktet af de udtagne aktiver. Resultatet var dermed, at Spørger havde modtaget erstatning for de udtagne aktiver (fuld erstatning minus et fradrag), uanset at de ikke var overdraget til staten. Da erstatninger behandles som salgssummer, skulle der derfor også opgøres avancer/tab vedrørende de udtagne/beholdte aktiver.◄

►Spørger havde den 14. juni 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink.

Skatterådet bekræftede, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 14. juni 2023.

Skatterådet bekræftede, at der skulle opgøres genvundne afskrivninger/tab efter AL § 21 og fortjeneste/tab efter EBL, for den del af erstatningen, der kunne henføres til driftsbygningerne.

Af EBL § 11 følger det, at fortjeneste efter denne lov vil være skattefri, såfremt erstatningen er modtaget i anledning af ekspropriation. Det samme gælder fortjeneste i de såkaldte ekspropriationssituationer, hvor der indgås en frivillig aftale i stedet for en (påregnelig) ekspropriation.

Det var Skatterådets vurdering, at det midlertidige forbud mod hold af mink ikke havde udgjort et ekspropriativt indgreb overfor Spørger. Skatterådet lagde særligt vægt på forarbejderne til minkloven, hvoraf det fremgår, at forbuddet ikke i almindelighed vil udgøre et ekspropriativt indgreb. Det var endvidere Skatterådets opfattelse, at afgørelsen om nedlukningserstatning og den tilhørende overdragelse af retten til nedrivning og bortskaffelse af driftsbygningerne til staten, ikke udgjorde et ekspropriativt indgreb, idet Spørger frivilligt havde søgt om erstatningen. Endelig var der ikke tale om en frivillig afståelse i en ekspropriationssituation, idet der ikke var hjemmel til at ekspropriere/tvangsnedrive, og det ikke kunne påregnes, at der ville være sket ekspropriation/tvangsnedrivning. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at fortjeneste efter EBL var skattefri efter lovens § 11.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger ved opgørelsen af ejendomsavance skulle opgøre ejendomsavancen i henhold til EVL § 3, stk. 1, nr. 2 (som landbrugsejendom). Dette fulgte af, at Spørger ikke havde modtaget en ny vurdering efter EVL §§ 5 eller 6, og at han derfor skulle anvende den kategori, der er fastsat efter den hidtidige vurderingslov, jf. EVL § 81, stk. 3. Efter den hidtidige vurderingslov anses driften af en minkfarm ikke for landbrug, jf. SKM2012.359.HR.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne anvende reglerne om genanbringelse af ejendomsavance efter reglerne i EBL § 6 A og § 6 C ved køb af anden erhvervsmæssig anvendt fast ejendom i indkomstårene 2022, 2023 og/eller 2024.

Skatterådet bekræftede, at fortjeneste/genvundne afskrivninger på driftsbygninger, der kunne danne grundlag for indbetaling på ophørspension, skulle opgøres i 2023, hvor erstatningen for driftsbygningerne var retserhvervet.◄

Spørger havde den 11. juli 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det var bygningerne og driftsmidlernes fulde værdi på nedlukningstidspunktet den 4. november 2020, som var erstattet, og erstatningen skulle dermed fordeles på de enkelte aktiver ud fra den værdi pr. 4. november 2020, som var fastsat/takseret i afgørelsen om erstatning. Dog var erstatningen for bygningerne og driftsmidlerne reduceret med henholdsvis 1.715.000 kr. og 150.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget. Den resterende erstatning udgjorde som udgangspunkt erstatning for tabt indkomstgrundlag, der var skattefri, eller skattepligtig goodwill.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 11. juli 2023.

Spørger havde den 28. februar 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029.

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det er som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som er erstattet. Erstatningen skulle dermed fordeles på de enkelte aktiver ud fra den værdi pr. 4. november 2020, som var fastsat/takseret i afgørelsen om erstatning. Dog var erstatningen for driftsmidlerne reduceret med 75.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget. Den resterende erstatning udgjorde som udgangspunkt erstatning for tabt indkomstgrundlag, der var skattefri, eller skattepligtig goodwill.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 28. februar 2023.

Spørger havde den 30. maj 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029.

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det er som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som er erstattet. I afgørelsen om erstatning var der fastsat/takseret en værdi af disse aktiver pr. 4. november 2020. Da Spørgers samlede erstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, skulle hele erstatningen henføres til bygninger og driftsmidler.

Det var Skatterådets opfattelse, at ingen del af erstatningen kunne henføres til indkomstgrundlaget, idet den samlede erstatning for virksomheden var fastsat til en værdi, der er lavere end værdien af de fysiske aktiver enkeltvis. Virksomhedens indtjening kunne således ikke begrunde, at selve indkomstgrundlaget havde haft nogen værdi.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 30. maj 2023.

►Sagen omhandlede en Spørger, der var minkavler i november 2020.

Spørger havde modtaget erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen og værdisikring af erstatningen.

Spørgsmål 1 omhandlede beskatningstidspunktet for erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen, hvor Skatterådet bekræftede, at beskatningstidspunktet var tidspunktet, hvor der var truffet endelig afgørelse fra 1. administrative instans.

Spørgsmål 3-5 omhandlede den skattemæssige kvalifikation af værdisikringen af erstatningen efter nedlukningsbekendtgørelsen, hvor Skatterådet mod Spørgers ønske fastslog, at værdisikringen udgjorde en skattepligtigtig kursgevinst efter kursgevinstloven, idet erstatningen efter nedlukningsbekendtgørelsen udgjorde en pengefordring, hvorved værdisikringen af erstatningen udgjorde et afkast på denne pengefordring, der skulle behandles som en kursgevinst efter kursgevinstloven.

Spørgsmål 6 omhandlede beskatningstidspunktet for værdisikringen, hvor Skatterådet fastslog, at retserhvervelsestidspunktet var den 31. oktober 2023, hvor bekendtgørelsen om værdisikring trådte i kraft.

Skatterådet afviste at besvare spørgsmål 2, 4a og 7, idet spørgsmålene ikke kunne besvares med ja eller nej.◄

Spørger havde aflivet hele sin minkbesætning og havde permanent lukket sin virksomhed med minkavl. Spørger havde i den forbindelse bl.a. modtaget et engangsbeløb på 80.000 kr. til dækning af nedlukningsomkostninger. Beløbet er ydet som "de minimis"-støtte efter EU’s regler herom.

Det var Skatterådets opfattelse, at engangsbeløbet som udgangspunkt er skattepligtigt som et støttebeløb. I det omfang, beløbet dækker Spørgers afholdte ikke-fradragsberettigede lukkeomkostninger, anses beløbet dog ikke for et støttebeløb, men for en erstatning. Da erstatninger behandles som det, de træder i stedet for, vil erstatning for ikke fradragsberettigede lukkeomkostninger være skattefri.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at hele erstatningsbeløbet er skattefrit, idet dette alene gælder for den del, der dækker afholdte ikke-fradragsberettigede lukkeomkostninger.

Spørger havde endvidere modtaget forskud på nedlukningserstatning. Skatterådet kunne bekræfte, at der alene er tale om et forskudsbeløb, der ikke er skattepligtigt på tildelings- eller udbetalingstidspunktet. Forskudsbeløbet indgår som en del af den endelige nedlukningserstatning, der medregnes ved opgørelsen af avancer og tab på det tidspunkt, hvor erstatnings- og taksationskommissionen træffer afgørelse om erstatningens størrelse med mere.

►Spørger var ophørt med at drive virksomhed med minkavl i 2020, hvor minkbesætningen var aflivet som en følge af det midlertidige forbud mod hold af mink. Spørgers virksomhed bestod herefter alene i bortforpagtning af 16,5 ha landbrugsjord.

Skatterådet bekræftede, at bortforpagtningen af landbrugsjorden måtte anses for selvstændig erhvervsvirksomhed, og at Spørger derfor havde mulighed for at benytte virksomhedsordningen.

Spørger havde søgt erstatning ved permanent nedlukning, hvilket blandt andet indebar, at staten skulle overtage minkvirksomhedens anlægsaktiver. Spørger ejede imidlertid anlægsaktiverne, herunder driftsbygninger og minkbure, frem til det tidspunkt, hvor der blev truffet en afgørelse om erstatning. I perioden fra ophøret af virksomheden med minkavl, og frem til staten overtog anlægsaktiverne, blev anlægsaktiverne ikke anvendt - hverken erhvervsmæssigt eller privat.

Skatterådet bekræftede, at anlægsaktiverne, der tidligere havde været anvendt i minkfarmen, måtte anses for erhvervsmæssige aktiver i perioden fra virksomhedsophøret i 2020 og frem til staten overtog aktiverne. Anlægsaktiverne skulle derfor indgå i virksomhedsordningen, såfremt den blev anvendt. Der skulle således ikke ske hævning i virksomhedsordningen af aktiverne.◄

►Spørger ejede en landbrugsejendom med bygningsparcel og drev eget jordareal samt et tilforpagtet areal med planteavl. Derudover var han minkavler, men minkene blev aflivet ultimo 2020 grundet den nationale nedlukning af erhvervet som følge af Covid-19.

Spørger valgte at få udbetalt erstatning for endeligt ophør med minkavl og havde i den forbindelse stillet en række spørgsmål om den skattemæssige behandling af disse. Der blev spurgt konkret til reglerne om såkaldt ophørspension i PBL § 15 A (spørgsmål 1-8, og 12), og til afskrivningslovens regler om driftsmiddelsaldo (spørgsmål 9-11).

Reglerne om ophørspension fandt ifølge praksis blandt andet anvendelse ved trinvis og delvis afståelse af en virksomhed. I dette bindende svar bekræftedes det derfor, at reglerne om ophørspension generelt kunne finde anvendelse for Spørger.

Skatterådet fandt dog ikke, at såkaldt "tempobonus" var en afståelse af virksomhedens aktiver eller af selve virksomheden, og tempobonus var således ikke en opnået skattepligtig fortjeneste i PBL § 15 As forstand.◄

►Spørger ejede 50 % af virksomheden M I/S, som hidtil havde drevet en minkfarm, samt jordbrugsdrift. Spørger ønskede at overføre sin del af minkerstatningerne fra I/S’et til sin anden virksomhed, således at han kunne erhverve en kvæggård, som kunne sikre ham en fremtidig indtjening.

Når en skattepligtig driver flere virksomheder, behandles samtlige virksomheder som en virksomhed ved anvendelsen af virksomhedsordningen. Skatterådet bekræftede derfor, at en overførsel mellem spørgers to virksomheder i virksomhedsordningen ikke udgjorde en hævning i hæverækkefølgen.

Spørger forventede, at en del af erstatningen ville være skattefri.

Det var Skatterådets opfattelse, at minkerstatningen vedrørte virksomheden, og at den derfor skulle indgå i virksomhedsordningen og dermed skulle behandles efter virksomhedsskattelovens regler. Dette gjaldt, uanset om erstatningen var skattepligtig eller ej. Når midler, der indgår i virksomhedsordningen, overføres til privat, udgør det en hævning i hæverækkefølgen. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at spørger kunne overføre en eventuel skattefri del af minkerstatningen til sin private konto, uden at det udgjorde en hævning i hæverækkefølgen.◄

Spørgerens ægtefælle ejede en minkfarm, men det var Spørger, der i overvejende grad havde drevet minkfarmen. Som følge af Covid19 blev ægtefællerne pålagt at lukke minkfarmen og slå alle dyr ned i efteråret 2020. De havde i 2021 modtaget 1) tempobonus for hurtig aflivning af mink, 2) honorar for rengøring og desinfektion af minkfarm, 3) erstatning for skindværdi af mink. Beløbene var udbetalt til Spørgers ægtefælle, som ejer af minkfarmen.

Det var Skatterådets opfattelse, at de nævnte betalinger skulle medregnes i virksomhedens indkomst, og at denne skulle beskattes hos spørger, der i overvejende grad havde drevet virksomheden, jf. KSL § 25 A.