►Regel
Det er en betingelse for at pålægge dækningsafgift, at mere end halvdelen af ejendommens grundværdi, vedrører den del af ejendommen, som anvendes til dækningsafgiftspligtige formål. Se ESL § 12, stk. 2, 1. pkt.
Se ESL § 12, stk. 2, om dækningsafgift for erhvervsejendomme som kun delvist anvendes til dækningsafgiftspligtige formål.
Fordeling af grundværdien
Bestemmelsens anvendelse forudsætter, at der træffes en afgørelse om, hvorvidt en konkret ejendom er omfattet af bestemmelsen og hvor stor en del af ejendommen, som i givet fald kan pålægges dækningsafgift.
Derudover skal der foretages en fordeling af ejendommens samlede grundværdi på den fritagne og ikke-fritagne del af ejendommen.
Se afsnit C.H.4.4.5.4 Skatteforvaltningens vurdering efter ESL § 12, stk. 5.
Fordelingen af grundværdien på den del af ejendommen, som anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, sker ud fra de faktiske bygningsarealer registreret i BBR-registeret.
Fordelingen sker forholdsmæssigt, på den måde at der skal betales dækningsafgift af den andel af den samlede grundværdi, som svarer til den andel af det samlede bygningsareal, der anvendes til dækningsafgiftspligtig virksomhed.
Anvendes eksempelvis 60 pct. af den samlede bygningsmasse til dækningsafgiftspligtig virksomhed, vil tilsvarende 60 pct. af den samlede grundværdi udgøre skattegrundlaget for dækningsafgiften.
Bygning på fremmed grund
Hvis den dækningsafgiftspligtige anvendelse sker fra bygninger på en fremmed grund, som er matrikuleret, anvendes grundværdien af den fremmede grund, hvorpå bygningerne er placeret.◄