Indhold
►Dette afsnit beskriver reglerne om lån til stigninger i grundskyld efter den permanente indefrysningsordning.
ESL § 46 omhandler lån til stigning i ejendomsværdiskat og grundskyld. Stigning i ejendomsværdiskat opgøres efter ESL §§ 47 og 48, som først træder i kraft 1. december 2026. Se ESL § 83, stk. 2. Reglerne om opgørelse af stigninger i ejendomsværdiskat vil derfor blive beskrevet i en senere opdatering af Den juridiske vejledning.
Dette afsnit beskriver derfor alene reglen om lån til stigning i grundskyld.
Afsnittet indeholder:
Se også
Se også afsnit
Lån til stigning i grundskyld(ESL § 46)
Efter ESL § 46, stk. 1, kan fysiske personer få lån til stigning i grundskyld. Lånet skal være tilvalgt senest den 31. december i indkomståret.
Fysiske personer der ejer en ejendom sammen med en juridisk person, kan ikke blive omfattet af den permanente indefrysningsordning fsva. stigninger i grundskyld. Se ESL § 49, stk. 3, 1. pkt.
De ejere og ejendomme, der ikke vil blive omfattet af den permanente indefrysningsordning for grundskyld, vil i stedet blive omfattet af reglerne om stigningsbegrænsningsordning for grundskyld efter kap. 7 i ejendomsskatteloven.
Til- og fravalg af lån
Tilvalg af lån efter den permanente indefrysningsordning, som foretages før 1. september, vil automatisk blive videreført til efterfølgende indkomstår, indtil ejeren aktivt fravælger lånet igen eller ikke længere opfylder betingelser for fremtidige lån. Ejeren vil dermed ikke skulle vælge lånet til igen hvert år.
Ejeren vil til enhver tid kunne fravælge lån som endnu ikke er stiftet. Se ESL § 64, stk. 2. Ejer vil dermed kunne til- og fravælge lån efter den permanente indefrysningsordning løbende igennem indkomståret på forskudsregistreringen, fordi et til- eller fravalg først vil være bindende ved udløbet af den 31. december.
Lånet ydes til de ejerandele, ejeren ejer i henhold til et autoritativt register. Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen.
Der er ikke en øvre grænse for antallet af ejendomme, som en fysisk person vil kunne låne til.
Fysiske personer, der ikke senest 1. september 2023 har fravalgt lån ydet efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., anses for også at have tilvalgt lån efter den permanente indefrysningsordning. Se ESL § 46, stk. 2.
Det gælder dog ikke for fysiske personer, der sammen med juridiske personer ejer ejendomme omfattet af kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. Se ESL § 46, stk. 2, 2. pkt. De vil i stedet være omfattet af stigningsbegrænsningsordningen, for så vidt angår eventuelle stigninger i grundskylden.◄