►Indhold

Dette afsnit handler om motorkøretøjers betaling af vejafgift.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Efter vejafgiftsloven (VEAL) betales der betales vejafgift for motorkøretøjer, som benyttes til godstransport, og som har en teknisk tilladt totalvægt på 12.000 kg eller derover. De nævnte motorkøretøjer er afgiftspligtige ved færdsel på de veje, som er oplistet i vejafgiftslovens bilag 1. Både dansk og udenlandsk registrerede køretøjer er afgiftspligtige. 

Se VEAL § 1 og § 2, som ændret ved lov nr. 1489 af 10. december 2024.

Vejafgiften betales for det antal kilometer, der opgøres konkret for det pågældende køretøj i forbindelse med køretøjets færdsel på det danske vejnet og på baggrund den strækning, som køretøjet tilbagelægger. I opgørelsen af det antal kilometer, som der betales vejafgift for, indgår den samlede længde af de vejsegmenter, som køretøjer er indkørt på. Afgiften beregnes pr. kilometer med en kilometersats, der varierer afhængig af det afgiftspligtige køretøjs teknisk tilladte totalvægt og CO2-emissionsklasse.

Se VEAL § 4 og § 5, som ændret ved lov nr. 1489 af 10. december 2024

Skatteforvaltningen har kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt et køretøj er afgiftspligtigt eller fritaget for afgift efter vejafgiftsloven. Afgørelser om afgiftens størrelse og opkrævning af afgiften træffes af Sund & Bælt Holding A/S.

Se VEAL § 6, § 9 og § 10 a, som indført ved lov nr. 1489 af 10. december 2024.

Vejafgiftsloven blev indført ved lov nr. 763 af 13. juni 2023, og den nye vejafgiftsordning erstatter den hidtidige vejbenyttelsesafgiftsordning. Vejafgiftsordningen er trådt i kraft den 1. januar 2025.

Den hidtidige vejbenyttelsesafgiftslov (eurovignetten) er ophævet pr.  1. januar 2025, og der skal derfor ikke længere betales vejbenyttelsesafgift efter denne lov. Eurovignetter vil fra og med denne dato ikke længere have gyldighed i Danmark, selvom de fortsat kan købes i visse andre lande.

Vejafgiftsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Se VEAL § 18, som ændret ved lov nr. 1489 af 10. december 2024.

Lovgrundlag

Reglerne om vejafgift findes i lov nr. 763 af 13. juni 2023 om vejafgift (vejafgiftsloven) med senere ændringer.

Historik

Lov nr. og dato

Ændring og baggrund for ændringen

Hvor i loven

Lov nr. 1694 af 30. december 2024

Ophævelse af vejafgiftslovens § 10 som følge af det ved samme lov indførte kapitel 4 a i opkrævningsloven.

§ 10

Lov nr. 1489 af 10. december 2024

Ændring af bestemmelser om afgrænsning af afgiftspligtige køretøjer, miljøzonetillæg, satser, betaling og afregning af afgiften og ikrafttrædelse.  Nye bestemmelser om, at told- og skatteforvaltningen træffer afgørelse om afgiftspligt og afgiftsfritagelse, og om at afgiftsfritagelser efter vejbenyttelsesafgiftsloven videreføres.

§ 1, §§ 4-6, § 8, § 10 a, § 14 og § 18

Bekendtgørelse nr. 1379 af 4. december 2024

Bekendtgørelse om ikrafttræden af vejafgiftslovens § 6, stk. 4.

§ 6 og § 18

Lov nr. 763 af 13. juni 2023

Vejafgiftsloven