Med LL § 7, nr. 36, er der indført skattefrihed for vederlagsfri gældsrådgivning omfattet af § 63 b i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. 

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 1164 af 8. juni 2021 og trådte i kraft den 1. juli 2021.   

Ved denne lov fik Finansiel Stabilitet mulighed for at yde vederlagsfri gældsrådgivning af tidligere minkavlere, som er eller formodes at være insolvente efter at have modtaget erstatning og kompensation i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

En sådan vederlagsfri gældsrådgivning ville som udgangspunkt udgøre en skattepligtig indtægt for modtageren i henhold til SL § 4, så modtageren skulle medregne værdien ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst.

Med ændringen i LL § 7, nr. 36, vil denne gældsrådgivning imidlertid være skattefri for modtagerne.

Bestemmelsen har således til formål at sikre, at al vederlagsfri gældsrådgivning i henhold til § 63 b i lov om omstrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vil kunne opnås skattefrit for modtagerne af gældsrådgivningen. De tidligere minkavlere, der vælger at tage imod tilbuddet om vederlagsfri gældsrådgivning, kan derfor gøre dette uden skattemæssige konsekvenser, ligesom der heller ikke er indberetningspligt for Finansiel Stabilitet eller den enkelte tidligere minkavler.

Se også

Se også afsnit C.C.2.1.6.2 Særligt vedrørende erstatning til minkerhvervet.