Der er skattefrihed for hæderspriser, der udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester, og som udbetales efter Nobelstiftelsens Grundstadgar eller ydes af mellemstatslige organisationer og institutioner, hvori Danmark deltager eller er medlem. Se LL § 7, nr. 19.

Det samme gælder hæderspriser, som ydes af offentlige midler, legater samt kulturelle fonde og lignende her i landet eller i udlandet samt af erhvervsvirksomheder her i landet eller i udlandet, når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester.

Det fremgår af bestemmelsen, at det er en betingelse for skattefriheden, at hædersprisen er ydet som et uansøgt engangsbeløb.

Landsskatteretten fandt i en konkret sag, at en hæderspris, der var ydet til to danske arkitekter fra en dansk fond, var skattefri efter LL § 7, nr. 19, 2. pkt. En af arkitekterne måtte anses som værende en fremtrædende arkitekt, der havde modtaget adskillige priser for bygningsværker frembragt i samarbejde med den anden arkitekt. I den relation måtte arkitekten kunne betragtes som kunstner. Se SKM2006.759.LSR.

Se også SKM2016.305.SR, hvor Skatterådet fandt, at der må foretages en konkret vurdering af hver enkelt uddeling fra den konkrete fond, for at kunne vurdere, hvorvidt denne udelukkende kan anses som værende en anerkendelse af den pågældende arkitekts kunstneriske fortjenester og dermed skattefri i medfør af LL § 7, nr. 19.

Se også SKM2019.203.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en hæderspris, der blev uddelt af et universitet i et EU-land, ikke kunne anses for omfattet af LL § 7, nr. 19. Landsskatteretten lagde vægt på, at bestemmelsen efter sin ordlyd alene omfatter Nobelprisen og hæderspriser, der ydes af mellemstatslige organisationer eller institutioner, som Danmark deltager i eller er medlem af, samt priser, der ydes som en anerkendelse af kunstnerisk virksomhed. Prisen kunne dermed ikke anses for skattefri i medfør af LL § 7, nr. 19. Landsskatteretten stadfæstede således det bindende svar fra Skatterådet, SKM2017.192.SR.

Se endvidere SKM2022.156.SR, som vedrørte to foreninger, som ønskede at tilbyde en skattefri hæderspris, jf. LL § 7, nr. 19. Prismodtageren blev udpeget blandt forfattere, som var aktuelle. Prisen blev uddelt hvert år og bestod af xxx-tusind kr. samt en statuette. Prisen blev dog sponsoreret af selskabet G1 A/S og dermed af en selvstændig virksomhed som omhandlet i bestemmelsen, og det var også selskabet, der udbetalte beløbet direkte til prismodtageren. Prisen blev derfor anset for ydet af G1 A/S, og det forhold, at prisen var forankret hos foreninger, kunne ikke føre til et andet resultat. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at den af foreningerne indstiftede pris kunne behandles som en skattefri hæderspris, jf. LL § 7, nr. 19. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at en frivillig oplæsningsturné for prismodtageren ikke medførte, at prisen ikke fik status som hæderspris.

Som modsætning hertil fandt Skatterådet i SKM2022.208.SR, at en forening ikke kunne uddele skattefrie hæderspriser, da denne forening ikke kunne anses for en selvstændig virksomhed. Foreningen kunne dog heller ikke uddele skattefrie priser som en forening, da det efter administrativ praksis er et krav, at sådanne foreninger har et almennyttigt formål, hvilket ikke gjorde sig gældende for den omhandlede forening. Endvidere kunne legatet ikke i sig selv anses at opfylde betingelserne for skattefrihed, da legatet i princippet kunne ydes til samme person hvert andet år og dermed kunne legatet ikke anses som en hæderspris for et virke gennem en årrække, som også er gældende praksis for tildeling af skattefrie hæderspriser.  

Prisen må ikke have karakter af en betaling for en ydelse, som modtageren har præsteret, fx en prisopgave eller lignende.

Priser, som har karakter af studieunderstøttelse, falder uden for fritagelsesbestemmelsen. Se også afsnit C.A.6.3.3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

 

SKM2019.203.LSR

Landsskatteretten fandt, at en hæderspris, der blev uddelt af et universitet i et EU-land, ikke kunne anses for omfattet af LL § 7, nr. 19. Landsskatteretten lagde vægt på, at bestemmelsen efter sin ordlyd alene omfatter Nobelprisen og hæderspriser, der ydes af mellemstatslige organisationer eller institutioner, hvor Danmark deltager i eller er medlem af, samt priser, der ydes som en anerkendelse af kunstnerisk virksomheden. Prisen kunne dermed ikke anses skattefri i medfør af LL § 7, nr. 19.

Stadfæstelse af SKM2017.192.SR.

SKM2006.759.LSR

En hæderspris ydet til to danske arkitekter fra en dansk fond blev anset for skattefri efter LL § 7, nr. 19, om hæderslegater til kunstnere.

 

Skatterådet

SKM2022.208.SR

Skatterådet fandt, at en forening ikke kunne uddele skattefrie hæderspriser, da foreningen ikke kunne anses for en selvstændig virksomhed.

Foreningen kunne dog heller ikke uddele skattefrie priser som en forening, da det efter administrativ praksis er et krav, at sådanne foreninger har et almennyttigt formål, hvilket ikke gjorde sig gældende for den omhandlede forening. 

Endvidere kunne legatet ikke i sig selv anses at opfylde betingelserne for skattefrihed, da legatet i princippet kunne ydes til samme person hvert andet år og dermed kunne legatet ikke anses som en hæderspris for et virke gennem en årrække, som også er gældende praksis for tildeling af skattefrie hæderspriser.

 

SKM2022.156.SR

To foreninger ønskede at tilbyde en skattefri hæderspris, jf. LL § 7, nr. 19. Prismodtageren blev udpeget blandt forfattere, som var aktuelle. Prisen blev uddelt hvert år og bestod af xxx-tusind kr. samt en statuette. Prisen blev sponsoreret og udbetalt af selskabet G1 A/S. Beløbet blev udbetalt direkte til prismodtageren. Prisen blev dermed anset for ydet af G1 A/S, og det forhold, at prisen var forankret hos foreninger, kunne ikke føre til et andet resultat.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at den af foreningerne indstiftede pris kunne behandles som en skattefri hæderspris, jf. LL § 7, nr. 19.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at en frivillig oplæsningsturné for prismodtageren ikke medførte, at prisen ikke fik status som hæderspris.

 

SKM2016.305.SR

Skatterådet kan bekræfte, at en fonds uddeling af "X-Arkitekturpris" var en fradragsberettiget almennyttig uddeling efter FBL § 4, stk. 1.

Der må dog foretages en konkret vurdering af hver enkelt uddeling for at kunne vurdere, hvorvidt denne udelukkende kan anses som værende en anerkendelse af den pågældendes arkitekts kunstneriske fortjenester og dermed skattefri i medfør af LL § 7, nr. 19.