►Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for gebyrer pålagt af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Afsnittet indeholder:
- Gebyrer pålagt af restanceinddrivelsesmyndigheden
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Gebyrer pålagt af restanceinddrivelsesmyndigheden
For ekspedition af opgaver i forbindelse med inddrivelse af krav kan restanceinddrivelsesmyndigheden pålægge følgende gebyrer:
Der pålægges ikke rykkergebyr, hvis beløbet i rykkerskrivelsen er under 200 kr. Se gældsinddrivelseslovens § 6, stk. 2.
Mulighed for at undlade at pålægge rykkergebyr
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i særlige tilfælde undlade at pålægge rykkergebyr. Se gældsinddrivelseslovens § 6, stk. 1, 2. pkt.
Bemærk
Tilsigelse til udlægsforretning skal karakteriseres som en omkostning ved udlægsforretningen. En fogedrets ophævelse af et udlæg, der er foretaget af en pantefoged medfører, at udlægget endeligt bortfalder, hvilket betyder, at tilsigelsesgebyret i sådant et tilfælde ikke kan opretholdes. Se SKM2023.332.ØLR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretten |
| SKM2023.332.ØLR | Sagen angik SKATs modregning i overskydende skat med såvel inddrivelsesrenter som tilsigelsesgebyr og retsafgift fra en udlægsforretning samt renter deraf. I forhold til inddrivelsesrenterne fandt Østre Landsret, at det under de konkrete omstændigheder ikke var påkrævet efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 4, at skatteyderen blev orienteret særskilt om den endelige overdragelse af restskatterne, som skatteyderen stedse var bekendt med tilstedeværelsen af. Det skulle ses i sammenhæng med, at formålet med underretningen er at gøre en skyldner bekendt med, at det offentlige har et krav, og at skyldneren kan identificere kravet. Renterne var derfor pålagt med rette og kunne anvendes til modregning. I forhold til retsafgift og tilsigelsesgebyr for udlægsforretningen stammede begge dele fra en fogedforretning, hvor pantefogedens udlæg var blevet ophævet af fogedretten, hvorved udlægget bortfaldt endeligt. Landsretten fandt herefter, at SKAT ikke var berettiget til at kræve retsafgiften betalt af A eller at opretholde tilsigelsesgebyret, og SKAT havde derfor ikke været berettiget til at modregne med kravene. Endelig blev et krav på tilbagebetaling af andre inddrivelsesrenter afvist efter skatteforvaltningslovens § 48, idet spørgsmålet ikke havde været prøvet materielt af skattemyndighederne. | |
◄