Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvordan en foreløbig beregning af grundskylden foretages, når en vurdering endnu ikke foreligger, men der i stedet findes en tidligere vurdering. Dette er tilfældet for de fleste ejendomme.

Afsnittet indeholder:

  • Baggrund
  • Ejerboliger og boligdelen på landbrugs- og skovejendomme
  • Andre ejendomme.

Se også

Se også afsnit:

  • C.H.4.3.4.2.2 Foreløbigt beskatningsgrundlag for nye ejendomme mv.
  • C.H.4.3.4.2.4 Efterregulering ved opkrævning på foreløbigt grundlag
  • A.B.4.5.7 Indbetaling af ejendomsskatter til skattekontoen.

Baggrund

Vurderingerne foretages pr. 1. januar i vurderingsåret. Se EVL § 5, stk. 1. Vurderingerne bliver i de fleste tilfælde offentliggjort i februar eller marts i året efter vurderingsåret. Det kan dermed forekomme, at vurderingen ikke er offentliggjort forud for opkrævningen af ejendomsværdiskat og grundskyld.

Ejerboliger og boligdelen på landbrugs- og skovejendomme

For ejendomme, hvor grundskylden opkræves over forskuds- og årsopgørelsen, gælder det, at hvis grundskylden opkræves på et tidspunkt, hvor en vurdering foretaget det forudgående indkomstår endnu ikke er afsendt til ejeren, beregnes grundskylden foreløbigt på grundlag af den senest ansatte ejendomsvurdering. Se ESL § 31, stk. 3.

Det gælder frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter EVL §§ 5 og 6, ►jf. dog ESL § 17, stk. 5 og 6. Undtagelsen i ESL § 17, stk. 5 og 6, består i, at der i visse udstykningstilfælde vil skulle ansættes et foreløbigt beskatningsgrundlag i stedet for at anvende grundværdien i den seneste ansatte vurdering.◄ Ejeren har ikke mulighed for at ændre det foreløbige beregningsgrundlag.

ESL § 31, stk. 3, vedrører situationer, hvor vurderingen foretaget i det forudgående år, som er beskatningsgrundlaget, endnu ikke er offentliggjort på tidspunktet for forskudsregistreringen. I disse tilfælde bliver en fysisk person opkrævet ejendomsværdiskat og grundskyld på et foreløbigt grundlag og som senere bliver berigtiget via personskattesystemerne, hvis der viser sig at være en difference mellem det foreløbige og endelige beskatningsgrundlag. Se ESL § 31, stk. 4. Se afsnit C.H.4.7.4 om beskatning og efterregulering som følge af de foreløbige vurderinger for 2022 og 2023. Se også afsnit H.A.3.3, hvor de foreløbige vurderinger er beskrevet.

Bestemmelsen i stk. 3 er en delvis videreførelse af § 27, stk. 2, 1. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat.

Andre ejendomme

For ejendomme, hvor grundskylden opkræves over skattekontoen, gælder det, at hvis en rate forfalder til betaling på et tidspunkt, hvor en vurdering foretaget det forudgående kalenderår endnu ikke er offentliggjort, beregnes raten foreløbigt på grundlag af den seneste offentliggjorte vurdering. Se ESL § 33, stk. 3.

►Opkrævning af grundskyld hos ejere af ejendomme omfattet af ESL § 33, stk. 1, som tildeles et foreløbigt beskatningsgrundlag efter § 17, stk. 5 eller 6, sættes i bero, indtil det foreløbige beskatningsgrundlag er ansat. Se ESL § 33, stk. 4.

Baggrunden herfor er, at et foreløbigt beskatningsgrundlag som udgangspunkt vil tage tid for Skatteforvaltningen at ansætte. Det vil kunne indebære, at en ejer, som tildeles et foreløbigt beskatningsgrundlag, ikke vil have modtaget dette inden opkrævningen af grundskyld påbegyndes. Formålet med bestemmelsen er dermed at forhindre, at det kommer ejeren til skade, at ejeren foreløbigt får opkrævet et forkert beløb i grundskyld. Skatteforvaltningen vil således skulle sætte betalingen i bero, indtil det foreløbige beskatningsgrundlag er ansat efter ESL § 17, stk. 5 eller 6, dvs. uden at ejeren vil skulle bede Skatteforvaltningen om at sætte betalingen i bero.

Skatteforvaltningen kan dog ikke garantere at kunne finde frem til samtlige ejendomsejere, inden første rateopkrævning af grundskyld forfalder til betaling den 1. januar. Det skal ses i lyset af, at Skatteforvaltningen på nuværende tidspunkt manuelt vil skulle indhente data om udstykninger hos en anden offentlig myndighed. Hertil kommer, at udstykninger vil kunne indtræde på alle tidspunkter i løbet af året, hvorfor Skatteforvaltningen ikke i alle tilfælde vil kunne blive bekendt med udstykningen rettidigt. Der vil derfor kunne opstå tilfælde, hvor en ejendomsejer vil være nødsaget til at rette henvendelse til Skatteforvaltningen og anmode om, at betalingen af grundskyld sættes i bero, indtil det foreløbige beskatningsgrundlag ansættes og kan indlæses på forskudsopgørelsen. Inden det foreløbige beskatningsgrundlag vil kunne indlæses på forskudsopgørelsen, vil Skatteforvaltningen skulle tilbagekalde kravet fra skattekontoen. Det vil indebære, at Skatteforvaltningen også vil skulle annullere eventuelle påløbne morarenter grundet forsinket betaling. Det skyldes, at kravet alene er blevet indlæst på skattekontoen grundet manglende data, hvorfor kravet vil være opstået uberettiget. ◄

Se herudover afsnit C.H.4.7.2 om, hvilke ejendomme, der opkræves grundskyld over skattekontoen.

Det gælder frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter EVL §§ 5 og 6,jf. dog ESL § 17, stk. 5 og 6. Ejeren har ikke mulighed for at ændre det foreløbige beregningsgrundlag.

Bestemmelsen i stk. 3, er en videreførelse af § 27, stk. 2, 1., pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat.