Indhold
Afsnittet indeholder:
- Indledning
- Regel
- Direktivets baggrund for reglen: Registrering i én medlemsstat.
Indledning
En platformsoperatør kan blive en Indberettende Platformsoperatør uden at have tilknytning til noget EU-land efter nogle af de kriterier, der er beskrevet ovenfor i afsnit A.B.1.2.8.6.8.2.1. Det sker, hvis platformsoperatøren "formidler udførelsen af en Relevant Aktivitet for Sælgere, der skal indberettes om, eller formidler en Relevant Aktivitet, der vedrører udlejning af fast ejendom beliggende i en EU-medlemsstat". Se BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 5, nr. 2.
Bemærk
"Sælgere, der skal indberettes om," er grundlæggende enten
- Sælgere, der er hjemmehørende i et EU-land
- Sælgere, der har udlejet fast ejendom beliggende i et EU-land, eller
- Sælgere, der opfylder begge kriterier.
Se BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 15 og afsnit A.B.1.2.8.6.6.2.3.5. I lyset heraf synes 2. led i bestemmelsen i § 5, nr. 2, at være uden selvstændigt indhold.
Bemærk
BEK nr. 1253 af 06/09/2022 indeholder en undtagelsesbestemmelse gående ud på, at Relevant Aktivitet i et EU-land ikke medfører indberetningspligt, hvis den pågældende platformsoperatør er en Kvalificeret Platformsoperatør uden for Unionen. Da ingen platformsoperatører, der er etableret uden for EU, ►endnu opfylder dette kriterium◄, er kriteriet ikke omtalt yderligere her. Se også afsnit A.B.1.2.8.6.7.3.5.3 om ækvivalensproceduren.
Se også
Se også afsnit
Regel
BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 50 lyder:
"En Indberettende Platformsoperatør omfattet af § 5, nr. 2, skal lade sig registrere hos den kompetente myndighed i én EU-medlemsstat, når Platformsoperatøren påbegynder virksomhed som Platformsoperatør."
Se BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 51 og afsnit A.B.1.2.8.6.10.4 om registrering i Danmark af ikke-EU-platformsoperatører.
Direktivets baggrund for reglen: registrering i én medlemsstat
§§ 50 og 51 i BEK nr. 1253 af 06/09/2022 udgør den danske implementering af mere generelle bestemmelser i DAC artikel 8ac, stk. 4, og DAC bilag V, afdeling IV, afsnit F, begge som indsat ved DAC7.
DAC artikel 8ac, stk. 4, som indsat ved DAC7, lyder:
"4. For at overholde indberetningskravene i henhold til denne artikels stk. 1 fastsætter hver medlemsstat de nødvendige regler med henblik på at kræve, at en Indberettende Platformsoperatør som omhandlet i bilag V, afdeling 1, afsnit A, punkt 4, litra b) [svarende til BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 5, nr. 2] lader sig registrere i Unionen. Den kompetente myndighed i registreringsmedlemsstaten tildeler den Indberettende Platformsoperatør et individuelt identifikationsnummer."
DAC bilag V afdeling IV med overskriften "Effektiv gennemførelse" indeholder følgende bestemmelser:
Afdeling IV F "Administrativ procedure for én enkelt registrering af en Indberettende Platformsoperatør
1. "En Indberettende Platformsoperatør som omhandlet i dette bilags afdeling A, punkt 4, litra b) [svarende til BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 5, nr. 2] skal lade sig registrere hos den kompetente myndighed i en medlemsstat i henhold til artikel 8ac, stk. 4, når den påbegynder virksomhed som Platformsoperatør."
Det fremgår således af direktivet, at en ikke-EU-platformsoperatør, der er en Indberettende Platformsoperatør, skal lade sig registrere i ét og kun ét EU-land. Det gælder, uanset hvor mange EU-lande platformsoperatøren måtte operere i.
Det fremgår videre af DAC artikel 8ac, stk. 6, som indsat ved DAC7, at oplysningerne skal opsamles i et centralt register, som Kommissionen skal oprette senest den 31. december 2022. Oplysningerne skal indberettes af den pågældende kompetente myndighed, og registret skal være tilgængeligt for de kompetente myndigheder i alle medlemsstaterne. Se afsnit A.B.1.2.8.6.7.3.5.2.
Den kompetente myndighed i Danmark er Skatteforvaltningen. Se afsnit C.F.8.2.2.26.1.2.