Indhold

Dette afsnit handler om indberetning, når to eller flere skattepligtige civilretligt har sameje af aktiver eller har fælles låneforhold. 

►Regel

I SIB § 6, stk. 1, er det fastsat, at ejes et aktiv, hvorom der skal foretages indberetning efter SIL §§ 15 a-19 og § 28 i sameje mellem to eller flere, foretages indberetning om hver af disse efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning.

I SIB § 6, stk. 2, er det fastsat, at ejes et aktiv, hvorom der skal foretages indberetning efter SIL §§ 12 eller 14 i sameje mellem to eller flere, foretages indberetning om hver af disse efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning. Skatteforvaltningen fordeler herefter beløbene ved en ligelig fordeling mellem ejerne.

I SIB § 6, stk. 3, er det fastsat, at for låneforhold, hvorom indberetning skal foretages efter SIL §§ 13 eller 14, hvor der er to eller flere hæftende, foretages indberetning om hver af disse efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning. Skatteforvaltningen fordeler herefter beløbene ved en ligelig fordeling mellem de hæftende.◄

Bemærk

SIB § 6 er nyaffattet ved § 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 885 af 26. juni 2024, som trådte i kraft 1. januar 2025 og har virkning for kalenderåret 2025 og senere. 

►For indberetning vedrørende kalenderåret 2024 og tidligere finder de tidligere gældende regler i SIB § 6 anvendelse. Disse regler er beskrevet i Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit A .B.1.3.8.

Bemærk, at med den seneste affattelse er bestemmelserne om, at indberetning skal foretages, uanset om samejet er organiseret som et interessentskab eller lignende henholdsvis om låneforholdet er optaget af et interessentskab eller lignende, udgået.◄