Det er muligt at anvende et elektronisk transportdokument som forsendelsesangivelse på søtransport, under forudsætning af at ansøgeren udfører et betydeligt antal sejladser mellem EU-havne, samt at ansøgeren kan sikre at oplysningerne i det elektroniske transportdokument er til rådighed for afgangstoldstedet i afgangshavnen og bestemmelsestoldstedet i bestemmelseshavnen, og at oplysningerne er de samme ved afgangstoldstedet og bestemmelsestoldstedet, jf. DF art. 200, jf. EUTK art. 233, stk. 4, litra e).

Angivelse til EU-forsendelsesproceduren indgives i DMS-forsendelsessystemet.

Der skal ikke stilles sikkerhed for transporten, når rederiet har fået tilladelse til at anvende elektronisk transportdokument som forsendelsesangivelse jf. EUTK art. 89, stk. 8, litra d)

Ansøgningen om tilladelse til at anvende elektronisk transportdokument som forsendelsesangivelse indsendes til toldmyndighederne i det land, hvor rederiet er etableret eller har et regionalt kontor. Toldmyndighederne skal sende ansøgningen til de øvrige landes toldmyndigheder, hvor tilladelsen skal være gældende. Såfremt der ikke modtages indsigelser fra de andre lande inden 45 dage udstedes tilladelsen. Tilladelsen er kun gældende i de havne, der er nævnt i tilladelsen, jf. GF art. 319.

►◄