Indhold
Afsnittet indeholder:
- Frembydelse ved bestemmelsestoldstedet
- Underretning om varernes ankomst
- Fremsendelse af kontrolresultat
Frembydelse ved bestemmelsestoldstedet
På bestemmelsestoldstedet frembydes varerne sammen med MRN for forsendelsesangivelsen samt enhver oplysning, som kræves af bestemmelsestoldstedet, jf. GF art. 306.
Frembydelsen skal finde sted inden for den officielle åbningstid. Bestemmelsestoldstedet kan dog på anmodning tillade, at frembydelsen finder sted uden for den officielle åbningstid eller på et andet sted.
Hvis frembydelsen har fundet sted efter udløbet af den frist, der er fastsat af afgangstoldstedet, anses den ansvarlige for proceduren for at have overholdt fristen, såfremt han selv eller transportøren på tilfredsstillende måde godtgør overfor bestemmelsestoldstedet, at han ikke kan tilskrives forsinkelsen.
En forsendelsesprocedure kan afsluttes på et andet toldsted end det, der er angivet i forsendelsesangivelsen. Dette toldsted anses så for at være bestemmelsestoldstedet.
Efter anmodning fra den person, der frembyder varerne på bestemmelsestoldstedet, udleverer det pågældende toldsted et ankomstbevis, der attesterer varernes frembydelse på toldstedet og indeholder en henvisning til MRN for forsendelsesangivelsen. Ankomstbeviset gives ved anvendelse af formularen i GF bilag 72-03 og udfyldes på forhånd af den ansvarlige for proceduren.
Underretning om varernes ankomst
Bestemmelsestoldstedet underretter afgangstoldstedet om varernes ankomst samme dag, som varerne og MRN er frembudt. Hvis proceduren ophører på et andet toldsted end det, der er angivet i forsendelsesangivelsen, underretter det toldsted, der anses for at være bestemmelsestoldsted, afgangstoldstedet om ankomsten samme dag, som varerne og MRN er frembudt, jf. GF art. 307, stk. 1 og 2.
Fremsendelse af kontrolresultat
Bestemmelsestoldstedet meddeler kontrolresultaterne til afgangstoldstedet senest tredjedagen efter den dag, hvor varerne er blevet frembudt. I særlige tilfælde kan fristen forlænges med op til seks dage, jf. GF art. 309, stk. 1.
Når varerne transporteres med jernbane, og en eller flere vogne trækkes ud af en togstamme på grund af tekniske problemer, omhandlet i GF art. 305, stk. 4, skal afgangstoldstedet underrettes senest på tolvtedagen efter den dag, hvor den første del af varerne blev frembudt. Se F.A.20.6.6. hændelser undervejs.
d