Fonde mv. og foreninger, der for et indkomstår har foretaget hensættelser efter FBL § 4, stk. 3 og 7, har adgang til inden for lovens rammer at ændre disse hensættelser for helt eller delvist at udligne den skattemæssige virkning af en forhøjelse eller en nedsættelse af den oplyste eller den ansatte indkomst. Se FBL § 4, stk. 8. Dette gælder uanset om ansættelsesændringen er foranlediget af Skattestyrelsen eller fonden eller foreningen.
Hvis fx Skattestyrelsen påtænker at forhøje eller nedsætte den oplyste eller ansatte indkomst, har den pågældende fond mv. eller forening således adgang til at få ændret hensættelser for samme indkomstår i et sådant omfang, at den påtænkte ændring udlignes helt eller delvist. Skattestyrelsen træffer normalt afgørelsen om ændrede hensættelser samtidig med afgørelsen om ansættelsesændringen. Der kan ikke gives tilladelse til efterfølgende ændring af hensættelser, hvis der foreligger bødegivende forhold. Fonden mv. eller foreningen bør gøres opmærksom på adgangen til at få ændret hensættelser i forbindelse med behandlingen af ansættelsesændringen.
Fonden mv. eller foreningen skal indgive anmodning inden udløbet af fristen for påklage af skatteansættelsen.
Er ansættelsen indbragt for domstolene, sendes anmodningen til Skattestyrelsen, der træffer afgørelse i sagen, når rettens afgørelse foreligger. Afgørelsen træffes efter samme regler som angivet ovenfor. Afgørelsen træffes normalt inden udsendelse af årsopgørelse.
En anmodning, der fremsættes, efter at den endelige afgørelse vedrørende ansættelsen er truffet, skal sendes direkte til Skattestyrelsen. Anmodningen skal være Skattestyrelsen i hænde senest ved udløbet af fristen for påklage, for så vidt angår domme afsagt af Højesteret dog en måned efter dommens afsigelse.
Får fonden mv. eller foreningen helt eller delvist medhold ved anke eller sagens indbringelse for domstolene, tilbageføres i samme omfang eventuelle efterfølgende hensættelser, der er foretaget til udligning af den påklagede ansættelsesændring.
Hvis Skattestyrelsen ikke fuldt ud imødekommer ansøgningen, kan afgørelsen påklages til Landsskatteretten.
►Ændring af hensættelser efter FBL § 4, stk. 3 eller 7 efter udløbet af fristerne i FBL § 4, stk. 8 kræver tilladelse fra Skattestyrelsen. Skatterådet kan fastsætte nærmere regler for Skattestyrelsens udøvelse af denne kompetence, men Rådet har dog ikke udnyttet denne kompetence. Se FBL § 4, stk. 9.◄
►◄
►Se også afsnit C.D.9.12.1 om oplysning, ligning og opkrævning. ◄